Burde det være nemmere at adoptere?

Der er noget jeg længe har tænkt over, og det er at jeg synes det er alt for svært for folk at blive godkendt til adoption.

Så forleden en udsendelse, hvor der var et par der ønskede at adoptere, og de fik afslag fordi kvinden havde en ifølge hende en mild gigtsygdom, som ikke påvirkede hendes hverdag.

Svaret var at hvis de blev skilt kunne manden søge som eneforsørger, og så kunne de blive gift igen senere......

Jeg mener, hvorfor er det lige at det vil være bedre for et barn kun at have en far, istedet for en mor som måske bliver syg senere hen.

Selvfølgelig skal alle og enhver ikke kunne adoptere. Jeg har kronisk svær depression, og bør ikke kunne adoptere, da jeg højst sandsynligt ikke vil kunne give barnet det det behøver. (Også derfor jeg har valgt ikke at få børn) men jeg synes bare reglerne er alt for firkantede.

Der sidder så mange børn rundt om i verden som skriger efter en familie. Jeg tror da hellere de vil være i en familie hvor moren måske/måske ikke bliver syg senere i livet, end rådne op på et børnehjem i Kina fx.

Hvad synes I?

Søddepødde skriver:

Der er noget jeg længe har tænkt over, og det er at jeg synes det er alt for svært for folk at blive godkendt til adoption.

Så forleden en udsendelse, hvor der var et par der ønskede at adoptere, og de fik afslag fordi kvinden havde en ifølge hende en mild gigtsygdom, som ikke påvirkede hendes hverdag.

Svaret var at hvis de blev skilt kunne manden søge som eneforsørger, og så kunne de blive gift igen senere......

Jeg mener, hvorfor er det lige at det vil være bedre for et barn kun at have en far, istedet for en mor som måske bliver syg senere hen.

Selvfølgelig skal alle og enhver ikke kunne adoptere. Jeg har kronisk svær depression, og bør ikke kunne adoptere, da jeg højst sandsynligt ikke vil kunne give barnet det det behøver. (Også derfor jeg har valgt ikke at få børn) men jeg synes bare reglerne er alt for firkantede.

Der sidder så mange børn rundt om i verden som skriger efter en familie. Jeg tror da hellere de vil være i en familie hvor moren måske/måske ikke bliver syg senere i livet, end rådne op på et børnehjem i Kina fx.

Hvad synes I?

Ja, jeg synes faktisk det burde være nemmere. Synes der er lidt for mange restriktioner på hvilke sygdomme man IKKE må have for at få lov at adoptere.

I forvejen er der rigtig mange krav til plads, økonomi osv. Hvilket der også skal være. Men lidt lempelse på området  ville ikke gøre noget synes jeg.

Søddepødde skriver:

Der er noget jeg længe har tænkt over, og det er at jeg synes det er alt for svært for folk at blive godkendt til adoption.

Så forleden en udsendelse, hvor der var et par der ønskede at adoptere, og de fik afslag fordi kvinden havde en ifølge hende en mild gigtsygdom, som ikke påvirkede hendes hverdag.

Svaret var at hvis de blev skilt kunne manden søge som eneforsørger, og så kunne de blive gift igen senere......

Jeg mener, hvorfor er det lige at det vil være bedre for et barn kun at have en far, istedet for en mor som måske bliver syg senere hen.

Selvfølgelig skal alle og enhver ikke kunne adoptere. Jeg har kronisk svær depression, og bør ikke kunne adoptere, da jeg højst sandsynligt ikke vil kunne give barnet det det behøver. (Også derfor jeg har valgt ikke at få børn) men jeg synes bare reglerne er alt for firkantede.

Der sidder så mange børn rundt om i verden som skriger efter en familie. Jeg tror da hellere de vil være i en familie hvor moren måske/måske ikke bliver syg senere i livet, end rådne op på et børnehjem i Kina fx.

Hvad synes I?

Det er det par i QTV du hentyder til ik? Jeg har så ondt af de 2. De skulle bare have lov at have det barn!! Så mit svar er ja, jeg synes kravene trænger til en lille oprydning.

Hvis vi nogensinde når så vidt som til at adoptere håber vi da, at det vil gå uden problemer...

Det burde klart være nemmere. Jeg har en tante og onkel som ikke kan få børn selv og da hun i sine helt unge dage havde noget kræft halløj kan desværre ikke huske hvor  kunne de ikke adoptere. Hun har været sund og rask hele sit liv udover den ene sygdom som aldrig senere har voldt hende problemer. De er nu i 50érne og vill ha været de bedste forældre. De er meget kærlige og har altid haft styr på deres liv. Det er sku lidt trist at tænke på de ville have kunne tilbudt et barn så meget.

Ja jeg synes helt klart det skulle gøres nemmere... Det er så synd for alle parter, når det skal være så besværligt.

Jeg hørte engang, at en storrygende (slank) kvinde havde fået lov at adoptere, mens en kvinde, der var overvægtig fik afslag. Lige i sådan en situation kan man tænke what?! Det ene er vel som sådan ikke værre end det andet?

Som du nævner hende med den milde gigtsygdom... Altså hvis hun var blevet gravid naturligt, ville de jo heller ikke have tvangsfjernet barnet af den grund...

Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor der skal være så strenge regler, hvad angår adoptering, når man tænker på hvor mange uegnede mennesker, der får børn naturligt og hvor der ikke bliver gjort en fis fra systemets side af...

