Forvirret...

Jeg er lige nødt til at få luft, og det er ligesom om jeg ikke kan nå ind til kæreste med den problematik jeg synes jeg har, så nu prøver jeg Jer.

At kalde det en problematik er nok i grunden en vældig overdrivelse, og så alligevel. Vi har altid talt om, at når jeg en dag blev gravid, så ville vi gå på rådhuset og blive gift, bare sådan hemmeligt, for at sikre hinanden bedst muligt. Det har jeg egentlig glædet mig rigtig meget til, og jeg har altid ment at ”man bliver gift inden man får børn”. Sådan er virkeligheden ikke altid, det ved jeg godt, og herhjemme ville økonomien heller ikke kunne klare det bryllup vi gerne vil have lige pt. Derfor forekom rådhusløsningen mig som et fint kompromis. Da jeg så blev gravid viste det sig, at han mente at det da først var ”til sidst”, altså sådan liiige op til fødslen, at vi skulle gå på rådhuset. Jeg gider bare ikke stå kæmpegravid og blive gift, fordi min ide jo var, at vi så ville nå at være gift lidt, inden vi blev forældre. Ville nå en bryllups”rejse”/weekend/middag – bare noget, for at fejre os to, uden børn.
Til det svarede han, at han bare ikke følte sig klar til at blive gift! Jeg accepterede og sagde, at så skulle vi selvfølgelig ikke det, for man skal jo ikke gøre noget mod sin vilje. Det var det samme da jeg gerne ville starte projekt baby, og måtte vente et ½ års tid på ham. Men igen, det gør jeg gerne, for det er noget man er to om!
Nu til den egentlige problematik for mig: det går mig rigtig meget på, at han er klar til at sætte et barn i verden sammen med mig, men ikke er klar til at blive gift med mig. Det har jeg altid syntes var noget mærkeligt noget, fordi et ægteskab skal være baseret på følelser, ikke bare på, at det rent juridisk ville være klogt. Jeg føler, at vi er nødt til at have et fælles 3. (barnet) for at han kan se sig selv blive gammel med mig, hvorimod jeg uden at tøve ville sige ja til at gifte mig med ham i morgen. Simpelthen fordi det er ham jeg skal blive gammel med, om vi har børn eller ej…

Og når man så skriver sådan noget, så virker det så banalt, men det føles kæmpestort inde i mig. Det føles som om, at jeg elsker ham mere, end han elsker mig, og jeg er træt af de ting han siger og gør, og mest IKKE siger og IKKE gør… Men måske har jeg også bare set mig sur på det hele, og er lidt i hormonernes magt stadigvæk.. Hjælp mig lidt – er det helt mærkelige følelser jeg sidder med?

AnneBJ skriver:

Jeg er lige nødt til at få luft, og det er ligesom om jeg ikke kan nå ind til kæreste med den problematik jeg synes jeg har, så nu prøver jeg Jer.

At kalde det en problematik er nok i grunden en vældig overdrivelse, og så alligevel. Vi har altid talt om, at når jeg en dag blev gravid, så ville vi gå på rådhuset og blive gift, bare sådan hemmeligt, for at sikre hinanden bedst muligt. Det har jeg egentlig glædet mig rigtig meget til, og jeg har altid ment at ”man bliver gift inden man får børn”. Sådan er virkeligheden ikke altid, det ved jeg godt, og herhjemme ville økonomien heller ikke kunne klare det bryllup vi gerne vil have lige pt. Derfor forekom rådhusløsningen mig som et fint kompromis. Da jeg så blev gravid viste det sig, at han mente at det da først var ”til sidst”, altså sådan liiige op til fødslen, at vi skulle gå på rådhuset. Jeg gider bare ikke stå kæmpegravid og blive gift, fordi min ide jo var, at vi så ville nå at være gift lidt, inden vi blev forældre. Ville nå en bryllups”rejse”/weekend/middag – bare noget, for at fejre os to, uden børn.
Til det svarede han, at han bare ikke følte sig klar til at blive gift! Jeg accepterede og sagde, at så skulle vi selvfølgelig ikke det, for man skal jo ikke gøre noget mod sin vilje. Det var det samme da jeg gerne ville starte projekt baby, og måtte vente et ½ års tid på ham. Men igen, det gør jeg gerne, for det er noget man er to om!
Nu til den egentlige problematik for mig: det går mig rigtig meget på, at han er klar til at sætte et barn i verden sammen med mig, men ikke er klar til at blive gift med mig. Det har jeg altid syntes var noget mærkeligt noget, fordi et ægteskab skal være baseret på følelser, ikke bare på, at det rent juridisk ville være klogt. Jeg føler, at vi er nødt til at have et fælles 3. (barnet) for at han kan se sig selv blive gammel med mig, hvorimod jeg uden at tøve ville sige ja til at gifte mig med ham i morgen. Simpelthen fordi det er ham jeg skal blive gammel med, om vi har børn eller ej…

