At forlade sit grædende barn

Inspireret at tråden om at forlade sit barn om aftenen når det skal sove og det græder, fik jeg lyst til at fortælle om min erfaring med at forlade et grædende barn.

Da vi fik vores første barn og han skulle starte i institution sagde alle til os (og med alle mener jeg omgangskredsen, pædogoger og folk fra nettet) at det er helt normalt at børn græder og det er bare en periode de skal over.

Da vores søn startede i vuggestue græd han hver morgen og det var forfærdeligt, men jeg bed det i mig, for 'sådan skal det åbentbart være¨'.  Da han blev større og skulle i børnehave, græd han også nogle gange, og pædagogerne rådede os til at bare at gå hurtigt og ikke 'trække pinen ud'. Så der måtte jeg også opleve at forlade et ulykkeligt barn et par gange.

Da vi fik nr 2 var jeg blevet både klogere og mere sikker på mit moderskab. Da han skulle køres ind i institution, bad jeg om en lang indkøring. Efter en uge, sagde pædagogerne: Nu er han klar til at du går en lille tur og komme tilbage. Hvortil jeg svarede: JEG er ikke klar til det. -og så var der jo ligesom ikke noget at diskutere. Pædagogerne kan jo ikke bestemme hvordan jeg har det! så jeg var der indtil jeg mente det var ok for vores søn at jeg gik.  Jeg kunne gå og han græd slet ikke!!! Der var EN morgen efter ca. 2 mdr hvor han pludselig en dag blev ked af det. Der gik jeg tilbage til ham, trøstede ham, det tog vel 5-10 min, så var han glad og tilfreds igen, og han fik sin ynglings pædagog i hånden, og så gik jeg.

Vores yngste barn har jeg ALDRIG oplevet at hun har grædt når jeg er gået.  Hun er 2½ år og har sovet i vores seng til hun blev omkring 1 år, derefter sov hun i vores soveværelse i egen seng indtil hun blev ca. 1½, hvor hun så blev flyttet ind på sit eget værelse. Hun har ALDRIG grædt når hun skulle sove (altså når hun lå alene, det er klart at hun græd da hun var en lille baby og lå træt i mine arme og ikke kunne finde ro til at sove! ), og hun har ALDRIG grædt når hun skulle afleveres til pasning. Personlig tror jeg på at det er fordi vi har formået at give hende en lagt mere tryg start på livet, end vi gjorde med den første. Vores første dreng fik ikke lov til at sove i vores seng, for alle advarede os om at 'så fik vi ham aldrig ud igen' osv. Vi forlod ham selvom han græd, for det 'skulle vi jo'!!! Istedet for at lytte til ham. I dag er han 6 år, og jeg fortyder bitterligt at han er vokset om med erfaringer som at 'mor forlader mig selvom jeg er dybt ulykkelig og græder'. Helt ærligt, hvad f***** skal det være godt for! Han var 6 mdr da han startede i vuggestue. Så han har fået det 'ind med modermælken' at mor lytter ikke på dig, og mor tager ikke dine signaler om hjælp og brug for trøst alvorligt, Mor går bare fra dig og efterlader dig sammen med nogle fremmede mennesker. Pyha, det har jeg det godt nok skidt med idag!!!  Men jeg vidste ikke bedre dengang!

Jeg tror helt sikkert også at det er godt for barnet at blive mødt af forældre og andre voksne som vil holde om dem, indtil de selv er klar til at møde verden. Men må også sige at jeg har stået som pædagog på den anden side at døre og set at børn som var trygge ved at blive afleveret alligevel begyndte at græde, fordi forælderen var utryg og ikke kunne få sat farvel. Ubevidst sender disse forældre signaler til deres børn om at dette er en grim situation og vi skal være kede af det. Selvom disse børn er kede af det når forældrene går, så kan vi også se at i samme øjeblik mors eller fars bil har forladt parkeringspladsen så vender barnet sig om, smiler og løber ind og leger. Så det er ikke i alle sitationer at det hjælper at blive længere.

