Jeg skønne piger 
Jeg er lidt i vildrede - aner ikke lige hvor jeg starte
Men min kæreste er 12 år ældre end mig, han har 2 drenge på 3 og 5 og så en stor datter på 17 fra 2 tidligere forhold... Han ELSKER børn, og han siger hele tiden, at hvis han var en kvinde vil han ikke gøre andet end at få børn hehe.
Da vi fandt sammen, aftalte vi at vi ingen børn skulle have, og det var endelig mig der lagde det på bordet, han turde ikke få flere, da han slogser med sin x omkring sine to drenge, og det er en hård kamp - har ingen lyst haft til børn, eller jo elsker jo børn, men har ikke haft lysten til at opgive mit frie liv uden børn, da jeg har set alle mine veninder blive mor i en ung alder, og nu sider den dag i dag og er helt og holden afhænig af det, nogen klare det bedre end andre.
Er så bleven gravid ved en hovsa, men vi besluttede at beholde det. Han glæder sig helt vildt, og det samme gør jeg, jeg har fundet ud af at jeg som skapt til at blive mor.
Jeg sider så her med 13 uger tilbage af den her graviditet, og vil så gerne opleve alt det her igen engang, og gerne med ham jeg er sammen med nu, men han vil under ingen omstændigheder have flere, og endelig har jeg forståelse for ham, 4 børn med 3 forskellige, 5 hvis vi skulle have et mere. Han har ikke fået lov til at være en ordenlig far for de 3 han har i forvejen, og tror frygten i at miste endnu et eller måske 2 mere sider rigtig dybt i ham.
Piger, hva skal jeg gøre? glæde mig over at jeg får 'ét barn med ham, og så kun drømme om nr. 2? eller skal jeg gå efter drømmen om 2 børn, måske han ændre mening hen af vejen? Jeg syntes jeg sider og er utaknemlig hehe ved ikke rigtig hvorfor?
Kan i finde hovede og hale i det
??
Kram