Hvad skal jeg gøre..... (lidt langt, men please læs det)

Hej piger.

Jeg skriver anonymt, da jeg ikke ved om der er nogle af mine kollegaer herinde. Har ikke lyst til at min arbejdsplads skal vide noget, da mine planer udelukkende er på tankeplan indtil videre.

Jeg arbejder som sygeplejerske, hvilket jeg på mange måder er glad for. Men pga. en række psykiske problemer, bla. dyb depression og bulimi i ca 15 år, har jeg haft meget svært ved at passe mit arbejde.

Problemet ligger nok mest af alt i at det er svært som psykisk syg at tage sig af andre mennesker, når man dybest set er et kæmpe kaos indeni. Ens egne problemer og følelser bliver skubbet i baggrunden og bryder så ud i lys lue når man har fri og får tiden til at spekulere over ens egen situation.

Jeg har været ansat i 3 stillinger som sygeplejerske, og alle 3 arbejdsforhold er endt på en dum måde. Når jeg begynder at få det rigtig svært med mig selv, begynder jeg at melde mig meget syg fordi jeg ganske enkelt ikke magter at tage på arbejde og være der for andre mennesker. Det er der selvfølgelig ingen arbejdsgivere der kan være tjent med, og det er altid endt med at jeg er blevet sygemeldt for at hellige min tid til behandling for mine psykiske lidelser.

Jeg er nu "tørlagt" bulimiker takket være intensiv behandling gennem halvandet år, men min depression spøger stadig på trods af at jeg får flere forskellige psykofarmaka. Jeg ser mig selv som et meget skrøbeligt menneske som knækker nemt, og jeg tror ikke jeg egner mig som sygeplejerske, i hvert fald ikke som tingene er nu.

Men hvad skal jeg så??? Jeg kan overhovedet ikke greje hvad jeg har lyst til og hvad jeg ville kunne klare. Allerhelst ville jeg gerne fralægge mig det kæmpe ansvar det er at være sygeplejerske, og evt. komme ud i et flexjob. Har ærlig talt osse overvejet førtidspension.....

Er der nogen herinde som har forstand på systemet som kan råde mig i forhold til min arbejdssituation? Jeg er i syv sind!

op

Anonym skriver:

Hej piger.

Jeg skriver anonymt, da jeg ikke ved om der er nogle af mine kollegaer herinde. Har ikke lyst til at min arbejdsplads skal vide noget, da mine planer udelukkende er på tankeplan indtil videre.

Jeg arbejder som sygeplejerske, hvilket jeg på mange måder er glad for. Men pga. en række psykiske problemer, bla. dyb depression og bulimi i ca 15 år, har jeg haft meget svært ved at passe mit arbejde.

Problemet ligger nok mest af alt i at det er svært som psykisk syg at tage sig af andre mennesker, når man dybest set er et kæmpe kaos indeni. Ens egne problemer og følelser bliver skubbet i baggrunden og bryder så ud i lys lue når man har fri og får tiden til at spekulere over ens egen situation.

Jeg har været ansat i 3 stillinger som sygeplejerske, og alle 3 arbejdsforhold er endt på en dum måde. Når jeg begynder at få det rigtig svært med mig selv, begynder jeg at melde mig meget syg fordi jeg ganske enkelt ikke magter at tage på arbejde og være der for andre mennesker. Det er der selvfølgelig ingen arbejdsgivere der kan være tjent med, og det er altid endt med at jeg er blevet sygemeldt for at hellige min tid til behandling for mine psykiske lidelser.

Jeg er nu "tørlagt" bulimiker takket være intensiv behandling gennem halvandet år, men min depression spøger stadig på trods af at jeg får flere forskellige psykofarmaka. Jeg ser mig selv som et meget skrøbeligt menneske som knækker nemt, og jeg tror ikke jeg egner mig som sygeplejerske, i hvert fald ikke som tingene er nu.

Men hvad skal jeg så??? Jeg kan overhovedet ikke greje hvad jeg har lyst til og hvad jeg ville kunne klare. Allerhelst ville jeg gerne fralægge mig det kæmpe ansvar det er at være sygeplejerske, og evt. komme ud i et flexjob. Har ærlig talt osse overvejet førtidspension.....

Er der nogen herinde som har forstand på systemet som kan råde mig i forhold til min arbejdssituation? Jeg er i syv sind!

Har desværre ikke nogen forstand eller erfaring inden for det område, men synes da lige du skal have en kæmpe krammer

Er ked af at høre du går med så mange problemer, og tager virkelg hatten af for, at du har været rask i halvandet år - det må virkelig være en kæmpe sejr!

Har du været ved psykolog for at have en at snakke med om problemerne og til at hjælpe dig igennem?

Tror du skal fokusere 100% på dig selv lige nu og sørge for at du SELV bliver helt rask inden du hjælper alle andre og nedprioriterer dig selv - DU er det vigtigste !

Anonym skriver:

Hej piger.

Jeg skriver anonymt, da jeg ikke ved om der er nogle af mine kollegaer herinde. Har ikke lyst til at min arbejdsplads skal vide noget, da mine planer udelukkende er på tankeplan indtil videre.

Jeg arbejder som sygeplejerske, hvilket jeg på mange måder er glad for. Men pga. en række psykiske problemer, bla. dyb depression og bulimi i ca 15 år, har jeg haft meget svært ved at passe mit arbejde.

Problemet ligger nok mest af alt i at det er svært som psykisk syg at tage sig af andre mennesker, når man dybest set er et kæmpe kaos indeni. Ens egne problemer og følelser bliver skubbet i baggrunden og bryder så ud i lys lue når man har fri og får tiden til at spekulere over ens egen situation.