Men dejligt at det har virket for jer.

Marianne

www.stjerneleg.dk

Fik samme smørre som dig,men blev heldigvis klogere ret hurtigt. Jeg kunne ikke gå fra Mikkel hvis han græd og det kan jeg stadig ikek i dag. Er han ulykkelig,-så blir jeg ved ham. Det gav knas med vuggestuepædagogerne da de evig og altid ville belære mig med hvad jeg skulle gøre ect. Tror de føler trang til at give råd,og guide på en træls mor agtig måde overfor unge mødre. Som om jeg ikke kunne tænke selv  Well..Jeg gjorde som der virkede rigtigt for mig og var det rigtige for os begge to.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i hvordan du havde det,-hvordan er din søn så i dag. Tror han at du smider ham hen til fremmede når han græder ellr har brug for dig?

Mumto3 skriver:

Inspireret at tråden om at forlade sit barn om aftenen når det skal sove og det græder, fik jeg lyst til at fortælle om min erfaring med at forlade et grædende barn.

Da vi fik vores første barn og han skulle starte i institution sagde alle til os (og med alle mener jeg omgangskredsen, pædogoger og folk fra nettet) at det er helt normalt at børn græder og det er bare en periode de skal over.

Da vores søn startede i vuggestue græd han hver morgen og det var forfærdeligt, men jeg bed det i mig, for 'sådan skal det åbentbart være¨'.  Da han blev større og skulle i børnehave, græd han også nogle gange, og pædagogerne rådede os til at bare at gå hurtigt og ikke 'trække pinen ud'. Så der måtte jeg også opleve at forlade et ulykkeligt barn et par gange.

Da vi fik nr 2 var jeg blevet både klogere og mere sikker på mit moderskab. Da han skulle køres ind i institution, bad jeg om en lang indkøring. Efter en uge, sagde pædagogerne: Nu er han klar til at du går en lille tur og komme tilbage. Hvortil jeg svarede: JEG er ikke klar til det. -og så var der jo ligesom ikke noget at diskutere. Pædagogerne kan jo ikke bestemme hvordan jeg har det! så jeg var der indtil jeg mente det var ok for vores søn at jeg gik.  Jeg kunne gå og han græd slet ikke!!! Der var EN morgen efter ca. 2 mdr hvor han pludselig en dag blev ked af det. Der gik jeg tilbage til ham, trøstede ham, det tog vel 5-10 min, så var han glad og tilfreds igen, og han fik sin ynglings pædagog i hånden, og så gik jeg.

Vores yngste barn har jeg ALDRIG oplevet at hun har grædt når jeg er gået.  Hun er 2½ år og har sovet i vores seng til hun blev omkring 1 år, derefter sov hun i vores soveværelse i egen seng indtil hun blev ca. 1½, hvor hun så blev flyttet ind på sit eget værelse. Hun har ALDRIG grædt når hun skulle sove (altså når hun lå alene, det er klart at hun græd da hun var en lille baby og lå træt i mine arme og ikke kunne finde ro til at sove! ), og hun har ALDRIG grædt når hun skulle afleveres til pasning. Personlig tror jeg på at det er fordi vi har formået at give hende en lagt mere tryg start på livet, end vi gjorde med den første. Vores første dreng fik ikke lov til at sove i vores seng, for alle advarede os om at 'så fik vi ham aldrig ud igen' osv. Vi forlod ham selvom han græd, for det 'skulle vi jo'!!! Istedet for at lytte til ham. I dag er han 6 år, og jeg fortyder bitterligt at han er vokset om med erfaringer som at 'mor forlader mig selvom jeg er dybt ulykkelig og græder'. Helt ærligt, hvad f***** skal det være godt for! Han var 6 mdr da han startede i vuggestue. Så han har fået det 'ind med modermælken' at mor lytter ikke på dig, og mor tager ikke dine signaler om hjælp og brug for trøst alvorligt, Mor går bare fra dig og efterlader dig sammen med nogle fremmede mennesker. Pyha, det har jeg det godt nok skidt med idag!!!  Men jeg vidste ikke bedre dengang!

