z skriver:
Første uge uden Far er gennemført - men det er hverken med zs eller Mors gode vilje. Eller Fars! Der er kommet en meget træt, travl og trist Søren hjem de fleste dage, og frygten for om z nu også elsker ham har været meget dominerende. Helt galt gik det i weekenden hvor Mormor og Bedstefar var på besøg og frøkenen smilede og førte sig frem i bedste stil - og så sad Far for sig selv og syntes aldrig z smilede til ham 
Det er abzut ikke sjovt at være den der skal tjene til dagen og vejen...og jeg sidder og er SÅ glad for, at mine dage går udelukkende med z. Også selvom de vitterligt går udelukkende med z! Jeg kan stå op om morgene og have alle mulige fine intentioner, men når Søren kommer hjem har jeg som regel (læs ALTID) ikke nået andet end at fodre, skifte ble, give rent tøj på (og nogle gange ikke engang det), lege og selv været på toilettet. De første par dage glemte jeg helt at spise selv, så når Søren stod i døren var jeg ved at dejse om :-S Heldigvis er syningen efter fødslen helet rigtig godt, jeg har ikke haft nogen problemer med at det sved når jeg tissede efter den første uge, og efter de første to uger kan jeg også bade helt normalt med sæbe und alles. Jeg har stadig en følelse af, at det strammer over det hele dernede, især når jeg sidder på toilettet, og det kna også ligesom klø i kødet, men det er jo meget normalt for noget der heler, så jeg er optimistisk! Dog ikke nok til at overveje sex....nogensinde!! ;-)
I fredags kom Mormor og Bedstefar på besøg...neeeij, det var hyggeligt! Vi holdt forsinket Mortens Aften og både z og jeg var i kjole for første gang...hvis man ikke lige medregner alle de gange z var med under min kjole ;-) Der var ikke et øje tørt!
Og efetr middagen brillerede z under puslingen ovenpå, så Bedsterne var ved at gå helt i spagat :-) Mens hun viste hvor opmærksomt og længe hun kunne holde fokus på sine luftballoner over puslebriksen, tog Bedstefar det ene billede efter det andet og pludseligt vente z blikket mod ham, så vi fik det her fantastiske billede af Frøken Pjuskebusk:
Idag var vi så hos doktor Ines igen igen. z har døjet med forstoppelse siden fødslen - hvilket er normalt for flaskebørn - så vi har prøvet lidt af det hele og gået hos doktor Ines en gang om ugen, for hun kan nogle kiropraktor tricks og kunne med det samme fortælle, at zs nerve i højre side af nakken var meget spændt (åbenbart en nerve der har direkte forbindelse til tarmfunktionen). Det er også normalt for babyer hvor fødslen er gået rigtig hurtig. Men idag kunne doktoren fortælle, at spændingen nu var væk og altså burde hjælpe på forstoppelsen. Så vi må se! Vi har både givet mavemassage, numsehulsmassage, lactulose (vi har været helt oppe på 6 ml pr. døgn, men da synes jeg at hun blev alt for pylret, så der skar vi ned til 4 ml efter fire dage med gråd), Nan HA1 (samme princip som grøn allomin) og ja...doktor Ines. Det begynder også at ligne noget, hun har haft afføring minimum 1 gang dagligt de sidste dage, så nu skal det bare blive lidt blødere end det er nu og så kører det. Forhåbentlig!! Og så kommer lactuloseafvænningen jo så, så må vi se hvordan vores lille sukkerjunkie tar dén!
Men puha! Det er hårdt når ens barn græder fordi hun har ondt i maven pga forstoppelse! Og jeg sidder med en kæmpestor sort sky af skyldfølelse i brystet fordi det er MIT valg der har gjort at hun har ondt og skal kæmpe sådan med afføringen. Jeg har godt nok hylet nogle gange sammen med hende og undskyldt og undskyldt, den ene dag måtte jeg give hende til Søren og gå ud og flæbe færdigt på badeværelset :-(
Heldigvis er z ellers utrolig glad og utrolig nem, man får et stort smil hver morgen når man henter hende i vuggen og mange smil i løbet af dagen når vi leger og snakker. Med Søren kan hun ligge og fortælle og fortælle og lave benspjæt så hun næsten letter fra sofaen. Den anden dag snakkede de læææænge sammen og da jeg spurgte hvad de snakkede om, svarede Søren "Andengradsligninger!" som det mest naturlige i verden - jaja, hun er Fars tøs ;-) Det er da overhovedet heller ikke til at komme udenom, at hun ligner sin Far helt utroligt meget! Een ting er udseendet, noget andet er hendes mimik, især når hun meget bestemt ikke vil have mere mad, basta! Det ansigt har jeg set mange mange gange på Søren! Og at hun er cirka tre kvarter om at vågne helt op efter hver lur, hvor hun bare skal have lov at ligge og gasse den, lukke luft ud i begge ender og strække sig - det er på præcis samme måde som Søren <3
Så sidder man dér og ved godt man har jordens nemmeste lille abeunge og man får sin nattesøvn (i en sådan grad, at doktor Ines sagde "du ser virkelig godt ud af en nybagt mor at være!") og alting kører egentlig ret godt. Alligevel kommer man til at bide af hinanden. Hvorfor?! Og hvordan klarer man sig igennem sammen når man IKKE har jordens nemmeste barn og IKKE får sin nattesøvn??? Nogle gange er det Søren der bare er en kælling fra vi står op, men nogle gange er det dælme også mig, det kan jeg ikke løbe fra! Og nøj hvor er det træls...man kan næsten føle at man træder et skridt forkert og så kører bussen bare og man kan ikke nå at komme af ved nogen af stoppestederne, selvom man desperat trykker STOPknappen ind så ofte man kan. Heldigvis er vi blevet en milliard gange bedre til at sige "hey! sig lige du elsker mig og giv mig et kram!" når det hele begynder at ramle, og et rigtig kram - altså et rigtigt-rigtigt kram med armene slynget helt om hinanden og næserne begravet i halsgruben - kan virkelig gøre underværker når man begynder at synes at den anden er jordens største spasser (så er tippet givet videre :-)).
Vi skal selvfølgelig ikke glemme August, zs missebror. Åh August, stakkels kat! Han har virkelig følt sig kørt ud på et sidespor - og med rette! Han har været ekstrem vred på mig - og med rette! Jeg tror ikke jeg er helt tilgivet, men han har i hvert fald mere end accepteret z. Når hun græder, så kommer han altid over og sidder ved hende og når hun får mad, ligger han altid på sofaarmlænet ved hendes hoved. Hun er helt og holdent blevet en del af hans flok og han går meget op i, at hun er den svageste og at han nok skal gøre Mor og Far opmærksomme på, når hun har brug for hjælp. Men han er godt nok ikke videre imponeret over den nye måde Mor snakker med alt og alle på: en høj syngende stemme, der siger alle sætninger mindst to gange, med et lille "hvaaaaa?" bagefter - UPS! så blev man lige MEGAmeget Mor-agtig!!
En abzut ikke-imponeret kat!
Ihhh en dejlig fortælling. Det er skønt at høre at I har det dejligt...og hvor er hun dog smuk lille z...helt vildt...Synes nu også at Bror-mis er smuk :-D.....
