confused??.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.Jeg er faldet helt pladask for min papbror og tror ogsåå han kan lide mig.

Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Hvad syntes I? er det forkert at være forelsket i sin papbror? Eller at komme sammen med sin papbror?

Jeg synes du skal nyde at være forelsket på afstand. Det bringer ikke glæde i fremtiden, hvis I lader det gå videre og så går fra hinanden. Det bringer kun sår.
Min erfaring siger mig også at man let bliver forelsket i nogen man skal være tæt på, på den måde

Anonym skriver:

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.Jeg er faldet helt pladask for min papbror og tror ogsåå han kan lide mig.

Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Hvad syntes I? er det forkert at være forelsket i sin papbror? Eller at komme sammen med sin papbror?

DONT.

Jeg synes det er lidt en forbidden love. Og synes absolut du skal holde afstand... Det kan kun give bagslag

Forkert, nej det syntes jeg ikke det er..... I er ikke genetisk søskende også syntes jeg egentlig ikke det er forkert! Det vil der være rigtig mange som syntes, og rigtig mange ville ikke kunne acceptere hvis i finder sammen. Men hvorfor skal i være ulykkelig forelsket og ikke være sammen, hvis det er det i begge ønsker??

Snak om det, og tag en dag af gangen....

Held og lykke med det

Kram

Jeg ser jo også selv at det måske er lidt forkert på mange måder.

Men vi får nu se   Og jeg er glad for at høre ærlige meninger

Anonym skriver:

Jeg ser jo også selv at det måske er lidt forkert på mange måder.

Men vi får nu se   Og jeg er glad for at høre ærlige meninger

Det er IKKE forkert at blive forelsket i sin papbror. Og det er IKKE forkert eller forbudt også at blive kærester....

Nu ved jeg ikke hvor gamle i er, og hvor ærlige i kan være over for hinanden... eller for den sags skyld hvor længe du har været forelsket i ham, og hvor længe du har følt det gengældt....

MEN vent nu bare liiiige et øjeblik.... Det gør SÅ ondt, hvis man opdager, at han bare er som alle andre mænd... At også en papbror svigter... For når/hvis han svigter dig, så gør det endnu mere ondt, fordi han OGSÅ er en bror, og burde have været mere sikker og omsorgsfuld og bla. bla. bla.....

Umiddelbart får jeg den fornemmelse at i er unge begge to, og netop det kan gøre udslaget for at det måske ender skidt....

Er i derimod meget "voksne" altså har i alderen ret godt med jer, og er ellers sat i livet, så synes jeg du skal forsøge at se om han virkelig har det sådan med dig også.... Men prøv nu først på afstand, ikke afsløre for meget, så du kan nå at trække i land

Familien skal du ikke bekymre dig om, hvis i nu ender som kærester, for i ER jo ikke blod-søskende og de hverken kan eller skal bestemme om det er godt eller skidt...
I mit eget tilfælde synes folk det var liiiidt weird, og de havde det lidt ambivalent med at skulle vende sig til vores nye roller. Men ALLE tog det pænt, og var glade på vores vegne... Desværre holdt det kort,fordi han bare ikke var klar på noget, og vidst desværre blev forrådt af sine egne følelser, eller rettere mangel på samme... For det er nemlig også en mulighed - altså at du/i TROR i er forelskede, sådan for real, men i virkeligheden er i bare aller bedste venner. Og det er så svært at få det forhold tilbage....

JEG kan godt, men HAN kan ikke helt finde ud af det. Gang på gang føler jeg mig på en eller anden vis afvist, selvom jeg virkelig holder det på et venneplan. Jeg har ikke ret til at savne ham, hverken som bror eller som ven, fordi han er sikker på jeg bare sidder og tuder over at han ikke vil have mig (hvilket ikke er tilfældet, jeg må jo videre, og det er jeg så)

Jeg synes det er FEDT hvis man kan forelske sig i en papsøskende, fordi man har mere end bare "jeg mødte sgu lige ham her" sammen.

Men det gør også bare så ondt hvis det ikke går... Been there, done that, desværre... Og det er bare ikke heeeeelt lige så nemt at komme sig over en pap som en tilfældig fyr Trust me, I know

mariamiss6 skriver:

Det er IKKE forkert at blive forelsket i sin papbror. Og det er IKKE forkert eller forbudt også at blive kærester....

Nu ved jeg ikke hvor gamle i er, og hvor ærlige i kan være over for hinanden... eller for den sags skyld hvor længe du har været forelsket i ham, og hvor længe du har følt det gengældt....

MEN vent nu bare liiiige et øjeblik.... Det gør SÅ ondt, hvis man opdager, at han bare er som alle andre mænd... At også en papbror svigter... For når/hvis han svigter dig, så gør det endnu mere ondt, fordi han OGSÅ er en bror, og burde have været mere sikker og omsorgsfuld og bla. bla. bla.....

Umiddelbart får jeg den fornemmelse at i er unge begge to, og netop det kan gøre udslaget for at det måske ender skidt....

Er i derimod meget "voksne" altså har i alderen ret godt med jer, og er ellers sat i livet, så synes jeg du skal forsøge at se om han virkelig har det sådan med dig også.... Men prøv nu først på afstand, ikke afsløre for meget, så du kan nå at trække i land

Familien skal du ikke bekymre dig om, hvis i nu ender som kærester, for i ER jo ikke blod-søskende og de hverken kan eller skal bestemme om det er godt eller skidt...
I mit eget tilfælde synes folk det var liiiidt weird, og de havde det lidt ambivalent med at skulle vende sig til vores nye roller. Men ALLE tog det pænt, og var glade på vores vegne... Desværre holdt det kort,fordi han bare ikke var klar på noget, og vidst desværre blev forrådt af sine egne følelser, eller rettere mangel på samme... For det er nemlig også en mulighed - altså at du/i TROR i er forelskede, sådan for real, men i virkeligheden er i bare aller bedste venner. Og det er så svært at få det forhold tilbage....

JEG kan godt, men HAN kan ikke helt finde ud af det. Gang på gang føler jeg mig på en eller anden vis afvist, selvom jeg virkelig holder det på et venneplan. Jeg har ikke ret til at savne ham, hverken som bror eller som ven, fordi han er sikker på jeg bare sidder og tuder over at han ikke vil have mig (hvilket ikke er tilfældet, jeg må jo videre, og det er jeg så)

Jeg synes det er FEDT hvis man kan forelske sig i en papsøskende, fordi man har mere end bare "jeg mødte sgu lige ham her" sammen.

Men det gør også bare så ondt hvis det ikke går... Been there, done that, desværre... Og det er bare ikke heeeeelt lige så nemt at komme sig over en pap som en tilfældig fyr Trust me, I know

ja, tror på det du siger.

Det er heller ikke sååå stor aldersforskell på os. Det er 7 år imellem. Og vi har faktisk været sammen 2 gange   Og han sagde også han være glad for mig o.s.v.

 

Men vi får se, hvordan det går