Åh, hvor kan jeg forstå dig.

Og jeg er MEGET ENIG i dine holdninger. Jeg har praktiseret, hvad du også går ind for, med vores datter, og hun er super harmonisk og sjældent pylret. Og NEM af forlade i vuggestuen, da hun er helt tryg efter lang og afslappet indkøring. Ville ønske, alle forældre havde mulighed for det.

Kh.

MarianneSonne skriver:

Jeg tror helt sikkert også at det er godt for barnet at blive mødt af forældre og andre voksne som vil holde om dem, indtil de selv er klar til at møde verden. Men må også sige at jeg har stået som pædagog på den anden side at døre og set at børn som var trygge ved at blive afleveret alligevel begyndte at græde, fordi forælderen var utryg og ikke kunne få sat farvel. Ubevidst sender disse forældre signaler til deres børn om at dette er en grim situation og vi skal være kede af det. Selvom disse børn er kede af det når forældrene går, så kan vi også se at i samme øjeblik mors eller fars bil har forladt parkeringspladsen så vender barnet sig om, smiler og løber ind og leger. Så det er ikke i alle sitationer at det hjælper at blive længere.

Men dejligt at det har virket for jer.

Marianne

www.stjerneleg.dk

Det er jeg fuldstændig ENIG med dig i! Jeg tror bestemt også at børn spejler deres forældre, og hvis forældrene ikke er trygge, ja, så kan dét være årsagen til at barnet begynder at græde!

Det var jo også derfor at jeg sagde til pædagogerne i min mindterste søns børnehave at JEG ikke var klar til at forlade ham. Det er vigtigt at JEG som forældre er tryg ved stedet, føler at jeg kender pædagogerne og egenhændigt at oplevet at de tager sig godt af børnene. Når jeg har den vished og tryghed, så kan jeg også signalere til mit barn: Her er godt at være.

Når man som forældre starte et barn op i en ny institution, så håber man som udgangspunkt at det er søde og kompetente pædagoger. Det regner man med, men man VED det jo ikke! Det er jo totalt fremmede mennesker, og tillid og kendskab til hinanden bliver ikke opbygget i løbet af en enkelt dag. Det kræver lidt tid, og det kræver også lidt tid at fornemme stemningen et sted, finde ud af rytmen og alle de der andre små ting. Når man (jeg) som forældre har den indsigt, SÅ er jeg klar til at give slip på mit barn.

Shibby skriver:

Fik samme smørre som dig,men blev heldigvis klogere ret hurtigt. Jeg kunne ikke gå fra Mikkel hvis han græd og det kan jeg stadig ikek i dag. Er han ulykkelig,-så blir jeg ved ham. Det gav knas med vuggestuepædagogerne da de evig og altid ville belære mig med hvad jeg skulle gøre ect. Tror de føler trang til at give råd,og guide på en træls mor agtig måde overfor unge mødre. Som om jeg ikke kunne tænke selv  Well..Jeg gjorde som der virkede rigtigt for mig og var det rigtige for os begge to.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i hvordan du havde det,-hvordan er din søn så i dag. Tror han at du smider ham hen til fremmede når han græder ellr har brug for dig?

Han er helt klart den mest forsigtige og indadvente af vores 3 børn, -og ind imellem spørger han til om man må sælge børn, hvis børn er meget uartige; om man så må forære dem væk eller sælge dem?

Der gik et par adoptivbørn i hans børnehave og jeg tror det er derfra han har den der tanke med at 'sælge børn', for han har også spurgt hvorfor 'Malins rigtige mor' ikke ville have hende., og spurgt til hvorfor Malins rigtige mor solgte Malin.

Personligt tror jeg at de to ting, at han har oplevet at blive forladt mange gange og han har oplevet adoptivbørnene 'er blevet solgt til nogen andre' har givet ham den grundlæggende angst for at blive  forladt.

