Følelserne er væk - jeg savner min familie!

Hej.

Før jeg fødte havde jeg en lang periode hvor jeg ikke rigtig følte noget for min kæreste og jeg spurgte folk hvordan dælen jeg lige skulle forholde mig - efter at have snakket med mange omkring det blev jeg overbevist om at det nok var fordi jeg simpelthen ikke havde overskud til at elske et andet menneske lige der, fordi graviditeten var hård og jeg brugte al min energi dér.

Efter jeg har født havde jeg så håbet at det ville blive bedre, fordi min energi ikke kun gik indad - da vores barn nu var 'til at tage og føle på', men nej - det er ikke blevet bedre.

Han skal ikke engang åbne munden inden jeg er blevet irriteret på ham og det er sgu synd for ham for jeg kan ikke forklare hvad der sker med mig - jeg har bare ikke følelsen på rette sted.

Jeg ville bare ønske at jeg så i det mindste kunne tage mig sammen til at fortælle ham hvordan jeg har det - for det er åbenlyst for mig at han kæmper en kamp hvér dag for at få mig til at åbne op og fortælle hvad der sker.

Det gør knald-hamrende ondt, men jeg ved ikke om det er fordi mit liv har ændret sig så meget at jeg bare ikke har overskud til at vise følelser for ham.

Vil tilføje at vores barn ikke var planlagt og at vi boede næsten 200km fra hinanden da vi fandt ud af det, så jeg flyttede fra alt familie og ned til ham fordi han er igang med uddannelse og jeg netop var blevet færdig med min.

Jeg mistede ikke venner på det, da jeg ½ år forinden havde valgt dem fra pga. stof-miljø, men hvér evig eneste gang jeg snakker i telefon med min mor, far - søstre eller lign. tuder jeg bagefter fordi jeg simpelthen savner dem så meget. 

Det skær i mig hvér gang vi besøger min kærestes forældre, som bor ret tæt på os, fordi jeg ikke har lyst til dem - men bare MIN familie.

Det er ikke fordi det ville være bedre for mig at bo der hvor jeg kommer fra, for når man vælger narko-venner fra bliver man ikke just populær - så der hvor jeg kommer fra har jeg kun min familie og jeg ville have svært ved at finde nye og sunde venner der.

Ville bare lige ud med det - aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. 

Suk

Puha, det lyder ikke nemt!

Men da jeg fødte min den første, havde vi en ligende snak på en side her på nettet, og det viste sig at der var rigtig mange, mig selv inklusiv der 'ikke rigtig følte noget for kæreste'. Graviditet og det lille barn fylder bare SÅ meget at der ikke er plads til andet. Jeg kan huske der var en pige, som var ung og dybt forelsket i sin kæreste. under hele graviditeten havde de 'bollet som kaniner' (det var hendes eget udtryk), og de kunne bare ikke holde fingerene fra hinanden. efter hun havde født havde de ikke hafte sex 4 mdr efter fødslen (det var det tidspunkt hun skrev det på) og så sagde hun: Hvis nogen kom og fortalte mig at jeg aldrig mere i mit liv skulle have sex, ville jeg bare trække på skulderen og sig nå, og hva´ så???

Så jeg tror faktisk det er meget normalt at have det sådan. Jeg kan godt forstå du savner din familie, jeg tror de fleste (ihvertfald dem der har et normalt forhold til deres mor/familie) har ekstra brug for dem når man har fået sit første barn., -og uanset hvor søde ens svigerfamilie er, så kan de ikke helt erstatte ens egen. (med mindre man har det dårligt med sin egen familie af den ene eller anden årsag).

Man skal heller ikke undervurdere hvad træthed gør ved en, og man bliver ekstremt træt af både at være gravid og havde et spædbarn i huset!

Jeg har ingen konkret råd! Så du får blot et skulderklap herfra, med ønsker om det bedste for jer!!

Mumto3 skriver:

Puha, det lyder ikke nemt!

Men da jeg fødte min den første, havde vi en ligende snak på en side her på nettet, og det viste sig at der var rigtig mange, mig selv inklusiv der 'ikke rigtig følte noget for kæreste'. Graviditet og det lille barn fylder bare SÅ meget at der ikke er plads til andet. Jeg kan huske der var en pige, som var ung og dybt forelsket i sin kæreste. under hele graviditeten havde de 'bollet som kaniner' (det var hendes eget udtryk), og de kunne bare ikke holde fingerene fra hinanden. efter hun havde født havde de ikke hafte sex 4 mdr efter fødslen (det var det tidspunkt hun skrev det på) og så sagde hun: Hvis nogen kom og fortalte mig at jeg aldrig mere i mit liv skulle have sex, ville jeg bare trække på skulderen og sig nå, og hva´ så???

