Første forsøg mislykkedes :-(

Jeg skulle jo idag selv til at tømme min blære med et kateder og der var så en sygeplejerske her. Men da jeg sad ude på toilettet og skulle forsøge, kunne jeg bare slet ikke finde mit urinrør ligegyldigt hvor meget hun forklarede mig. Da jeg havde bakset med det i 15 min., endte det med at jeg måtte ind på sengen og så måtte hun desværre tømme mig. Planen er så at jeg her kl. 14 skal forsøge igen, og denne gang mens jeg ligger på sengen. Hun fortalte mig at hun før havde været ude for at der var en der havde samme problemer som mig, når hun sad op og skulle tømme sig. At indgangen til urinrøret simpelthen trak sig ind, når man sad op. Så måske det er det samme med mig

Jeg er stædig...jeg vil have at det skal lykkes her kl. 14 ellers ved jeg sgu ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Jeg ved jo at hvis det bliver for besværligt for mig, så kan jeg meget nemt "komme til" at droppe katederet og så bare få det bedste ud af det. Jeg gider ikke det her "baks-værk". Så jeg håber dælme det vil lykkes mig næste gang. Hvorfor skal det være så svært sådan noget?? Man skulle næsten være en mand, der kan man sgi se det  men på den anden side, de har jo et temmeligt langt urinrør, så tror nok jeg skal være taknemmelig for at være en kvinde

Nå jeg må forsøge igen, og så må jeg se hvordan det går...

Denne her gang gik det godt  Det lykkedes mig at gøre det helt selv, eller næsten selv. Jeg har slet ingen fornemmelse over det, og kan ikke rigtig mærke mig frem til om det er ved det rigtige sted jeg er. Så sygeplejersken fortalte mig, da jeg var ved det rigtige sted, og så turde jeg gøre det. Problemet er så bare at jeg jo helst selv skulle få en fornemmelse for, hvor det er, men mon ikke det kommer med tiden?

jeg havde sådan frygtet at jeg her fra. kl. 14 blev overladt til mig selv med det....men jeg fik lavet en aftale med hende fra dagvagten, at jeg øver om dagen mens der er en sygeplejerske, og så kommer der ellers en sygeplejerske som normalt de andre tidspunkter på døgnet og tømmer mig. Når jeg så er blevet fortrolig med det, stopper de med at komme, og så skal jeg ordne det selv hver gang.

Det har nok også gjort mig mere tryg, fordi jeg ikke bliver overladt til mig selv med det, ligesom jeg gjorde for 3 år siden fra sygehusets side.

Så det var positive nyheder herfra, og jeg tror at jeg nok skal blive glad for det alligevel

Tak til alle jer der har gidet lytte og støtte mig herinde omkring alt det med mig og min situation. i har i hvert fald været med til at jeg ikke bare har givet op med det, men har taget skridtet videre og gjort det. Er faktisk lidt stolt af mig selv lige nu