Krise i graviditet

Ja, jeg har ikke rigtig før hørt begrebet - men jeg har selv lige været i krise i min graviditet.

Min egen mor er handicappet og jeg har igennem min fortid gennemgået mishandling og min mor der drak.

Da jeg blev gravid skiftede jeg mit angst medicin. Vi skal flytte, men har endnu ikke fået lejlighed.

Jeg ved ikke hvorfor, men det hele brast bare sammen. Jeg flyttede alle babytingene ned i kælderen. Jeg havde dårlig samvittighed, for jeg havde ikke lyst til at være gravid. Jeg ville ikke blive en god mor osv osv.

Nu er det endelig begyndt at gå lidt bedre. Min kvalme er forsvundet og jeg føler så småt at jeg er ved at finde mit selvværd lidt igen.

Jeg ved ikke hvorfor jeg fik det sådan. Måske er det bare hormoner?

Jeg har også haft dage/perioder hvor jeg synes det hele var træls. Jeg er meget besværet af min graviditet, og har en datter på 6 år som jeg ikke kan gøre de samme ting med pga graviditeten. Jeg er vildt bange for at vi aldrig for de ting tilbage vi altid har lavet og det kan godt give mig følelsen af at have fortrudt. Men tror nu bare det er pga de skavanker jeg har (bækkenløsning og voldsomme ryg smerter) - og hormoner!

Jeg synes at hvis du føler det meget slemt, at du skal kontakte din læge og få noget rådgivning. Det lyder bestemt ikke rart.. Kunne sagtens lyde som om at ubearbejdet ting fra din fortid blusser op, så måske du kan få noget hjælp til at få disse bearbejdet inden du skal være mor?

camillakrath skriver:

Ja, jeg har ikke rigtig før hørt begrebet - men jeg har selv lige været i krise i min graviditet.

Min egen mor er handicappet og jeg har igennem min fortid gennemgået mishandling og min mor der drak.

Da jeg blev gravid skiftede jeg mit angst medicin. Vi skal flytte, men har endnu ikke fået lejlighed.

Jeg ved ikke hvorfor, men det hele brast bare sammen. Jeg flyttede alle babytingene ned i kælderen. Jeg havde dårlig samvittighed, for jeg havde ikke lyst til at være gravid. Jeg ville ikke blive en god mor osv osv.

Nu er det endelig begyndt at gå lidt bedre. Min kvalme er forsvundet og jeg føler så småt at jeg er ved at finde mit selvværd lidt igen.

Jeg ved ikke hvorfor jeg fik det sådan. Måske er det bare hormoner?

Det kunne godt være hormoner, men det lyder også til at du ikke har haft en nem barndom...

camillakrath skriver:

Ja, jeg har ikke rigtig før hørt begrebet - men jeg har selv lige været i krise i min graviditet.

Min egen mor er handicappet og jeg har igennem min fortid gennemgået mishandling og min mor der drak.

Da jeg blev gravid skiftede jeg mit angst medicin. Vi skal flytte, men har endnu ikke fået lejlighed.

Jeg ved ikke hvorfor, men det hele brast bare sammen. Jeg flyttede alle babytingene ned i kælderen. Jeg havde dårlig samvittighed, for jeg havde ikke lyst til at være gravid. Jeg ville ikke blive en god mor osv osv.

Nu er det endelig begyndt at gå lidt bedre. Min kvalme er forsvundet og jeg føler så småt at jeg er ved at finde mit selvværd lidt igen.

Jeg ved ikke hvorfor jeg fik det sådan. Måske er det bare hormoner?

Det kan meget vel ha været hormonerne der har været på spil..

Havde også selv sådan nogle ure gennem min graviditet hvor man tvivler på sig selv..
Op med humøret.. Er sikker på det nok skal gå væk igen.