Jeg er i hvert fald glad for ikke at skulle stå i en sådan situation.

Ja jeg synes sagtens man kunne ændre reglerne lidt. Det er ALT for kringlet og der er alt for mange der for afslag pga. et eller andet for 20 år siden. 

Der er jo ingen garantier her i livet og en adoptant kan ligeså vel som ikke-adoptanter blive ramt af en bus, et slagtilfælde eller modermærkekræft.

:-) Sisse

Søddepødde skriver:

Der er noget jeg længe har tænkt over, og det er at jeg synes det er alt for svært for folk at blive godkendt til adoption.

Så forleden en udsendelse, hvor der var et par der ønskede at adoptere, og de fik afslag fordi kvinden havde en ifølge hende en mild gigtsygdom, som ikke påvirkede hendes hverdag.

Svaret var at hvis de blev skilt kunne manden søge som eneforsørger, og så kunne de blive gift igen senere......

Jeg mener, hvorfor er det lige at det vil være bedre for et barn kun at have en far, istedet for en mor som måske bliver syg senere hen.

Selvfølgelig skal alle og enhver ikke kunne adoptere. Jeg har kronisk svær depression, og bør ikke kunne adoptere, da jeg højst sandsynligt ikke vil kunne give barnet det det behøver. (Også derfor jeg har valgt ikke at få børn) men jeg synes bare reglerne er alt for firkantede.

Der sidder så mange børn rundt om i verden som skriger efter en familie. Jeg tror da hellere de vil være i en familie hvor moren måske/måske ikke bliver syg senere i livet, end rådne op på et børnehjem i Kina fx.

Hvad synes I?

jeg ved ikke lige så meget om reglerne, men jeg synes det burde være en vurderingsag, intet sort på hvide

Jeg kender ikke alle de regler der er omkring det, så udtaler mig på det i siger

Ja gu skulle det være lettere at adoptere. Det er jo komplet latterligt at fravælge par pga de ting i siger, når vi har børn rundt omkring i verden, der vokser op under så kummerlige forhold, at det skader dem for livet, hvis det da ikke tager livet af dem som børn.

Åhh kan huske frygtelige udsendelser om de børn i kinesiske og rumænske børnehjem. De har ætset sig fast i mit hovede

Der var dødsrum, hvor små svage og afkræftede kinesiske børn, blev lagt ind for at dø for sig selv.

Få dog de børn ud til familier, der vil elske dem og give dem et godt liv.

Søddepødde skriver:

Der er noget jeg længe har tænkt over, og det er at jeg synes det er alt for svært for folk at blive godkendt til adoption.

Så forleden en udsendelse, hvor der var et par der ønskede at adoptere, og de fik afslag fordi kvinden havde en ifølge hende en mild gigtsygdom, som ikke påvirkede hendes hverdag.

Svaret var at hvis de blev skilt kunne manden søge som eneforsørger, og så kunne de blive gift igen senere......

Jeg mener, hvorfor er det lige at det vil være bedre for et barn kun at have en far, istedet for en mor som måske bliver syg senere hen.

Selvfølgelig skal alle og enhver ikke kunne adoptere. Jeg har kronisk svær depression, og bør ikke kunne adoptere, da jeg højst sandsynligt ikke vil kunne give barnet det det behøver. (Også derfor jeg har valgt ikke at få børn) men jeg synes bare reglerne er alt for firkantede.

Der sidder så mange børn rundt om i verden som skriger efter en familie. Jeg tror da hellere de vil være i en familie hvor moren måske/måske ikke bliver syg senere i livet, end rådne op på et børnehjem i Kina fx.

Hvad synes I?

Jeg er helt enig. Min kæreste og jeg snakker tit om det der, fordi dt måske en dag er mit ønske at adoptere.

jeg kan sagtens selv få børn, men ville alligevel gerne adoptere det sidste barn, for at hjælpe både ham/hende og mig selv.

Men for det første koster det R...... ud af bukserne og så må man ikke dit og så må man ikke dat.

Helt ærligt. Tænk på hvad man kan byde barnet i forhold til hvor og hvordan det lever inden adoptionen....

Hort, hort! Adoption er desvaerre ikke mere end en juridisk gang papirnusseri som overhovedet ikke kommer de mange fantastiske foraeldre og born til gode.

Reglerne haenger sammen med det land man onsker at adoptere fra. Derfor varierer det en del, hvor besvaerligt det er at adoptere. F.eks har Kina de strengeste regler for dem de finder egnede.

Generelt for adoption, er reglerne indenfor helbred ret ens, mener jeg at kunne huske. Vi blev ihvertfald tjekket paa kryds og tvaers (og da mit blodtryk var liiige en lille smule hojere end det perfekte, maatte jeg have taget det 3 gange mere over en kort periode uden min daglige cola og kaffe- da det var den der gjorde udslaget! Paa det plan er man kritisk for at undgaa at barnet bliver foraeldrelos igen. Men det er en helt forkert konklusion for saadan fungere det jo ikke i realiteten. En masse kan ske i fremtiden uanset hvem hvor rask man er. Det holder bare ikke.

Der er dog sket en smule. Nogle regler er ikke saa stramme som de var for 10-20 aar siden. Men det kommer helt an paa hvilket land man adoptere fra.