Jeg ringede til klinikken søndag, da jeg den senste uge har været overstimuleret.. Og stadig er det... Jeg talte med en sød sygeplejerske, der gav mig gode råd til, hvad jeg kan spise og hvordan jeg skal forholde mig til aktivitet, og det var rigtig dejligt at blive taget seriøst og blive hørt. Vi aftalte, at jeg skulle ringe mandag morgen, spørge efter hende, og så komme med en update, om jeg havde det bedre. Ellers ville hun putte mig på programmet, så jeg kunne blive set af en læge (første gang det er blevet tilbudt). Som aftalt, så gjort.
Jeg fik fat i det sureste løg af en sygeplejerske derude mandag morgen, og den er stensikker HVER gang, at hun er muggen og nedladende. Jeg bad om at tale med hende fra igår efter aftale, men "det havde de ikke tid til nu, det var jo tidligt, og dagen var lige startet".. Nå! Jeg bad hende så give besked videre, at jeg havde ringet, og at det langsomt gik bedre. At jeg forholdte mig i ro, og følte det hjalp med proteindrik, som hun havde anbefalet. So far, so good...
Spurgte derefter, hvordan jeg skal forholde mig til egen læge ang. min graviditet, for der skal jo på et tidsounkt opstartes vandrejournal og jeg skal tjekkes etc. Svaret var "du må ikke kontakte egen læge inden vi slipper Jer fri herude fra.. Det kan jo sagtens gå galt endnu! Og er du overhovedet blevet konstateret gravid??" og videre gik det; "Og du må IKKE forholde dig i ro, det er dårligt for dit blodomløb, og det kan vi ikke ha'. Du skal op og igang, du må gerne cykle eller gå en god tur og du skal kun sidde engang i mellem/ikke ligge", hvilket var det modsatte af hvad den søde sygeplejerske dagen forinden havde sagt. Hun sagde jeg skulle lægge mig, og jeg måtte max gå en tur der svarede til turen rundt om et parcelhus... For når jeg bevæger mig irriterer jeg mine æggestokke, og hvis ikke de får ro, så forbliver de udspilede af væske.
Da jeg første gang ringede til klinikken ang min overstimulering var det det sure løg jeg fik fat i, og derfor har jeg gået ture og prøvet at holde mig aktiv, hvilket har resulteret i panodiler 4 gange dagligt grundet smerte, koldsved, søvnløse nætter, og afmagtstårer. Så jeg valgte mandag fortsat at lytte til den flinke sygeplejerske og holde mig i ro. Jeg kan allerede nu mærke en ændring, og behøver ikke længere smertestillende! Min mave er stadig kæmpe stor (hvilket jeg er skide ked af) men det gør i det mindste ikke ondt!
Jeg synes simpelthen det var en kæmpe-træls kommentar, "at det kan jo stadig nå at gå galt", når jeg spørger af nysgerrighed -og lykke- fordi en ny dør har åbnet sig, og at jeg nu er GRAVID! Men næh nej, glæden skal ikke komme for hurtigt! KÆL*ING!!
