Anonym skriver:
..om man er ved at udvikle en depression?
Jeg har i rigtig lang tid gået og været modløs og trist, hvilket normalt slet ikke ligger til mig. Når jeg er sammen med andre, prøver jeg at vise glæde og lykke udadtil, men når jeg er alene, har jeg bare lyst til at sætte mig ned og græde, fordi jeg pludselig føler at mit liv er helt uoverskueligt 
Jeg er også blevet meget mere irritabel og sur end jeg plejer at være, og har overhovedet ingen tålmodighed overfor mine børn eller min kæreste, hvilket alt for ofte resulterer i at jeg råber af dem uden grund - jeg føler mig som verdens elendigste mor og tænker nogle gange, at det ville være bedre for dem, hvis jeg bare flyttede.
Jeg føler en konstant knugen i maven og har næsten ingen appetit, trods det tager jeg tit mig selv i at trøstespise, for bagefter at stikke en finger i halsen.
Jeg er glad for mit arbejde, men har svært ved at overskue at skulle afsted. Hele weekenden og især idag, har jeg haft en knugende fornemmelse i maven, fordi ferien nu var slut og arbejdet kalder igen imorgen.
Jeg er meget mere træt end jeg er vant til at være, og kæmper alligevel med at falde i søvn, når endelig jeg kommer i seng. Jeg har svært ved at finde ro og har svært ved at koncentrere mig, fordi tankerne farer rundt i mit hovede.
Jeg har flere gange prøvet at fortælle kæresten og familien, at jeg har det dårligt, men føler overhovedet ikke jeg bliver taget seriøst, fordi jeg altid udadtil har vist en stærk psyke. Jeg har nogle gange bare lyst til at råbe, så hjælp mig dog!
Hej søde ven.
Først skal du have et stort trøstekrammer..og så skal du se at få ringet til lægen mandag.
Det du beskriver der, er de helt og aldeles klassiske tegn på depression.
Nu har jeg igennem mange år arbejdet meget med depressive, så jeg kender dem til overmål.
Så nej han vil ikke bagatelisere det...hvis du altså lader være med at holde tilbage på noget og komme ud med det hele ærligt og uden at pakke noget ind eller selv bagatelisere det.
Og så skal din familie vækkes.
Det gør du bedst ved at få nogle foldere om depression og evt selv gå på nettet og søge emnet og så printe det ud som er relevant, bl.a. hvordan de skal håndtere dig som depressiv.
Men se nu at komme afsted..og det skal være NU...på mandag, for ellers bliver det nemlig værre og værre, og det vil du vel ikke have, vel???
Og så skal du se at få fundet en, som vil hjælpe dig igennem nogle samtaleforløb, hvor du får fundet ud af hvad det er, der har slået benene væk under dig..evt en psykolog.
Men selv stærke og karismafyldte piger som du og jeg kan blive ramt, netop fordi vi altid ordner og styrer alt, og derved er tilbøjelige til at bære alt på vore skuldre....men det kan man bare ikke...og det skal man erkende.
Det er vigtigt at du slipper tøjlerne lidt og lærer at sige fra.
Du kan IKKE bære hele verden på dine skuldre, og du må lære at stole på, at din familie godt kan klare tingene selv, sådan at du får lært at hvile, slappe af og fundet roen og ballancen i dig selv igen.
Du må meget gerne skrive til mig privat, hvis det er, og så får du et stort knus mere
Kærligst
Sussie
