At flytte

MariaJ skriver:

Igen kender jeg ikke hans fag, men det er altså ikke bare lige at blive ansat på et af universiteterne. Mest sandsynligt må han i hvert fald igennem en postdoc periode først, enten på et universitet i Danmark eller i udlandet. Faste stillinger på universiteterne hænger generelt bestemt ikke på træerne. Man bliver hurtigt så specialiseret at derkun er meget få stillinger at konkurrere om indenfor ens eget fagområde. 

Som eksempel har der så vidt jeg ved været èn stilling indenfor mit specialområde i Danmark siden jeg blev færdig med ph.d. for fem år siden. Jeg bor i Norge og søgte den ikke, da jeg er tilfreds hvor jeg er, men det siger lidt om, i hvor høj grad man er overladt til tilfældighederne i forhold til hvor man kommer til at bo. I hvert fald hvis man vil arbejde med sit fag, og især hvis man drømmer om en universitetskarriere.

Jeg siger ikke, at du ikke skal støtte ham i at gå forskervejen, men det er i hvert fald en almindeligt kendt udfordring, som det godt kan betale sig at have tænkt over før man går i gang.

Lige pt. er det en Ph.D indenfor hjerneforskning han skal søge - det er fysik han læser.

Men ja, det er svært.. når han er færdig har han mulighed for at blive ansat på hjerneforskningscentret CFIN ved AU..

Men det er et svært valg. Selvfølgelig vil jeg støtte ham - hvad er alternativet? At jeg siger nej og hvad så? Ja så bliver han sur og ked af det og i værste tilfælde må vi gå fra hinanden. Det er jo det han brænder for at komme til og lave og det vil jeg da ikke stå i vejen for, når jeg ved, hvor svært det bliver for ham at finde job, hvis ikke han fx. får den Ph.D. 

Nej, det er jo altid et dilemma. Jeg kan godt forstå dig. Her i familien har vi begge strakt os langt for at den anden skulle få lov til at udleve sine drømme. Det har nok kunnet lade sig gøre, fordi vi begge har følt vi har fået noget "igen" for det, ved at den anden også har givet rum for at man selv kunne få sine drømme opfyldt. Jeg tror det er vigtigt det ikke er den ene part der går på kompromis hele tiden. Hvis I flytter efter kærestens job nu, er det måske din "tur" til at I gør noget du drømmer om, selv hvis det er mindre bekvemt for ham, på et andet tidspunkt. Jeg mener ikke at det altid skal være noget for noget, men det kan være surt, hvis det hele tiden bliver på den enes præmisser. Men jeg tror heller ikke på at nægte hinanden muligheder. Min erfaring er også bare at man bliver bitter og indebrændt med tiden. Jeg håber i kan finde en løsning, der passer godt for jer begge.

Jeg tænkte lige lidt over pendlerforslaget, og umiddelbart vil jeg ikke anbefale det. Det er vigtigt for en ph.d studerende at være til stede i fagmiljøet. Især hvis man har brug for at knytte kontakter, der kan bruges til at få job med senere. En anden løsning kunne måske være en samarbejdsaftale med hjerneforskningscentret i Århus? Konkurrerer de to institutioner eller arbejder grupperne sammen? Hvis de arbejder sammen er det ikke umuligt at dem i Lyngby vil gå med til at man periodevis arbejder på en anden arbejdsplads. Måske er det værd at overveje.