Jeg har været ansat i 3 stillinger som sygeplejerske, og alle 3 arbejdsforhold er endt på en dum måde. Når jeg begynder at få det rigtig svært med mig selv, begynder jeg at melde mig meget syg fordi jeg ganske enkelt ikke magter at tage på arbejde og være der for andre mennesker. Det er der selvfølgelig ingen arbejdsgivere der kan være tjent med, og det er altid endt med at jeg er blevet sygemeldt for at hellige min tid til behandling for mine psykiske lidelser.

Jeg er nu "tørlagt" bulimiker takket være intensiv behandling gennem halvandet år, men min depression spøger stadig på trods af at jeg får flere forskellige psykofarmaka. Jeg ser mig selv som et meget skrøbeligt menneske som knækker nemt, og jeg tror ikke jeg egner mig som sygeplejerske, i hvert fald ikke som tingene er nu.

Men hvad skal jeg så??? Jeg kan overhovedet ikke greje hvad jeg har lyst til og hvad jeg ville kunne klare. Allerhelst ville jeg gerne fralægge mig det kæmpe ansvar det er at være sygeplejerske, og evt. komme ud i et flexjob. Har ærlig talt osse overvejet førtidspension.....

Er der nogen herinde som har forstand på systemet som kan råde mig i forhold til min arbejdssituation? Jeg er i syv sind!

jeg tror du har ret i at det ikke dur at arbejde 37 timer...

hvis du ønsker dig at blive bevilliget et fleksjob, skal du vide at det er en lang vej og du sla flere ting igennem for at man kan afklare hvor meget du kan arbejde osv..

og hvis du melder dig syg og kommer i en afklaring så vær åben... lad være med at sige "jeg vil have førtidspension/fleksjob"... den attitude spænder ben for dig selv...

giv utryk for at du har det skidt, og husk at kommunen kun arbejder ud fra hvad en læge kan dokumentere... du skal have en aktuel status fra en spykiater/læger osv og det kommer ind over en sociallæge...

Maalene skriver:

Har desværre ikke nogen forstand eller erfaring inden for det område, men synes da lige du skal have en kæmpe krammer

Er ked af at høre du går med så mange problemer, og tager virkelg hatten af for, at du har været rask i halvandet år - det må virkelig være en kæmpe sejr!

Har du været ved psykolog for at have en at snakke med om problemerne og til at hjælpe dig igennem?

Tror du skal fokusere 100% på dig selv lige nu og sørge for at du SELV bliver helt rask inden du hjælper alle andre og nedprioriterer dig selv - DU er det vigtigste !

Tusind tak for dit svar!

Jeg har gået rigtig meget til psykolog, men gør det ikke mere. Jeg vil egentlig betegne mig selv som rask, men med et meget skrøbeligt sind. Jeg har ingen problemer med at klare hverdagen og er pt. på barsel med min lille søn, hvilket går over al forventning. Jeg var meget bange for at få en fødselsdepression da jeg er i farezonen, men der har intet været.

Tror du har fuldstændig ret i at det er mit ve og vel (og min søns ikke mindst) der kommer i første række. Jeg har bare så svært ved at opgive min "karriere" som sygeplejerske, da det på en måde altid har været min identitet. Jeg har følt mig noget værd i kraft af at være sygeplejerske, og når jeg så bukkede under og ikke kunne klare det, har jeg følt mig som det største nul.

Ved godt nu at det ikke er ens job der gør at man er betydningsfuld som menneske, for jeg har en mand og en søn som elsker mig overalt på jorden ligegyldigt hvad jeg laver.... Spørgsmålet er så bare hvad hulen jeg skal lave resten af mit liv så jeg bliver lykkelig på alle fronter.

Puh ha store tanker som fylder meget!

Ni-ko-li-ne skriver:

jeg tror du har ret i at det ikke dur at arbejde 37 timer...

hvis du ønsker dig at blive bevilliget et fleksjob, skal du vide at det er en lang vej og du sla flere ting igennem for at man kan afklare hvor meget du kan arbejde osv..

og hvis du melder dig syg og kommer i en afklaring så vær åben... lad være med at sige "jeg vil have førtidspension/fleksjob"... den attitude spænder ben for dig selv...

giv utryk for at du har det skidt, og husk at kommunen kun arbejder ud fra hvad en læge kan dokumentere... du skal have en aktuel status fra en spykiater/læger osv og det kommer ind over en sociallæge...

Tak for dit svar!

Er meget enig med dig i at jeg skal være åben.... Og førtidspension er dybest set heller ikke det jeg ønsker. Jeg ønsker meget at være på arbejdsmarkedet, men kan bare ikke finde ud af hvor meget jeg kan klare. Er nødt til at være realistisk for orker ikke at knække nakken en 4. gang.

Jeg er nødt til at undersøge mine muligheder inden min barsel lakker mod enden, for kan mærke at jeg bare er nødt til at få en afklaring på hvad det er jeg skal med mit liv.

jeg kan godt forstå dig, det jeg tror er vigtigst er at du bliver glad som den person du er. ellers kan man ikke arbejde nogen steder. det er det du skal arbejde med. har du snakket med din læge i forhold til hvad du kan gøre.... det ku være du ku gå lidt mere hjemme og pleje dig selv og siger kommunen eller a-kasse du skal i noget job træning så gør det. det kan jo være det kunne hjælpe dig til at finde andre veje.

du skal ikke føle du behøver at være sygep. selvom du er udd. som det. jeg ved du sikkert vil få dårlig samvittighed men det må du lære at leve med og tænke på at der bare er noget andet for dig derude. (sådant tænker jeg selv da jeg er lærer og vil ikke være det)

men bliv glad for dig selv så kommer det andet bedre for dig