Min veninde skubber mig væk efter min fødselsdepression

Hej med jer

Jeg har en veninde, som selv er blevet mor for 1½ siden. Jeg fik elizabeth for 5½ mrd siden, og har de første 3-4 mrd haft en slem depression med angst.

Min veninde ved godt, at jeg tidligere med første barn også havde en depression. Men da kendte vi ikke hinanden på det tidspunkt. Vi har kendt hinanden i mange år. Jeg havde fortalt hende, hvordan det var dengang - og at jeg var bange for, at jeg ville få en depression endnu engang.

Da min depression kom med Elizabeth, søgte jeg råd hos hende om barnepleje, rytmer, soverutiner og alt muligt. Det eneste svar jeg fik gang på gang, var at jeg skulle nyde min datter NU, og at hun ikke kunne forstå, hvorfor jeg havde så travlt med at glæde mig til Elizabeth kunne lege lidt selv, sidde selv, få grød og alt så noget.

Hun ammede selv til hendes barn var 12 mrd., men startede op på grød som 6 mrd., og hun lavede al grød selv og masser af overskud. Hvor jeg er stik modsat. Jeg har aldrig ammet, det hørte jeg også for - jeg laver pulvergrød og mit overskud kan lige række til Elizabeth. Nu er det selvfølgelig blevet nemmere, men førhen.

Hver gang vil jeg have et godt råd eller er nysgerig omkring udviklingen, vil hun ikke rigtig fortælle mig noget. Hun har slet ikke kunne sætte sig ind i, hvordan jeg har haft det med depressionen, og hun har slet ikke kunne forstå det - hvordan man kan ønske sit barn langt væk. Jeg var jo ikke herre over det selv.

Men jeg ville da gerne have haft min veninde til at fortælle mig, at alting nok skal gå og at det bliver bedre. Nu er vi vokset lidt fra hinanden. Jeg føler, at hun ser ned på mig - hun er også meget stor modstander af, at Elizabeth skal i vuggestue fra i dag. Hun gør meget ud af, at fortælle mig, at hun slet ikke ville kunne afleverer sit barn så tidligt.... men jeg har jo intet valg. Og jeg har det godt med min beslutning.

Hvad gør jeg?

Eliza/lykke skriver:

Hej med jer

Jeg har en veninde, som selv er blevet mor for 1½ siden. Jeg fik elizabeth for 5½ mrd siden, og har de første 3-4 mrd haft en slem depression med angst.

Min veninde ved godt, at jeg tidligere med første barn også havde en depression. Men da kendte vi ikke hinanden på det tidspunkt. Vi har kendt hinanden i mange år. Jeg havde fortalt hende, hvordan det var dengang - og at jeg var bange for, at jeg ville få en depression endnu engang.

Da min depression kom med Elizabeth, søgte jeg råd hos hende om barnepleje, rytmer, soverutiner og alt muligt. Det eneste svar jeg fik gang på gang, var at jeg skulle nyde min datter NU, og at hun ikke kunne forstå, hvorfor jeg havde så travlt med at glæde mig til Elizabeth kunne lege lidt selv, sidde selv, få grød og alt så noget.

Hun ammede selv til hendes barn var 12 mrd., men startede op på grød som 6 mrd., og hun lavede al grød selv og masser af overskud. Hvor jeg er stik modsat. Jeg har aldrig ammet, det hørte jeg også for - jeg laver pulvergrød og mit overskud kan lige række til Elizabeth. Nu er det selvfølgelig blevet nemmere, men førhen.

Hver gang vil jeg have et godt råd eller er nysgerig omkring udviklingen, vil hun ikke rigtig fortælle mig noget. Hun har slet ikke kunne sætte sig ind i, hvordan jeg har haft det med depressionen, og hun har slet ikke kunne forstå det - hvordan man kan ønske sit barn langt væk. Jeg var jo ikke herre over det selv.

Men jeg ville da gerne have haft min veninde til at fortælle mig, at alting nok skal gå og at det bliver bedre. Nu er vi vokset lidt fra hinanden. Jeg føler, at hun ser ned på mig - hun er også meget stor modstander af, at Elizabeth skal i vuggestue fra i dag. Hun gør meget ud af, at fortælle mig, at hun slet ikke ville kunne afleverer sit barn så tidligt.... men jeg har jo intet valg. Og jeg har det godt med min beslutning.

Hvad gør jeg?

