arbejde og barnløshedsbehandling

Hej

Vi har nu fundet ud af at vi starter i ICSI behandling om en mdr eller to.

Jeg er ny i mit job. Har været ansat i snart 6 mdr i en stilling med ansvar for et større projekt. Det er en stressende hverdag og jeg er så meget bag ud med de opgaver jeg har ansvar for. Chefen rykker hele tiden og de vil se resultater. Hvordan får man lige sagt at man nu midt i den stilling, som jeg til jobsamtalen pralede med at jeg sagtens kunne klare, pludselig planlægger behandling, barn og barsel. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne passe min stilling med så megen stress oveni behandlingen, hvis jeg ikke er ærlig omkring den situation jeg står i, men synes også de har købt katten i sækken.

Jeg ved man burde kunne dette i en offentlig stilling, men det piner mig helt vildt, at  min arbejdsplads har troet på mig og at jeg så pludselig tænker i børn.

Hvad gør man og hvordan overkommer man samvittigtheden?

baby84 skriver:

Hej

Vi har nu fundet ud af at vi starter i ICSI behandling om en mdr eller to.

Jeg er ny i mit job. Har været ansat i snart 6 mdr i en stilling med ansvar for et større projekt. Det er en stressende hverdag og jeg er så meget bag ud med de opgaver jeg har ansvar for. Chefen rykker hele tiden og de vil se resultater. Hvordan får man lige sagt at man nu midt i den stilling, som jeg til jobsamtalen pralede med at jeg sagtens kunne klare, pludselig planlægger behandling, barn og barsel. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne passe min stilling med så megen stress oveni behandlingen, hvis jeg ikke er ærlig omkring den situation jeg står i, men synes også de har købt katten i sækken.

Jeg ved man burde kunne dette i en offentlig stilling, men det piner mig helt vildt, at  min arbejdsplads har troet på mig og at jeg så pludselig tænker i børn.

Hvad gør man og hvordan overkommer man samvittigtheden?

jeg ville være ærlig, og overveje hvad der betyder noget, og så vælge hvis jeg ikke fælte jeg kunne klare begge dele. Snak med dit arbejde om planerne, og med kæresten, og finde løsninger på hvad i finder frem til er bedst. Så kan du gå til de projekter i vælger, med god samvittighed

baby84 skriver:

Hej

Vi har nu fundet ud af at vi starter i ICSI behandling om en mdr eller to.

Jeg er ny i mit job. Har været ansat i snart 6 mdr i en stilling med ansvar for et større projekt. Det er en stressende hverdag og jeg er så meget bag ud med de opgaver jeg har ansvar for. Chefen rykker hele tiden og de vil se resultater. Hvordan får man lige sagt at man nu midt i den stilling, som jeg til jobsamtalen pralede med at jeg sagtens kunne klare, pludselig planlægger behandling, barn og barsel. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne passe min stilling med så megen stress oveni behandlingen, hvis jeg ikke er ærlig omkring den situation jeg står i, men synes også de har købt katten i sækken.

Jeg ved man burde kunne dette i en offentlig stilling, men det piner mig helt vildt, at  min arbejdsplads har troet på mig og at jeg så pludselig tænker i børn.

Hvad gør man og hvordan overkommer man samvittigtheden?

Jeg kan SAGTENS følge dig. Jeg har et krævende job med mange timer der skal lægges og en masse rejseaktivitet.
Jeg skal have taget æg ud på søndag og har derfor været mange gange efterhånden til scanninger - og har derfor været væk fra arbejde. Men jeg har intet fortalt på min arbejdsplads. Jeg har sagt at jeg gennemgår en medicinsk behandling og derfor ikke kan rejse m.m.

Jeg står nu i den situation at jeg søger nyt job - Men jeg fortæller ikke noget til nogen om min situation. Min fremtidige chef må ved ansættelse være klar over at en 30-årig gift kvinde uden børn medfører en risiko for snarlig barsel!
Desuden har jeg i flere år udskudt børn - pga denne ansvarsfølelse som jeg så udmærket forstår du har.
Men efter dødsfald i familien ('wake-up call') har jeg ændret mit syn - Hvem iler til din redning hvis du er i problemer? Det gør din familie; og ikke din arbejdsplads. Det er bare et job. At skabe en familie er for livet og min altoverskyggende prioritet.