Her i starten af graviditeten går det også op for en at man pludselig får et mega ansvar. De kan godt hjælpe angsten og hormonerne igang

henh01 skriver:

Jeg har også haft dage/perioder hvor jeg synes det hele var træls. Jeg er meget besværet af min graviditet, og har en datter på 6 år som jeg ikke kan gøre de samme ting med pga graviditeten. Jeg er vildt bange for at vi aldrig for de ting tilbage vi altid har lavet og det kan godt give mig følelsen af at have fortrudt. Men tror nu bare det er pga de skavanker jeg har (bækkenløsning og voldsomme ryg smerter) - og hormoner!

Jeg synes at hvis du føler det meget slemt, at du skal kontakte din læge og få noget rådgivning. Det lyder bestemt ikke rart.. Kunne sagtens lyde som om at ubearbejdet ting fra din fortid blusser op, så måske du kan få noget hjælp til at få disse bearbejdet inden du skal være mor?

Måske har du ret? Jeg har ikke været til mit første jordmoderbesøg endnu, men måske skulle jeg tage det op der?

Lige nu føler jeg mig som en stor humørsvingning!

MaleneF skriver:

Det kan meget vel ha været hormonerne der har været på spil..

Havde også selv sådan nogle ure gennem min graviditet hvor man tvivler på sig selv..
Op med humøret.. Er sikker på det nok skal gå væk igen.

Her i starten af graviditeten går det også op for en at man pludselig får et mega ansvar. De kan godt hjælpe angsten og hormonerne igang

Tak for ordene!

Jeg tror også det var det der kæmpe ansvar, der lige pludselig kom bag på mig. Jeg tænkte på ting der lå helt ude i fremtiden. Når de blev teenagere og sådan.

Måske stiller jeg også alt for store krav til mig selv. Sådan har jeg bare altid haft det.

victoria2008 skriver:

Det kunne godt være hormoner, men det lyder også til at du ikke har haft en nem barndom...

Min barndom har ikke været nem.

Synes dog jeg havde bearbejdet meget af det med prof. hjælp. Men nu er det som om mange af de ting med min mor kommer op igen.

Det kunne næsten have været mig.

Jeg havde under min gravidtet et par uger hvor jeg følte mig fuldstændig tom omkring alt hvad graviditeten angik. Jeg havde ingen lyst til at røre ved maven, gå ind på børneværelset, se andres børn, høre om børn/babyer..

Jeg fik simpelthen bare nok. Jeg græd over det fordi jeg fik dårlig samittighed. Her gik jeg med en dejlig søn i maven, og så følte jeg bare ingenting, og han fortjente jo en mor der ønskede ham mere end noget andet..

Jeg snakkede med min jordmoder og kæreste om det, og kom frem til at jeg skulle prøve at acceptere mine følelser.. Allerede samme nat sov jeg 11timer og som dagene gik, fik jeg det bedre og bedre i takt med at jeg accepterede mine følelser.. og inden jeg fik set mig om, glædede jeg mig helt ubeskriveligt igen, og kunne slet ikke få nok baby.. og 2,5 måned senere fødte jeg min vidunderlige søn

camillakrath skriver:

Min barndom har ikke været nem.

Synes dog jeg havde bearbejdet meget af det med prof. hjælp. Men nu er det som om mange af de ting med min mor kommer op igen.

Det kan være fordi når man bliver gravid, og skal til at være mor, så kan man godt have meget brug for sin mor, til at berolige sig, til at man nok skal blive en god mor, og det kan måske godt blive et problem, hvis man ikke rigtig føler at ens egen mor ikke har været der for en, så frygter man nok at man også selv kan komme til at svigte sit barn. Jeg synes helt sikkert at du skal snakke med din læge om det, hvis du ikke føler at du kan klare det hele. Knus

camillakrath skriver:

 

Måske har du ret? Jeg har ikke været til mit første jordmoderbesøg endnu, men måske skulle jeg tage det op der?

Lige nu føler jeg mig som en stor humørsvingning!

Du skal helt sikkert tage det op med din jordemoder . Det er jo bl.a. sådan noget, du har hende til.

Jordemoderbesøg handler (og bør også gøre det) om meget andet end bare det fysiske i fbm. graviditet.

Op med humøret. Alene det, at du reflekterer så fint over din graviditet viser, at det her skal du nok klare flot!