Hvorfor er jeg ikke bedre til at sige fra?

Kan man lære det? For det generer mig grænseløst at jeg tit får sagt ja til noget og bagefter ærgrer mig

F.eks. nu. I morgen skal min svigerinde og jeg holde fælles fødselsdag. Fint. Vi har for lang tid siden lavet en ordning med hvem der skal lave hvad. Idag skriver hun så om jeg ikke nok gider lave bollerne for hun er stresset. Fint nok tænker jeg. Jeg drøner ud efter gær, mel osv og går igang. Nu ser jeg så på face at hun har været ude at ride. Så bliver jeg sur, men siger jeg noget? Næe nej, jeg bider tænderne sammen og laver bare de latterlige boller.

Hvis det bare drejer sig om denne enkelte situation kan meget jo undskylde hende, hun kan have lovet en veninde at ridde og være for dårlig til at skuffe hende.... men forholder det sig derimod således, at du ofte føler at hun tromler dig og bare regner med at du tager det tunge slæv, så ville jeg gøre følgende: I morgen til festen ville jeg simpethen sige: jeg kunne se du var ude at ridde, da jeg lavede dine boller, det er jo ikke ligefrem noget som fordrer en gentagelse af fælles fødslsdags arrangement! Så har du markeret dig og det giver altså ro i sjælen:-)

Lullaby skriver:

Kan man lære det? For det generer mig grænseløst at jeg tit får sagt ja til noget og bagefter ærgrer mig

F.eks. nu. I morgen skal min svigerinde og jeg holde fælles fødselsdag. Fint. Vi har for lang tid siden lavet en ordning med hvem der skal lave hvad. Idag skriver hun så om jeg ikke nok gider lave bollerne for hun er stresset. Fint nok tænker jeg. Jeg drøner ud efter gær, mel osv og går igang. Nu ser jeg så på face at hun har været ude at ride. Så bliver jeg sur, men siger jeg noget? Næe nej, jeg bider tænderne sammen og laver bare de latterlige boller.

Det havde jeg også gjort Jeg har mod min vilje endnu en gang betalt min lillebrors tlf. regning (abonnementet står i mit navn). Fortalte ham da regningen var kommet og han sagde, han nok skulle komme forbi med nogle penge. Det er 3 dage siden nu, så jeg har betalt den. 2. måned i træk

Kan ikke få mig selv til og sige "hallo, husk lige den her" til ham. Frygter, jeg blir´ uvenner med ham og han er den eneste, jeg har tilbage i familien, foruden min mor

Så kender det udmærket godt - det der med og sige fra og i det hele taget sige, når man er utrilfreds med noget...

Hvad man gør ved det, ved jeg ikke?

Kram!

Kildebakken skriver:

Hvis det bare drejer sig om denne enkelte situation kan meget jo undskylde hende, hun kan have lovet en veninde at ridde og være for dårlig til at skuffe hende.... men forholder det sig derimod således, at du ofte føler at hun tromler dig og bare regner med at du tager det tunge slæv, så ville jeg gøre følgende: I morgen til festen ville jeg simpethen sige: jeg kunne se du var ude at ridde, da jeg lavede dine boller, det er jo ikke ligefrem noget som fordrer en gentagelse af fælles fødslsdags arrangement! Så har du markeret dig og det giver altså ro i sjælen:-)

Det er desværre sådan at hun tit gør det. F.eks. da vi holdt barnedåb sammen så var det mig der købte duge, servietter, bordpynt osv ind, aftalte med præsten og lavede og sendte indbydelser. Hun skulle så bare dukke op og hjælpe med teltet, men kom hun den dag til tiden? Nej, først 20 min efter og der havde vi sat det op (der var folk der kom for at hjælpe os så vi kunne ikke bare afvente).

Jo måske, skulle jeg bare gøre det. Sige at en anden gang gider jeg ikke lave sammen. Det gjorde jeg også sidst hun bad om hjælp med barnedåben (den 3.)