Mumto3 skriver:

Inspireret at tråden om at forlade sit barn om aftenen når det skal sove og det græder, fik jeg lyst til at fortælle om min erfaring med at forlade et grædende barn.

Da vi fik vores første barn og han skulle starte i institution sagde alle til os (og med alle mener jeg omgangskredsen, pædogoger og folk fra nettet) at det er helt normalt at børn græder og det er bare en periode de skal over.

Da vores søn startede i vuggestue græd han hver morgen og det var forfærdeligt, men jeg bed det i mig, for 'sådan skal det åbentbart være¨'.  Da han blev større og skulle i børnehave, græd han også nogle gange, og pædagogerne rådede os til at bare at gå hurtigt og ikke 'trække pinen ud'. Så der måtte jeg også opleve at forlade et ulykkeligt barn et par gange.

Da vi fik nr 2 var jeg blevet både klogere og mere sikker på mit moderskab. Da han skulle køres ind i institution, bad jeg om en lang indkøring. Efter en uge, sagde pædagogerne: Nu er han klar til at du går en lille tur og komme tilbage. Hvortil jeg svarede: JEG er ikke klar til det. -og så var der jo ligesom ikke noget at diskutere. Pædagogerne kan jo ikke bestemme hvordan jeg har det! så jeg var der indtil jeg mente det var ok for vores søn at jeg gik.  Jeg kunne gå og han græd slet ikke!!! Der var EN morgen efter ca. 2 mdr hvor han pludselig en dag blev ked af det. Der gik jeg tilbage til ham, trøstede ham, det tog vel 5-10 min, så var han glad og tilfreds igen, og han fik sin ynglings pædagog i hånden, og så gik jeg.

Vores yngste barn har jeg ALDRIG oplevet at hun har grædt når jeg er gået.  Hun er 2½ år og har sovet i vores seng til hun blev omkring 1 år, derefter sov hun i vores soveværelse i egen seng indtil hun blev ca. 1½, hvor hun så blev flyttet ind på sit eget værelse. Hun har ALDRIG grædt når hun skulle sove (altså når hun lå alene, det er klart at hun græd da hun var en lille baby og lå træt i mine arme og ikke kunne finde ro til at sove! ), og hun har ALDRIG grædt når hun skulle afleveres til pasning. Personlig tror jeg på at det er fordi vi har formået at give hende en lagt mere tryg start på livet, end vi gjorde med den første. Vores første dreng fik ikke lov til at sove i vores seng, for alle advarede os om at 'så fik vi ham aldrig ud igen' osv. Vi forlod ham selvom han græd, for det 'skulle vi jo'!!! Istedet for at lytte til ham. I dag er han 6 år, og jeg fortyder bitterligt at han er vokset om med erfaringer som at 'mor forlader mig selvom jeg er dybt ulykkelig og græder'. Helt ærligt, hvad f***** skal det være godt for! Han var 6 mdr da han startede i vuggestue. Så han har fået det 'ind med modermælken' at mor lytter ikke på dig, og mor tager ikke dine signaler om hjælp og brug for trøst alvorligt, Mor går bare fra dig og efterlader dig sammen med nogle fremmede mennesker. Pyha, det har jeg det godt nok skidt med idag!!!  Men jeg vidste ikke bedre dengang!

Min datter er kun et halvt år, men hun sover også i vores seng og har aldrig grædt sig i søvn. Jeg håber hun bliver et tillidsfuldt og trygt barn og ikke skal opleve at vi forlader hende, når hun er ked af det.

Mht din søn, så gør man jo tingene så godt man kan. Jeg er sikker på at han oplever sin barndom som tryg med de holdninger du har, selvom han fik lov at smage grædemedicinen som helt lille.

Mumto3 skriver:

Inspireret at tråden om at forlade sit barn om aftenen når det skal sove og det græder, fik jeg lyst til at fortælle om min erfaring med at forlade et grædende barn.