Hej Nu har jeg ikke selv børn så håber det er okay jeg prøver at svare Jeg synes simpelthen at du skal sige til din veninde at det er dine valg og at du gør det så godt som du kan som mor. Vi kan ikk planlægge alt som vi gerne vil, men at man gør det bedste man kan. For jeg synes slet ikke at du skal undskylde/forklare over for hende hvorfor du gør som du gør. Jeg tror simpelthen at jeg havde glemt alt om hende, for hun er jo ikke en rigtig veninde når hun ikke har noget empati over for andre. Jeg tænker også at på et eller andet tidspunkt vil glansbilledet knække ved hende. Måske er det bare en facade hun har hvis man ikke en gang kommer til at tænke Bare jeg var mig selv og ingen børn hvis du forstår Jeg synes det er fedt du tør sige jamen ved du hvad jeg har en dep med angst og sådan er jeg. Dejligt at folk tør åbne sig så det ikke er tabu Ønsker dig alt det bedste

DianaBaastrup skriver:

Hej Nu har jeg ikke selv børn så håber det er okay jeg prøver at svare Jeg synes simpelthen at du skal sige til din veninde at det er dine valg og at du gør det så godt som du kan som mor. Vi kan ikk planlægge alt som vi gerne vil, men at man gør det bedste man kan. For jeg synes slet ikke at du skal undskylde/forklare over for hende hvorfor du gør som du gør. Jeg tror simpelthen at jeg havde glemt alt om hende, for hun er jo ikke en rigtig veninde når hun ikke har noget empati over for andre. Jeg tænker også at på et eller andet tidspunkt vil glansbilledet knække ved hende. Måske er det bare en facade hun har hvis man ikke en gang kommer til at tænke Bare jeg var mig selv og ingen børn hvis du forstår Jeg synes det er fedt du tør sige jamen ved du hvad jeg har en dep med angst og sådan er jeg. Dejligt at folk tør åbne sig så det ikke er tabu Ønsker dig alt det bedste

Hej igen og tak for sit svar

Jeg tænker også lidt over, om glansbilledet måske allerede har knækket for hende op til flere gange, men hun siger ikke noget. Det er meget sjældent at hun indrømmer fejl, alting virker perfekt hos dem. Og de gør det eneste rigtige og naturlige for deres barn, hvor jeg gør alt det forkerte.

Det gør mig ked af det, at hun ikke støtter mig mere frem for at modarbejde mig og mine følelser.

Jeg ved godt, at det kan være rigtig skræmmede at opleve en person med en depression. En person som ellers altid har styr på livet og fokus og stærk. Men både min mand og min mor som stod ved min side ved første fødselsdepression (som var voldsom med selvmordstanker), og naturligvis stået ved min side igen. De har ikke miste noget for mig. De vidste, at jeg ville blive mig selv igen før eller siden.

Men jeg føler mig som en taber, at jeg indrømmede over for hende, at jeg havde en depression - nu var jeg pludselig ikke den stærke veninde mere, som hun kunne være stolt af.

Eliza/lykke skriver:

Hej igen og tak for sit svar

Jeg tænker også lidt over, om glansbilledet måske allerede har knækket for hende op til flere gange, men hun siger ikke noget. Det er meget sjældent at hun indrømmer fejl, alting virker perfekt hos dem. Og de gør det eneste rigtige og naturlige for deres barn, hvor jeg gør alt det forkerte.

Det gør mig ked af det, at hun ikke støtter mig mere frem for at modarbejde mig og mine følelser.

Jeg ved godt, at det kan være rigtig skræmmede at opleve en person med en depression. En person som ellers altid har styr på livet og fokus og stærk. Men både min mand og min mor som stod ved min side ved første fødselsdepression (som var voldsom med selvmordstanker), og naturligvis stået ved min side igen. De har ikke miste noget for mig. De vidste, at jeg ville blive mig selv igen før eller siden.

Men jeg føler mig som en taber, at jeg indrømmede over for hende, at jeg havde en depression - nu var jeg pludselig ikke den stærke veninde mere, som hun kunne være stolt af.

Jeg har også selv haft nogle rigtig svære år med dep og jeg har lært at man ikke skal forvente noget fra nogle, (ved godt det lyder lidt hårdt) Men den dag i dag kan jeg ærligt sige jeg ingen venner har.

Har du læst den bog der hedder alle har mellem 0 og 3 venner. det er godt nok en ungdomsbog og ikke særlig tyk, men den har jeg fået rigtig meget ud af. 

