Jeg hader det!

Jeg hader det faktum, at jeg skal se min eks igen og igen....jeg har ikke født endnu, men har termin om en uges tid fra d.d.

Jeg vil IKKE se min eks på hospitalet, men kontakter ham, så han kan se sin søn derinde. Men jeg vil ikke være i lokalet, eller i nærheden deraf, når han kommer... Han er gået fra mig 2½ md. før termin ca., og jeg skylder ham intet! Han forlod mig på baggrund af småting, og han snakkede ikke engnag med mig derom... egoistisk og alene tog han beslutningen. Han tog min sikre fremtid væk, fra den ene dag til den anden... kan jeg ALDRIG tilgive

Jeg er en person, som sætter andres behov før mine egne, men nu må jeg prøve anderledes, for at beskytte mig selv! Han smuttede for at beskytte sig selv, han ville ikke være med mig, da han skulle leve op til nogle forventninger (hjælpe til derhjemme!!!), og nu må jeg tænke på  mig selv, og beskytte mig mod ham, så jeg kan blive en god mor for vores barn. Men hvordan, når han har krav på samvær? Han vil se vores søn, og det skal han selvfølgelig også, men jeg kan ikke engang selv vælge hvornår, men SKAL snakke med ham om det! Hader den tanke... han er smuttet fra os, kæmpede ikke... gik bare. Nu skal jeg så se ham igen, den mand, som jeg hader og afskyr mest i hele verden... det er så svært! Aner ikke hvordan jeg kommer videre... hader, men vil også gerne samarbejde... men hvorfor?

Er ked, blev forladt i den tid, hvor jeg aller mest havde brug for støtte... er flyttet tæt på min familie nu. Der føler jeg mig sikker... men sikkerheden bristets hver gang jeg tænker på, at han skal komme i mit hjem, i min hver dag og være en del af min hverdag, på hans præmisser... klamt, vammelt....hader det!

Surt opstød fra mig... ville bare af med tankerne, selvom de kommer igen  og igen hele tiden.

kan så meget sætte mig ind i de tanker du har.... min eks har også lige forladt mig, vi har været sammen i 5 år og har en datter på snart 8 mdr. han gjorde det forbi i torsdags og fredag fandt vi sammen igen og han sagde han fortrød og elskede mig og vi skulle være sammen for altid... vi havde sex både fredag og lørdag aften og lørdag var vi ligeledes i bio og ude at spise... igår aftes siger han så at han ikke elsker mig og at han bare hevde sex med mig fordi han jo er en mand... har det også forfærdeligt med tanken om at vi stadig skal ses og at han også har krav på min datter.... hader ham bare så meget lige nu at han bare kan smide 5 år væk... ville bare lige fortælle at du ikke er alene og kan 100 % sætte mig ind i hvordan du har det 

Jeg HÅBER at du kan holde ud at blive i rummet sammen med ham ALLIGEVEL så du kan give dit barn den tryghed det har brug for. Og så huske på at selv et spædbarn kan mærke alle de spændinger. Og han/hun vil også få brug for sin far selvom han er en RØV!

Anonym skriver:

Jeg hader det faktum, at jeg skal se min eks igen og igen....jeg har ikke født endnu, men har termin om en uges tid fra d.d.

Jeg vil IKKE se min eks på hospitalet, men kontakter ham, så han kan se sin søn derinde. Men jeg vil ikke være i lokalet, eller i nærheden deraf, når han kommer... Han er gået fra mig 2½ md. før termin ca., og jeg skylder ham intet! Han forlod mig på baggrund af småting, og han snakkede ikke engnag med mig derom... egoistisk og alene tog han beslutningen. Han tog min sikre fremtid væk, fra den ene dag til den anden... kan jeg ALDRIG tilgive

Jeg er en person, som sætter andres behov før mine egne, men nu må jeg prøve anderledes, for at beskytte mig selv! Han smuttede for at beskytte sig selv, han ville ikke være med mig, da han skulle leve op til nogle forventninger (hjælpe til derhjemme!!!), og nu må jeg tænke på  mig selv, og beskytte mig mod ham, så jeg kan blive en god mor for vores barn. Men hvordan, når han har krav på samvær? Han vil se vores søn, og det skal han selvfølgelig også, men jeg kan ikke engang selv vælge hvornår, men SKAL snakke med ham om det! Hader den tanke... han er smuttet fra os, kæmpede ikke... gik bare. Nu skal jeg så se ham igen, den mand, som jeg hader og afskyr mest i hele verden... det er så svært! Aner ikke hvordan jeg kommer videre... hader, men vil også gerne samarbejde... men hvorfor?