Da vi fik vores første barn og han skulle starte i institution sagde alle til os (og med alle mener jeg omgangskredsen, pædogoger og folk fra nettet) at det er helt normalt at børn græder og det er bare en periode de skal over.

Da vores søn startede i vuggestue græd han hver morgen og det var forfærdeligt, men jeg bed det i mig, for 'sådan skal det åbentbart være¨'.  Da han blev større og skulle i børnehave, græd han også nogle gange, og pædagogerne rådede os til at bare at gå hurtigt og ikke 'trække pinen ud'. Så der måtte jeg også opleve at forlade et ulykkeligt barn et par gange.

Da vi fik nr 2 var jeg blevet både klogere og mere sikker på mit moderskab. Da han skulle køres ind i institution, bad jeg om en lang indkøring. Efter en uge, sagde pædagogerne: Nu er han klar til at du går en lille tur og komme tilbage. Hvortil jeg svarede: JEG er ikke klar til det. -og så var der jo ligesom ikke noget at diskutere. Pædagogerne kan jo ikke bestemme hvordan jeg har det! så jeg var der indtil jeg mente det var ok for vores søn at jeg gik.  Jeg kunne gå og han græd slet ikke!!! Der var EN morgen efter ca. 2 mdr hvor han pludselig en dag blev ked af det. Der gik jeg tilbage til ham, trøstede ham, det tog vel 5-10 min, så var han glad og tilfreds igen, og han fik sin ynglings pædagog i hånden, og så gik jeg.

Vores yngste barn har jeg ALDRIG oplevet at hun har grædt når jeg er gået.  Hun er 2½ år og har sovet i vores seng til hun blev omkring 1 år, derefter sov hun i vores soveværelse i egen seng indtil hun blev ca. 1½, hvor hun så blev flyttet ind på sit eget værelse. Hun har ALDRIG grædt når hun skulle sove (altså når hun lå alene, det er klart at hun græd da hun var en lille baby og lå træt i mine arme og ikke kunne finde ro til at sove! ), og hun har ALDRIG grædt når hun skulle afleveres til pasning. Personlig tror jeg på at det er fordi vi har formået at give hende en lagt mere tryg start på livet, end vi gjorde med den første. Vores første dreng fik ikke lov til at sove i vores seng, for alle advarede os om at 'så fik vi ham aldrig ud igen' osv. Vi forlod ham selvom han græd, for det 'skulle vi jo'!!! Istedet for at lytte til ham. I dag er han 6 år, og jeg fortyder bitterligt at han er vokset om med erfaringer som at 'mor forlader mig selvom jeg er dybt ulykkelig og græder'. Helt ærligt, hvad f***** skal det være godt for! Han var 6 mdr da han startede i vuggestue. Så han har fået det 'ind med modermælken' at mor lytter ikke på dig, og mor tager ikke dine signaler om hjælp og brug for trøst alvorligt, Mor går bare fra dig og efterlader dig sammen med nogle fremmede mennesker. Pyha, det har jeg det godt nok skidt med idag!!!  Men jeg vidste ikke bedre dengang!

Super at du har den holdning til tingene.
Jeg er rørende enig.

Jeg mener heller ikke at de skal ha´lov at opleve at mor bare går når de har brug for hende.
Der er osse undersøgelser der peger på at børn senere i livet kan få indlæringsvanskeligheder og det der er værre af det.

Nogen gange skal man bare lytte til sit moderhjerte, og glemme alt om de her såkaldte experters råd.

Min mand har barslen herhjemme og jeg går sygemeldt. Hans barsel slutter midt i december og vores datter skal starte i vuggestue d. 16. november.

Det har vi valgt så hun kan få en lang indkøring hvor vi begge to er der. Det tror jeg kun bliver positivt og jeg vil IKKE høre på at det skal være anderledes. Jeg forestiller mig at hun har et par timer om dagen, udover luren, det første stykke tid.