Anonym skriver:
Jeg synes fandme det er svært at være en familie når man skal gå og føle sig som mor til 2 børn, men egentlig kun har 1 barn.
Min kæreste som også er far til mit barn er fandme det mest uselvstændige menneske jeg nogensinde har mødt.
Vi har haft laaaaange snakke omkring at han skal tage mere ansvar både i hjemmet, men vigtigst af alt med vores fælles barn.
Det gør han også i perioder, men hvis jeg ikke minder ham om det ca. hver 14 dag så er det lidt som om han lige "glemmer" det.
Han snakker meget om at han er såååå træt når han kommer hjem fra arbejde at han ikke orker at skulle noget som helst, men det er der altså bare i mine øjne ikke noget der hedder.
Hvis man skal være en familie og skal bo sammen er det efter min mening en opgave der kræver samarbejde, men hvis jeg skal gå og være hans støttepædagog resten af mit liv så tror jeg fandme jeg bliver idiot.
Han siger ca 20 gange om dagen at jeg skal rydde op hjemme og det gør jeg også. Hver evig eneste dag rydder jeg op, laver mad, vasker tøj osv. + At jeg bringer og henter vores barn + At jeg står for alt hvad der hedder bad, ble, mad osv med barnet.
Det kan da ikke være rigtigt at det skal være sådan.
Hver eneste gang jeg siger at jeg simpelthen bare ikke gider mere sp lover han guld og grønne skove. Det ender altid med at jeg i sidste ende tror på hvad det er han siger og lover og giver ham en chance mere. Det har jeg bare gjort mere end 100 gange nu og jeg synes virkelig at der er ved at danne sig et rigtig træls mønster.
Jeg har ingen jeg sådan kan snakke med om det da jeg ingen rigtige veninder har og mine forældre er ikke rigtig til så meget hjælp lige på det her punkt.
Nogle gange tænker jeg bare at det hele ville være meget nemmere alene og ja det er måske ikke nemt at være alene mor til en lille en, men det er sikkert nemmere end at være alene mor mens faren kigger på og gør livet mere besværligt.
undskyld mig, men hvad bilder han sig ind i at sige at du skal rydde op. det kan han da selv gøre hvis han synes det er så rodet og træls at se på.
sådan som du skriver virker det da bedre at være alene.
jeg har været alene stort set hele tiden. i starten var jeg sammen med min datters far, men han var i usa. og da vi endelig var sammen igen, var jeg så træt af at han ikke hjalp til, gav ikke mad, eller bad og skiftede kun ble hvis jeg spurgte, kunne ikke holde øje med hende når jeg lige skulle noget + så mange andre ting. så idag er jeg alene, det var et svært valg, men er glad for det.
hvis man skal ændre sig skal det ikke kun være ord og i 14 dage. handling taler mere end ord.
men det er jo dit valg. men det går jo også ud over jeres barn, at du er træt at ham og det han ikke gør. kæmpe knus
Anmeld
