Ved snart ikke...

Jeg står i en træls situation.... Jeg er langt om længe blevet gravid og det er så skønt.

Men tingene er alligevel bare ikke så fine som de måske burde være... Jeg føler mig ensom i forholdet! En dag kunne min kæreste se, at der var noget der gik mig på og blev ved med at spørge ind til det. Jeg sagde at jeg ikke orkede at fortælle det, for ville ikke ende med et skænderi. Han bliver ved og jeg fortæller det så... Men så bliver han selvfølgelig sur over det, der går mig på... Det var jo det jeg sagde.

Jeg har altid med det samme sagt, når noget han gjorde var træls.. men det er som om jeg er begyndt, at lade være... Nu gemmer jeg det væk, eller prøver bare og så sidder jeg tuder for mig selv... Det sker næsten dagligt... Det behøver ikke være pga noget voldsomt, men jeg græder fordi jeg føler mig så alene med de ting der går mig på.

Han er rigtig god til at hjælpe til herhjemme og han bliver også en god far. Men jeg ved bare ikke om der er plads til mig mere...

Vi har det for det meste godt, men synes bare jeg alt for tit ender med at græde for mig selv, fordi jeg jo ikke kan sige noget, uden han tager det ilde op. Jeg kan ikke sige min mening, uden han tolker det som at jeg har sagt han skal ændre sig...

Synes bare det er så forfærdeligt, at vi skal have et barn når det er sådan her... Glæder mig mere end noget andet til at blive mor, men vil ikke at mit barn skal mærke hvordan jeg har det.

Den anden dag, sad jeg og hviskede undskyld til den lille... Hvad er det dog for noget?

Undskyld det blev så langt, men havde brug for at komme af med det...

Først vil jeg starte med at give dig et lille kram og ønske dig tillykke med din graviditet

Det er en træls situation du er i, og specielt nu, hvor du er gravid og dine hormoner løber løbsk. Hvordan var jeres forhold inden du blev gravid, og hvordan tog kæresten det? Det er ikke rart at have det som du har det. Og især ikke når kæresten tager tingene personligt.  Kommunikation i et forhold er meget vigtigt, og man behøver ikke altid være enige, så længe man ikke ender med at blive uvenner og såre hinanden. Især nu hvor I venter barn, er I nødt til at løse de konflikter, der opstår for at skabe en sund tilværelse for barnet. Det fortjener ikke en mor, som er ked af det. Det er synd. Især nu, hvor du glæder dig til at være mor. Sæt jer ned og tag en alvorssnak. Og prøv evt. parterapi. Når man elsker hinanden vil man også gøre det bedste for at have det godt. Jeg håber I finder frem til en løsning, især for barnets skyld. Og hvis løsningen er, at gå fra hinanden, så må det vel være sådan. Men kæmp for jeres forhold.

Knus

Anonym skriver:

Jeg står i en træls situation.... Jeg er langt om længe blevet gravid og det er så skønt.

Men tingene er alligevel bare ikke så fine som de måske burde være... Jeg føler mig ensom i forholdet! En dag kunne min kæreste se, at der var noget der gik mig på og blev ved med at spørge ind til det. Jeg sagde at jeg ikke orkede at fortælle det, for ville ikke ende med et skænderi. Han bliver ved og jeg fortæller det så... Men så bliver han selvfølgelig sur over det, der går mig på... Det var jo det jeg sagde.

Jeg har altid med det samme sagt, når noget han gjorde var træls.. men det er som om jeg er begyndt, at lade være... Nu gemmer jeg det væk, eller prøver bare og så sidder jeg tuder for mig selv... Det sker næsten dagligt... Det behøver ikke være pga noget voldsomt, men jeg græder fordi jeg føler mig så alene med de ting der går mig på.

Han er rigtig god til at hjælpe til herhjemme og han bliver også en god far. Men jeg ved bare ikke om der er plads til mig mere...