Så jeg tror faktisk det er meget normalt at have det sådan. Jeg kan godt forstå du savner din familie, jeg tror de fleste (ihvertfald dem der har et normalt forhold til deres mor/familie) har ekstra brug for dem når man har fået sit første barn., -og uanset hvor søde ens svigerfamilie er, så kan de ikke helt erstatte ens egen. (med mindre man har det dårligt med sin egen familie af den ene eller anden årsag).

Man skal heller ikke undervurdere hvad træthed gør ved en, og man bliver ekstremt træt af både at være gravid og havde et spædbarn i huset!

Jeg har ingen konkret råd! Så du får blot et skulderklap herfra, med ønsker om det bedste for jer!!

Tak for skulderklappet og hvor har du ret i alt det du skriver!

Anonym skriver:

Hej.

Før jeg fødte havde jeg en lang periode hvor jeg ikke rigtig følte noget for min kæreste og jeg spurgte folk hvordan dælen jeg lige skulle forholde mig - efter at have snakket med mange omkring det blev jeg overbevist om at det nok var fordi jeg simpelthen ikke havde overskud til at elske et andet menneske lige der, fordi graviditeten var hård og jeg brugte al min energi dér.

Efter jeg har født havde jeg så håbet at det ville blive bedre, fordi min energi ikke kun gik indad - da vores barn nu var 'til at tage og føle på', men nej - det er ikke blevet bedre.

Han skal ikke engang åbne munden inden jeg er blevet irriteret på ham og det er sgu synd for ham for jeg kan ikke forklare hvad der sker med mig - jeg har bare ikke følelsen på rette sted.

Jeg ville bare ønske at jeg så i det mindste kunne tage mig sammen til at fortælle ham hvordan jeg har det - for det er åbenlyst for mig at han kæmper en kamp hvér dag for at få mig til at åbne op og fortælle hvad der sker.

Det gør knald-hamrende ondt, men jeg ved ikke om det er fordi mit liv har ændret sig så meget at jeg bare ikke har overskud til at vise følelser for ham.

Vil tilføje at vores barn ikke var planlagt og at vi boede næsten 200km fra hinanden da vi fandt ud af det, så jeg flyttede fra alt familie og ned til ham fordi han er igang med uddannelse og jeg netop var blevet færdig med min.

Jeg mistede ikke venner på det, da jeg ½ år forinden havde valgt dem fra pga. stof-miljø, men hvér evig eneste gang jeg snakker i telefon med min mor, far - søstre eller lign. tuder jeg bagefter fordi jeg simpelthen savner dem så meget. 

Det skær i mig hvér gang vi besøger min kærestes forældre, som bor ret tæt på os, fordi jeg ikke har lyst til dem - men bare MIN familie.

Det er ikke fordi det ville være bedre for mig at bo der hvor jeg kommer fra, for når man vælger narko-venner fra bliver man ikke just populær - så der hvor jeg kommer fra har jeg kun min familie og jeg ville have svært ved at finde nye og sunde venner der.

Ville bare lige ud med det - aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. 

Suk

åh hvor man bliver trist af at læse dit indlæg... jeg er selv flyttet godt 200km væk fra min familie, dog udelukkende for at bo med min kæreste, og fordi jeg godt kan lide det sted vi bor:0)

jeg savner også min familie meget, men de kommer ofte på besøg og bliver et par dage... det er skønt...

jeg sidder her og tænker på, om du er sikker på at dine følelser er væk?

min teori kunne være, at de stadig er der.... men der er noget andet der fylder meget mere for tiden? savnet til din familie, og følelserne for jeres barn! det ER hårdt at flytte fra alt og samtidig blive forælder og skulle bo sammen med et nyt menneske... det er en alt for stor mundfuld, og jeg synes det er ret normalt at du reagerer!

er der mulighed for at din familie kan komme lidt mere på besøg?

og så synes jeg at du børn sætte du og din kæreste ned, og fortælle hvor trist du er indeni!!!

det at du er ked af at føle du har mistet følelserne, viser jo at du holder af ham! ellers var du ligeglad jo...

få fortalt ham hvor ondt det gør, hvor meget du savner din familie, hvor skidt du har det indeni, hvor lidt overskud du har pga dette... og fortæl ham at det jo går ud over ham og at du er ked af at det er sådan!! at du erne vil lave om på det...

og BED OM HJÆLP! det er ingen skam... lægen kan henvise til en psykolog (så er det en anelse billigere), eller du kan have samtaler med lægen... for at få talt med nogen, andre mennesker end din kæreste og hans familie... får at få nogle nye input og redskaber til at takle den situation du står i!!

stort knus

Jeg synes du skal prøve at tale med din kæreste om dine følelser, så han bedre kan forstå, hvad du går og tumler med. Det er ikke nemt, men det ender med at æde dig op inde fra, hvis ikke du får snakket med ham om det. Han er jo uden skyld, så derfor mener jeg, det kunne være rart for jer begge at få rene linier

Håber det hele ordner sig for dig, for det er virkelig flot af dig at afskære forbindelsen til dine venner, selvom det er pga. stoffer - stor cadeau til dig