 

Er ked, blev forladt i den tid, hvor jeg aller mest havde brug for støtte... er flyttet tæt på min familie nu. Der føler jeg mig sikker... men sikkerheden bristets hver gang jeg tænker på, at han skal komme i mit hjem, i min hver dag og være en del af min hverdag, på hans præmisser... klamt, vammelt....hader det!

Surt opstød fra mig... ville bare af med tankerne, selvom de kommer igen  og igen hele tiden.

Kan godt forstå at det må gøre frygtelig ondt på dig Du får lige en stor krammer med

Det kommer med tiden at du kan være i rum med ham igen. Når det hele ikke er så nyt mere, så bliver det bedre. Lige nu er det klart at det gør frygtelig ondt på dig.

Men hverken du eller dit barn får noget godt ud af at du bærer rundt på sådan en had til faderen, selvom dine følelser er fuldt forståelige. Det æder dig bare op, og det er han jo ikke værd.

Majbritt

Hvor jeg dog kender det. Det er en forfærdentlig følelse at blive forladt, og når man så oven i købet har et barn/får et barn sammen, gør det tingene meget mere kompliceret. I det første års tid vil samværet foregå i jeres hjem pga. babys størrelse, og først derefter, vil der blive aftalt om og hvornår barnet skal hjem til faderen med overnatning osv.

Jeg overvejer selv at gå i SFV for i det mindste at få lidt rådgivning til, hvordan jeg skal forholde mig. Kunne det være en mulighed for dig også?

Du er velkommen til at sende en pb, hvis du vil tale nærmere, for jeg kender følelsen alt for godt.

Endnu en der kan nikke genkendende til din situation. Jeg var også midt i min graviditet, da min ex-kæreste skred. Endda lige et par dage lige inden jeg skulle til min sidste og afgørende eksamen. Og så var han ellers ganske kold resten af graviditeten. Men jeg lod ham være med til fødsel, og alt andet der har fulgt efter, der omhandler vores barn. For det er trods alt vores begges barn. Og selvom det var hårdt, at skulle samarbejde med en der har behandlet en så råddent, så har jeg gjort for vores søns skyld. Min søns far fik lov til at til ( via statsforvaltningen ) at tage ham med hjem på samvær i et par timer et par gange om ugen, da vores søn var 4½ mdr gammel.

Phoenix skriver:

Endnu en der kan nikke genkendende til din situation. Jeg var også midt i min graviditet, da min ex-kæreste skred. Endda lige et par dage lige inden jeg skulle til min sidste og afgørende eksamen. Og så var han ellers ganske kold resten af graviditeten. Men jeg lod ham være med til fødsel, og alt andet der har fulgt efter, der omhandler vores barn. For det er trods alt vores begges barn. Og selvom det var hårdt, at skulle samarbejde med en der har behandlet en så råddent, så har jeg gjort for vores søns skyld. Min søns far fik lov til at til ( via statsforvaltningen ) at tage ham med hjem på samvær i et par timer et par gange om ugen, da vores søn var 4½ mdr gammel.

Okay? Det lyder tidligt at han får samvær med ham alene. Bor i tæt på hinanden eller? Vi bor rimelig langt fra hinanden, så det er ikke så nemt at komme frem og tilbage. Og jeg regner med at amme i mindst 6 mdr.

trasmussen skriver:

kan så meget sætte mig ind i de tanker du har.... min eks har også lige forladt mig, vi har været sammen i 5 år og har en datter på snart 8 mdr. han gjorde det forbi i torsdags og fredag fandt vi sammen igen og han sagde han fortrød og elskede mig og vi skulle være sammen for altid... vi havde sex både fredag og lørdag aften og lørdag var vi ligeledes i bio og ude at spise... igår aftes siger han så at han ikke elsker mig og at han bare hevde sex med mig fordi han jo er en mand... har det også forfærdeligt med tanken om at vi stadig skal ses og at han også har krav på min datter.... hader ham bare så meget lige nu at han bare kan smide 5 år væk... ville bare lige fortælle at du ikke er alene og kan 100 % sætte mig ind i hvordan du har det 

