Min mand er lige kørt et smut på arbejdet med vores børn. Der var et problem som skulle løses. Normalt spørger han altid om jeg vil med, jeg svarer altid nej - det gider jeg ikke. Idag blev jeg ikke spurgt, og da de var kørt kunne jeg mærke vreden og jalousien vælde op i mig.
Jeg kunne jo godt regne ud at det var fordi hende, som han har haft noget kørende med, ville være på arbejde.....og jeg blev bare så vred. Jeg er faktisk lidt ligeglad med ham, men tanken om at mine børn skulle hilse på hende, den gør mig rigtig rigtig vred og ked af det. Jeg drømte i nat at han havde fundet en anden, uden børn og at han derfor ville give afkald på sine egne børn - måske det er det der berørte mig så meget.
Jeg har skrevet en sur sms, og jeg gør mig jo alle mulige forestillinger om at han nu står og griner af mig - hende havgassen derhjemme..... Men det irriterer mig grænseløst at være så sur - jeg vil egentligt helst være ligeglad, men også det at jeg føler jeg med min vrede får klemt mig selv op i et hjørne - og at jeg ikke kan finde en vej ud.
Det er svært, og jeg har faktisk ikke lyst til at være en del af det her cirkus mere, men hvordan går man når man ikke har noget sted at gå hen?
Anmeld
