Efter alt det her med udlæninge så får jeg lyst til at fortælle lidt om min historie så i kan se at alle udlæninge er ikke ens.
I 93 begyndte krigen i Bosnien.
Min far var i konklusionlejer(staves) og min mor var selv med 3 børn. Hver dag var der nogen der bankede på døren og ville smide os ud af vores hjem.
Krigen blev værre og værre vi var nyd til at flygte fra vores hjemmeby uden far uden noget som helst. Vi var på flygt ca 6 måneder da min mor besluttede at tager tilbage til vores hjemmeby. Der fik vi den tragiske besked at min morfar blev dræbt af en af hans nabo. Vi vidste slet hvor resten af familen var henne.
Dagene gik min far han flugtede med mange andre fra konstraktionslejee og vi fik valg at komme til Danmark. Det var det bedste der skete for os.
Da vi kom til dk var der så dejligt fred og ro ingen granater ingen skud. Vi begyndte at går i skole for at lærer dansk. Men der blev alt for mange flytninger i vores liv så vi ikke havde stabilitet i vores liv. Vi lærte hurtig dansk og de gjorde vores forældre os. Ikke perfekt men til at forstår hva de sagde.
Både min mor og far har altid arbejdet fultid. Min far arbejder stadigvæk. Min mor er pesonist da hun har opereret begge hofter og har dårlig ryg så hun ku ikke forsætte i sit arbejde.
Det var lidt om min historie som blev lidt rodet men håber at i forstår hvad jeg har skrevet.
Jeg bliver meget ked af når alle dansker tror at alle udlæninge er ens. Det er bare ikke sandt dem jeg kender det bidrager alle til dk's samfund.
Anmeld