Vi har det for det meste godt, men synes bare jeg alt for tit ender med at græde for mig selv, fordi jeg jo ikke kan sige noget, uden han tager det ilde op. Jeg kan ikke sige min mening, uden han tolker det som at jeg har sagt han skal ændre sig...

Synes bare det er så forfærdeligt, at vi skal have et barn når det er sådan her... Glæder mig mere end noget andet til at blive mor, men vil ikke at mit barn skal mærke hvordan jeg har det.

Den anden dag, sad jeg og hviskede undskyld til den lille... Hvad er det dog for noget?

Undskyld det blev så langt, men havde brug for at komme af med det...

Årh , uden at sige for meget . 

Så kan jeg så meget kende mig selv i den situation du sidder i , det kunne lige så godt have været mig som havde skrevet det

Jeg kan så meget følge dig . 

Men har desværre ingen gode råd til dig . 

Vil blot bare give dig et ordentligt trøste , og håbe at i finder ud af at løse tingene sammen . 

Pernille08 skriver:

Årh , uden at sige for meget . 

Så kan jeg så meget kende mig selv i den situation du sidder i , det kunne lige så godt have været mig som havde skrevet det

Jeg kan så meget følge dig . 

Men har desværre ingen gode råd til dig . 

Vil blot bare give dig et ordentligt trøste , og håbe at i finder ud af at løse tingene sammen . 

Tusind tak skal du have alligevel

Det er rart bare lige at få lov at komme ud med det...

Anonym skriver:

 

Tusind tak skal du have alligevel

Det er rart bare lige at få lov at komme ud med det...

Ja det er nemlig det , det er . 

det kan tit hjælpe en hel del .

A&F skriver:

Først vil jeg starte med at give dig et lille kram og ønske dig tillykke med din graviditet

Det er en træls situation du er i, og specielt nu, hvor du er gravid og dine hormoner løber løbsk. Hvordan var jeres forhold inden du blev gravid, og hvordan tog kæresten det? Det er ikke rart at have det som du har det. Og især ikke når kæresten tager tingene personligt.  Kommunikation i et forhold er meget vigtigt, og man behøver ikke altid være enige, så længe man ikke ender med at blive uvenner og såre hinanden. Især nu hvor I venter barn, er I nødt til at løse de konflikter, der opstår for at skabe en sund tilværelse for barnet. Det fortjener ikke en mor, som er ked af det. Det er synd. Især nu, hvor du glæder dig til at være mor. Sæt jer ned og tag en alvorssnak. Og prøv evt. parterapi. Når man elsker hinanden vil man også gøre det bedste for at have det godt. Jeg håber I finder frem til en løsning, især for barnets skyld. Og hvis løsningen er, at gå fra hinanden, så må det vel være sådan. Men kæmp for jeres forhold.

Knus

Tusind tak for dit svar.

Jamen for et års tid siden, havde vi det rigtig dårligt - da var det så tæt på det kunne komme på at jeg havde pakket mine ting og smuttet. Men vi fandt ud af det og vi har faktisk haft det rigtig godt længe... Selvfølgelig har der været nogle småproblemer indimellem, men ikke noget voldsomt.

Min kæreste blev lige så lykkelig som mig, da vi fandt ud af at vi skal være forældre og han glæder sig stadig helt enormt. Så det er jo rigtig dejligt... Det er nok også bare mine hormoner, der er lidt mere flyvske end de plejer.

Men ja jeg bør tage fat i ham og sige hvordan det er. At jeg er træt af at hvis jeg siger min mening, at han så altid skal tage det så personligt. Men åh hvor er det svært...

Jeg skal nok kæmpe for forholdet, men er også indstillet på at gå fra ham, hvis det er bedst for barnet at mor og far ikke er sammen.

Jeg håber virkelig, at det med tiden vil gå jer bedre, specielt for jeres lille ønskebarn