Ja, de mænd har det fandme bare AAAALT for nemt nogen gange. De kan behandle en præcis som de vil, og så alligevel få så meget igen. Det er urimeligt, synes jeg. Især når deres argumenter for at gå er så svage og ligegyldige... De skulle virkelig vide, hvad det egentlig er de gør ved en

Anonym skriver:

Jeg hader det faktum, at jeg skal se min eks igen og igen....jeg har ikke født endnu, men har termin om en uges tid fra d.d.

Jeg vil IKKE se min eks på hospitalet, men kontakter ham, så han kan se sin søn derinde. Men jeg vil ikke være i lokalet, eller i nærheden deraf, når han kommer... Han er gået fra mig 2½ md. før termin ca., og jeg skylder ham intet! Han forlod mig på baggrund af småting, og han snakkede ikke engnag med mig derom... egoistisk og alene tog han beslutningen. Han tog min sikre fremtid væk, fra den ene dag til den anden... kan jeg ALDRIG tilgive

Jeg er en person, som sætter andres behov før mine egne, men nu må jeg prøve anderledes, for at beskytte mig selv! Han smuttede for at beskytte sig selv, han ville ikke være med mig, da han skulle leve op til nogle forventninger (hjælpe til derhjemme!!!), og nu må jeg tænke på  mig selv, og beskytte mig mod ham, så jeg kan blive en god mor for vores barn. Men hvordan, når han har krav på samvær? Han vil se vores søn, og det skal han selvfølgelig også, men jeg kan ikke engang selv vælge hvornår, men SKAL snakke med ham om det! Hader den tanke... han er smuttet fra os, kæmpede ikke... gik bare. Nu skal jeg så se ham igen, den mand, som jeg hader og afskyr mest i hele verden... det er så svært! Aner ikke hvordan jeg kommer videre... hader, men vil også gerne samarbejde... men hvorfor?

 

Er ked, blev forladt i den tid, hvor jeg aller mest havde brug for støtte... er flyttet tæt på min familie nu. Der føler jeg mig sikker... men sikkerheden bristets hver gang jeg tænker på, at han skal komme i mit hjem, i min hver dag og være en del af min hverdag, på hans præmisser... klamt, vammelt....hader det!

Surt opstød fra mig... ville bare af med tankerne, selvom de kommer igen  og igen hele tiden.

hvor jeg kender det. blev godt nok ikke forladt inden jeg skulle føde, men min datter far er den størte nar på jorden.

men ville bare lige skrive et knus og sige at selvom du skriver du aldrig kan tilgive ham, så er det altså virkelig vigtig at du gør det alligevel. ikke for hans skyld, men for DIN egen og jeres barn.

jeg tror ikke man er i stand til at komme videre for man har tilgivet. så tilgiv, men glem ikke.

ved godt det er virkelig svært.

med hensyn til samvær, så synes jeg i skal snakke sammen (selvom du ikke har lyst ) da det jo vil være det bedste for jeres barn, at mor og far ikke hader hinanden, men kan snakke om deres barn uden at være uvenner også i fremtiden.

det er ikke fedt for et barn at stå mellem to forældre som hver især har noget dårligt om hinanden at sige. tror mig jeg kender det.

kæmpe knus

Anonym skriver:

Okay? Det lyder tidligt at han får samvær med ham alene. Bor i tæt på hinanden eller? Vi bor rimelig langt fra hinanden, så det er ikke så nemt at komme frem og tilbage. Og jeg regner med at amme i mindst 6 mdr.

Nej, vi bor ikke så tæt på hinanden. Men jeg ammer ikke. Og de lagde vægt på, at vores søn ville kunne mærke hvis der var en dårlig stemning, så derfor synes de det var bedre at han tog ham med hjem på samvær. Men jeg synes også det var tidligt. Men det fungerer egentlig fint nok nu.