Den første tid som nybagt mor

Til en bog om moderskab vil jeg gerne høre lidt om jeres erfaringer med den første tid som nybagt mor:

1. Hvordan oplevede du dét at omstille sig til livet som mor? Var det en stor omvæltning, eller var du godt forberedt?
2. Hvordan klarede du trætheden, barselsbesøg, uforudsigeligheden og alt det andet kaotiske, som livet med et spædbarn bringer med sig?

På forhånd tak!

Bedste hilsner

Karoline

Opse dasse 

Jeg husker den forste tid som overvaeldende skon og ja, overvaeldende. Trods det at jeg har vaeret au pair for 2 nyfodte og har arbejdet med smaa born, og forberedt mig i et aar op til mit barns ankomst med div. kurser, saa kunne det ikke helt forberede mig paa hvad det vil sige at blive mor.

Utrolig traethed og man lever og aander for sit barn hvert sekund fordi man er saa taet forbundet. Det er simpelthen saa kraevende men paa den mest fantastiske maade, at jeg sommetider ikke kunne sove af bar betagelse over dette smukke vidunder der laa i mine arme, til trods for at jeg havde sorte rander under ojnene naar man oppe hver anden time, dognets 24 timer og give flaske. Jeg gav mig 100 procent til mit barn og det passede mig ganske naturligt, saa jeg nod det hele. Barsel og alt hvad der fulgte med. Det hele kom heldigvis ganske naturligt for mig saa jeg havde ikke rigtig nogle ting jeg havde problemer med. Omstillingen fra at vaere nr. 1 til at vige forste pladsen var noget jeg velkomment tog imod og havde det fint med. det er lidt ubeskriveligt men det er mit korte forsog...

1. Hvordan oplevede du dét at omstille sig til livet som mor? Var det en stor omvæltning, eller var du godt forberedt?
2. Hvordan klarede du trætheden, barselsbesøg, uforudsigeligheden og alt det andet kaotiske, som livet med et spædbarn bringer med sig

Dine spørgsmål er jo ret brede, så mon ikke interviews vil være bedre...? Ellers er mit svar bare generelt.

1. Det er ROCKER hårdt at blive mor og man kan slet ikke være forberedt.

2. På en eller anden måde så overlever man de første måneder og lige pludselig vænner man sig til lidt søvn og kaos i dagligdagen.

Til gengæld for alt dette får man det skønneste skænket - og man er mor for livet. Kærligheden vokser bare hver eneste dag, når man lærer det lille pus at kende og hold op hvor er det uforudsigeligt og helt fantastisk!

C.

Karoline skriver:

Til en bog om moderskab vil jeg gerne høre lidt om jeres erfaringer med den første tid som nybagt mor:

1. Hvordan oplevede du dét at omstille sig til livet som mor? Var det en stor omvæltning, eller var du godt forberedt?
2. Hvordan klarede du trætheden, barselsbesøg, uforudsigeligheden og alt det andet kaotiske, som livet med et spædbarn bringer med sig?

På forhånd tak!

Bedste hilsner

Karoline

Kære Karoline

Jeg vil da gerne svare, men kommer til at blande 1 og 2 lidt sammen, da spørgsmålene hænger lidt sammen for mit vedkommende.

Jeg synes faktisk, jeg var overraskende velforberedt. Og jeg befandt mig i en rus af lykke det første lange stykke tid. Dog var det hårdt i dagene op til, at mælken løb til (3 dage efter fødslen). Da kom jeg i tvivl, om min datter fik mad nok, og om der var noget, jeg kunne gøre anderledes. Men amningen fungerede super. Min datter var dygtig til at sutte fra første gang, hun blev lagt til, og jeg tror, det var stærkt medvirkende til at gøre (også) det første stykke tid efter fødslen meget lykkeligt.

Dog blev jeg indimellem grebet af en ubeskrivelig angst for, at der skulle ske min lille datter noget. Jeg blev hypersensitiv sansemæssigt, og var manden ude at skifte den lille samtidig med et eller andet gav en lyd, så troede jeg straks, det var lyden af min datter, der var faldet ned af puslebordet. Hjertet sad oppe i halsen på mig mange gange dagligt, og jeg ville faktisk helst slet ikke give slip på min elskede baby. Nogensinde. Der gik en uge efter fødslen, før jeg turde gå på barnevognstur, -for biler KAN jo i realiteten godt køre op på fortovene, og i så fald, ville det være alt for farligt. Min mand tvang mig med ud på tur, og det viste sig at være en super god oplevelse, - jeg havde bare brug for at blive presset lidt...

Angående barselsbesøg, så syntes jeg, det var hårdere end moderskabet selv. Jeg havde rigeligt med selv at lære mit barn at kende og bare nyde hende. Jeg havde ikke samtidig overskud til fx svigerforældre, og ønskede egentlig, at de ville holde sig væk den første måned. Jeg bed det dog i mig, men nægtede uanmeldte nu-og-her besøg. Kun anmeldte besøg, som kunne holdes inden for en overskuelig tidsramme (max et par timer) blev godkendt de første tre-fire uger.

Efter tre uger med min lille ny datter skete, der noget skelsættende. Jeg kunne pludselig tolke hendes forskellige gråd, og jeg vidste, hvornår hun græd pga. træthed og hvornår det var pga. sult, og ikke mindst hvornår det skyldtes mavesmerter (Hun havde kolik/umodent tarmsystem). Denne nye evne/viden bevirkede, at jeg lige pludselig fik oceaner af overskud. Jeg kunne have familie på besøg i dagevis, uden det gjorde mig noget. Synes bare, det var hyggeligt.

Alt i alt vil jeg sige, at jeg var ret forberedt på at blive mor, og jeg har ikke oplevet omvæltningen som overrumplende, - med undtagelse af, hvor meget man nu må bekymre sig i tide og utide. For først nu, har man for alvor noget at miste her i verden.

Kh.