Desuden en grund til ikke at sige noget til arbejdsgiver er at jeg mener at denne behandling er et privat anliggende.
For det andet er det jo slet ikke sikkert at jeg bliver gravid! Der kan gå mange ting galt undervejs, og måske det slet ikke lykkes.

Jeg synes ikke du skal have dårlig samvittighed - Jeg har haft det i lang tid, men det er ikke det værd.

Jeg håber du finder en god løsning på problemet.

Min første tanke er, at du jo godt vidste, da du gik til jobsamle, at de ville "købe katten i sækken" fordi du jo på det tidspunkt godt vidste at du ville være gravid. Men en ting er jo at virkelig stå i det.

En paragraf 56 betyder jo at de får timerne dækket. Men det er nok ikke så meget det du tænker på.

Personligt sagde jeg ikke noget. Jeg var nervøs for, at når de vidste vi forsøgte, at de så i det næste stykke tid ville sætte mig til "kedelige" opgaver hvor det ikke betød så meget af jeg skulle ud af. Jeg vidste jo i princippet ikke om jeg ville være gravid om 2 måneder eller to år. Nogle går det jo hurtigt med og andre desværre knap så hurtigt.Tilgengæld sagde jeg det lige så snart NF-scanning var overstået da jeg gerne ville være med til at de fandt en god vikar og jeg kunne lukke alle omgaver på en god måde.

Men jeg havde heller ikke som du, en hverdag hvor jeg konstant var stresset, for så havde situtationen nok været anderledes.

Det er nok svært at råde. Kun du selv ved hvad vil være det bedste for dig.

Held og lykke med det hele.

tak for jeres gode svar.. i har ret og rart at høre jeg ikke er den eneste der står i det dilemma

Jeg må bare overbevise mig selv om at det er okay og at alle jo får børn. Alle mine kollegaer har børn så hvorfor skulle det være anderledes for mig. Det er bare upraktisk at være kvinde og stadig ville alt muligt. Kan bare frygte at de tænker, at de ikke burde have ansat mig til den stilling, men det er der jo så ikke noget at gøre ved

amjans skriver:

Jeg kan SAGTENS følge dig. Jeg har et krævende job med mange timer der skal lægges og en masse rejseaktivitet.
Jeg skal have taget æg ud på søndag og har derfor været mange gange efterhånden til scanninger - og har derfor været væk fra arbejde. Men jeg har intet fortalt på min arbejdsplads. Jeg har sagt at jeg gennemgår en medicinsk behandling og derfor ikke kan rejse m.m.

Jeg står nu i den situation at jeg søger nyt job - Men jeg fortæller ikke noget til nogen om min situation. Min fremtidige chef må ved ansættelse være klar over at en 30-årig gift kvinde uden børn medfører en risiko for snarlig barsel!
Desuden har jeg i flere år udskudt børn - pga denne ansvarsfølelse som jeg så udmærket forstår du har.
Men efter dødsfald i familien ('wake-up call') har jeg ændret mit syn - Hvem iler til din redning hvis du er i problemer? Det gør din familie; og ikke din arbejdsplads. Det er bare et job. At skabe en familie er for livet og min altoverskyggende prioritet.

Desuden en grund til ikke at sige noget til arbejdsgiver er at jeg mener at denne behandling er et privat anliggende.
For det andet er det jo slet ikke sikkert at jeg bliver gravid! Der kan gå mange ting galt undervejs, og måske det slet ikke lykkes.

Jeg synes ikke du skal have dårlig samvittighed - Jeg har haft det i lang tid, men det er ikke det værd.

Jeg håber du finder en god løsning på problemet.

Helt enig! Jeg står i nogenlunde samme situation....

Familien er det vigtigste-