Når 2 bliver til 3..

Hejsa..

Vi er blevet forældre til den skønneste lille prinsesse og jeg er helt væk i hende, og måske lidt for meget

Min forlovede og jeg har altid haft et tæt og kærligt forhold hvor vi hver dag sørgede for de søde beskeder og at få kysset og krammet, men efter vores lille vidunder er kommet til verden har jeg bare ikke haft det samme overskud til det og er bange for at jeg kommer til at glemme ham lidt..

Bare det at huske at give ham tid med musen når han er hjemme fra arbejde "har jeg svært ved" forstået på den måde at når hun er vågen eller skal bøvse og lige have en lille pause når vi ammer, kan han jo snilt hygge med hende, men har en tendens til bare at selv sidde med hende og pusle og hygge om hende, for det er bare lettest når hun alligevel ikke er færdig med at spise..

Jeg ka også være slem til at komme til at snerre af ham uden at det er ment sådan, det "flyver" bare ud af munden på mig, så noget der slet ikke er ment surt kommer tit til at lyde sådan, og det er bestemt ikke fair over for ham.. Er så bange for at han skal blive træt af mig

Ved ikke hvad jeg vil med det indlæg her, er bare bange for at jeg kommer til at glemmer min ellers utrolige dejlige kæreste og svigte ham, hvilket jeg bestemt ikke har lyst til.. Han betyder alt for mig og er stadig forelsket i ham til op over begge øre efter 5 år.. Vi har/havde et fantastisk forhold og vil ikke bytte det for noget..

Ved også inderst inde at han er overbægerende med mig, men derfor frygter jeg stadig at det bliver for meget for ham..

Nogle der har prøvet det samme og evt nogle råd??

Knus

tror det er meget normalt, man føler at man selv kan og man selv gør det bedste for den lille, selvom farmand er lige så god.
Synes det er flot du er klar over det for så er det jo noget du kan gøre ved.
Gør det til en vane at når du har ammet så giv farmand bebs så han kan bøvse. Lig en seddel i hans lomme hvor du skriver hvor meget han betyder m.m. Når du ved den er gal så kan man også sagtens gøre noget ved det.

Jeg har det på samme måde. Jeg har ingen råd, men tror at det bedste du kan gøre, er at snakke med din kæreste. Fortæl ham hvordan du har det, så har i det mindste ved, at du er klar over det og er gerne vil ændre det, men at det er svært lige nu. Jeg er sikker på, de fleste mænd er toldmodige i starten. Hos os havde vi en aftale om, at det første år var man fredet. Dvs at man bare skulle "overleve" det første år. At mange ord ville kunne blive sagt eller man kunne være træt af den anden osv, men at sådan måtte det bare være i det år.

Heidibh skriver:

Hejsa..

Vi er blevet forældre til den skønneste lille prinsesse og jeg er helt væk i hende, og måske lidt for meget

Min forlovede og jeg har altid haft et tæt og kærligt forhold hvor vi hver dag sørgede for de søde beskeder og at få kysset og krammet, men efter vores lille vidunder er kommet til verden har jeg bare ikke haft det samme overskud til det og er bange for at jeg kommer til at glemme ham lidt..

Bare det at huske at give ham tid med musen når han er hjemme fra arbejde "har jeg svært ved" forstået på den måde at når hun er vågen eller skal bøvse og lige have en lille pause når vi ammer, kan han jo snilt hygge med hende, men har en tendens til bare at selv sidde med hende og pusle og hygge om hende, for det er bare lettest når hun alligevel ikke er færdig med at spise..

Jeg ka også være slem til at komme til at snerre af ham uden at det er ment sådan, det "flyver" bare ud af munden på mig, så noget der slet ikke er ment surt kommer tit til at lyde sådan, og det er bestemt ikke fair over for ham.. Er så bange for at han skal blive træt af mig

Ved ikke hvad jeg vil med det indlæg her, er bare bange for at jeg kommer til at glemmer min ellers utrolige dejlige kæreste og svigte ham, hvilket jeg bestemt ikke har lyst til.. Han betyder alt for mig og er stadig forelsket i ham til op over begge øre efter 5 år.. Vi har/havde et fantastisk forhold og vil ikke bytte det for noget..

Ved også inderst inde at han er overbægerende med mig, men derfor frygter jeg stadig at det bliver for meget for ham..

Nogle der har prøvet det samme og evt nogle råd??

Knus

Vis ham dit indlæg her.

Det er jo helt normalt, som du har det. Og han skal jo bare vide, at det selvfølgelig ikke har noget med ham at gøre, at du har en midlertidig personlighedsforstyrrelse . Det sker for os alle.

Mit bedste råd er:

SNAK med ham! Fortæl ham det samme som du lige har fortalt os; at du stadig er vildt forelsket i ham, men at din nye rolle som mor bare er overvældende i den forstand at du lige nu ikke kan få nok af den lille (det er jo trods alt positivt) og at du ikke mener det så slemt, når du snerrer ad ham. Når hanved hvad der foregår inde i dig, så er det nemmere for ham at forholde sig til, han er jo ikke tankelæser.

Når du nu er opmærksom på de her ting, så gør noget ved det! Prøv at huske at inddrage ham noget mere, så I er fælles om at nyde bebsen. Lad ham have hende lidt alene, mens du har tid til noget andet... Fortæl ham at du elsker ham og jeres lille ny familie.

Ved ikke, hvem der har sgat det, men jeg hørte en sige, at folk med børn under 3 år, de har et forhold i undtagelsestilstand

Vi har kæmpet med nøjagtig det samme herhjemme, men her hjalp det at sætte ord på... Og så var vi så heldige, at Oliver var vild med at blive passet ude temmelig tidligt, så vi havde nogle kæresteaftener, hvor vi kunne komme ud, blive hjemme og hygge os eller hvad vi nu havde lyst til. Kan anbefales!

Tusind tak for svar... Og ja skal jo nok bare blive bedre til at åbne min mund og fortælle hvordan jeg har det...  hvorfor er det lige at det altid er sværest over for dem  man holder af..??

Og så må jeg øve mig i at give farmand mere lov til at hjælpe med guldklumpen.. For han kan jo godt... Og det er jo trods alt også hans barn  Selvom jeg nyder at have hende for mig selv

Men vil tage jeres råd til mig og prøve at snakke med ham, og evt give ham et lille brev med på job, så han ved at jeg tænker på ham, trods min babylykke..