kære de damer snart er gået et år siden jeg første gang skrev en tråd om at være tilflyttet odense.
Hvor er det vildt jeg sidder nu og tænker tilbage på den dag jeg opsagde min elev plads og valgte drømmen, der også blev mit maridt.
Jeg blev i nov. gravid, oplevede utroskab en udsigt til at være single mor til 2, mine forældre jeg måtte stoppe kontakten til, en lejlighed jeg fik opsagt uden at kunne få en anden, mødte en mand jeg skulle komme til at elske men som også giver de hårdeste prøver, fik en dejlig dreng igen...
har aldrig fået bearbejdet noget af det, og mærker reaktionen til tider.
jeg skr mange indlæg i debatten som en hjælp til bearbejdelsen og nogle faste tøser har jeg mødt som jeg hendvender mig til afhængig af hvad det drejer sig om.
jeg føler mig usamlet og nu skal jeg samles igen, jeg er mor til 2, jeg er kone, jeg er datter, jeg er stadig møghamrende forvirret...
Milas´far skr enkelte gange vi afventer stadig statsforvaltningnen, derfor har jeg ene myndighed endnu så jeg har navngivet ham.
Forældrende har jeg kontakt med igen, vi snakker ikke om hvad er sket, og der bliver faktisk bare fyldt på, men jeg bider tænderne sammen.
kæresten: det startede stort, og jeg elsker ham og de små glæder, men er også bange for at lære ham at kende sammentidig med vi er en familie-det er hårdt. og vi mærker det meget, udsigten til en fælles som vi før var enige om er nu langt borte, og jeg er meget usikker på den mand der tog os alle til sig da livet var en tand for hårdt.
Marcus er startet skole han har en reaktion på det hele og det er trygheds narkoman, han er sej, men også bange for de rammer han har nu at de bliver taget fra ham.
Mig : jeg revidere hele livet, jeg ved hvem jeg gerne vil ende op med at være, men vejen derhen er godtnok lidt svær....
vi fik ikke vores hund og hus i haarby, jeg fik tilgengæld muligheden for kærligheden, og så håber jeg på et roligere år...
tak til baby.dk og dens damer for her for man luft for selv de særreste tanker og spørgesmål...