Du er BESTEMT IKKE nogen taber. Det er dig der får mest livserfaring ud af det og du lærer også dit barn at verden ikke er lyserød som nogle høneforældre gør. Jeg vil næsten vædde med at hun ikke har det særlig godt indeni og derfor ikke kan være derfor dig. Jeg har mistet alle mine venner på at jeg gik så langt ned, og nu er jeg flyttet fra byen og startet på en frisk. Det er så godt du er åben omkring det, tænk også på at for hver gang du åbner dig omkring og får snakket om det, jo bedre får du det. Du bliver i stand til at kunne hjælpe andre i din situration, og er bedre forberedt på hvis du/din mand/dine børn skulle få det svært i livet, så kan du drage din livserfaring ind og fortælle dem hvad du gjorde for at få det bedre

Måske kan din veninde ikke rumme at gøre alting rigtig godt med sit lille barn og samtidig være den støttende og rådgivende veninde overfor dig, som hun før i tiden måske har været. Din svaghed kan minde hende om hendes egen usikkerhed. I har sikkert været tætte veninder og hun har garanteret brug for lidt plads til at finde sin rolle som mor. Har hun før været fuld af overskud og gode råd, kan det ske at hun nu bruger al sin omsorg på sit barn. Venskaber ændres altid, når livssituationer ændres og kan man ikke acceptere de nye omstændigheder, må man lige så stille bevæge sig et andet sted hen. For en tid ville jeg ligge fortidens minder lidt bag mig og så mærke efter, hvad hun kan give dig nu.

Du har haft en depression og skal opbygge et godt forhold til dit barn nu- det er det vigtigste og du har ikke brug for hendes fordømmelse!! Du er ekstra følsom og skal derfor søge derhen, hvor du kan få støtte - Jeres venskab skal nok kunne holde til at du trækker dig lidt - hvis det var stærkt nok til at begynde med.

KH

Kildebakken

Ej, undskyld mig, men hvad fanden er det for en veninde. Kan godt forstå mange har svært ved at sætte sig ind i hvordan en depression føles. Men det er ikke bare lige til at komme over. Jeg er selv depressiv, og har været på medicin i 8 år. Jeg ved hvordan det er når overskudet er lig 0, og man kan dårlig nok komme ud af sengen. Man er usikker og søger hjælp ved dem som kender en bedst. Jeg har ikke barn endnu (hun er på vej) og min største frygt er helt klart at jeg skal udvikle en depression efter fødslen.

Jeg syntes bestemt ikke du har gjort noget forkert, nogen gange skal man bare hyle over græsset gror, og bilerne på gaden kan køre... Det er ikke unormalt. Og det er da mere normalt at mange giver flaske, og køber grød. Nogen har bare ikke mulighed for at være en overskuds-mor... Og det gør dig ikke til en dårligere mor. Gav du dig tid til at lave grød fra bunden måtte du tage det overskud et andet sted fra, og det sted er måske de 5-10 ekstra du har til at lege med din datter.  Det samme gælder at du sender hende i DP allerede nu, du gør det for at få overskud til dig selv, MEN også for at få overskud og være en RIGTIG god mor for dit barn når hun kommer hjem. Det er ikke forkert, og så kan veninden da sige hvad hun vil.

Jeg vil sige at jeg virkelig respektere dig for at du vælger som du gør, for jeg tror på du gør det for din families skyld. Så glæd dig over det du KAN give, og ikke det som du ikke kan give...

Jeg synes, at det er meget ubetænksomt af din veninde, særligt hvis hun virkelig har det overskud, som giver udtryk for. Så burde hun da netop kunne hjælpe dig, når du havde brug for det.

Men måske dækker hendes overskud og "gøren alting rigtigt" over en usikkerhed og en angst for utilstrækkelighed.

Prøv da at tale med hende om, hvorvidt hun aldrig er i tvivl eller usikker på at gøre det rigtige - så er der da lukket op for en god samtale, som måske kan ende med, at I finder ud af kunne tale om både det gode, alt det der bekymrer og gør os usikre ved moderskabet.

Ellers må jeg sige, at jeg synes at du skal søge nye venskaber, og finde nogen som tør være ærlige....

Kram fra Trine

1000 mange tak for jeres gode råd og kommentarer. Puha.... det letter mig så oprigtigt meget at høre fra jer. Især fra jer som også er depressive.

Jeg har ikke talt med hende i lang. Hun svarer ikke på mine mails, og vi ses ikke til kaffe mere. Da min depression næsten var overstået og jeg fik overskud til at besøge hende, gik det super godt, synes jeg. Jeg så "normal" ud, godt nok tabt mig alt for meget, så jeg er skind og ben - men ellers ligner jeg mig selv. Jeg kunne joke om ting og om livet. Mennnnn så har jeg intet hørt fra hende. Hun kan svarer ganske kort, hvis jeg sender en sms - men ellers ikke.

Vi taler ikke om børn mere.

Jeg tror, at jeg vil prøve her efter jul, at tage en snak  med hende. Men det er rigtigt nok, jeg har ikke mange venner - jeg har to veninder gennem mange år. De kender ikke hinanden.

Nu har Elizabeth haft sin nr 2 dag i vuggestuen, og det gik rigtig godt. Så kan jeg nok godt starte job igen til december. Så jeg sætter hende i vuggestue af to årsager: 1 = job og 2: få mere overskud til at klare hverdagen og min andet barn.

Igen 1000 tak for jeres opbakning.

Knus