Og når man så skriver sådan noget, så virker det så banalt, men det føles kæmpestort inde i mig. Det føles som om, at jeg elsker ham mere, end han elsker mig, og jeg er træt af de ting han siger og gør, og mest IKKE siger og IKKE gør… Men måske har jeg også bare set mig sur på det hele, og er lidt i hormonernes magt stadigvæk.. Hjælp mig lidt – er det helt mærkelige følelser jeg sidder med?

Jeg har stået i lignende situation som dig, og ja det virker enormt ulogisk at de gerne vil have børn men ikke vil giftes.

I vores tilfælde skyldes det simpelthen at han synes det var noget man gjorde når man var lidt ældre end vi er lige nu, men efter han har tygget lidt på den, kan han jo godt se at det ikke gør nogen forskel om der er juridisk stykke papir på os.

Så giv ham lidt tid, og spørg ham evt, hvorfor han føler han ikke er klar til at blive gift?

Nogen mænd føler måske at de så bliver sat helt i bås, og de aldrig kan komme ud af det igen.

- Blot nogle tanker herfra

Lige sådan et/nogle svar jeg håber på! For selvfølgelig er mænd og kvinder heller ikke ens på dét punkt.. Men alligevel er det jo svært at forstå, når man selv er klar!

Tak for dit svar, det opmuntrede lidt!

Hej Anne

Jeg har aldrig drømt om det store kirkebryllup eller at blive gift i det hele taget...så måske er jeg ikke den mest oplagte person at modtage råd fra- så du kan jo bruge det eller lade det ligge. 

Først og fremmest, så mener jeg, at det at få et barn sammen MÅ være den ultimative kærlighedserklæring. Så jeg tror roligt du kan regne med at din kæreste elsker dig utroligt højt!

Jeg kan godt forstå din kæreste. Det er en kæmpe stor ting at skulle være forældre for første gang. En meget voksen og ansvarlig ting som kræver store ændringer (bye bye drengerøv). Det er fedt, dejligt, spændende men også super skræmmende- for nu gælder det!...Lidt ligesom et ægteskab. Så jeg kan virkelig godt forstå at han ikke føler sig klar til at blive gift endnu (lige nu...midt i et andet kæmpe stort mirakel). Det kan jo hurtigt blive MEGET alvorligt og modent- det er da skræmmende! Jeg tror ikke du skal tolke hans "jeg er ikke klar" som om han ikke vil dig og jer to. Det er ægteskabet han ikke er klar til og måske drengerøven han ikke helt er klar til at sige farvel til (ikke at han behøver det når I blir gift, men det tror han).

Han har allerede givet dig et JA via den ultimative kærlighedserklæring...så jeg synes du skal være helt rolig og vide at han elsker dig. Og så synes jeg du skal acceptere at han ikke er klar endnu. 

Jeg håber du kan bruge mit svar. Og så håber jeg du er kommet af med kvalmen.

Knus Laura

Laura25 skriver:

Hej Anne

Jeg har aldrig drømt om det store kirkebryllup eller at blive gift i det hele taget...så måske er jeg ikke den mest oplagte person at modtage råd fra- så du kan jo bruge det eller lade det ligge. 

Først og fremmest, så mener jeg, at det at få et barn sammen MÅ være den ultimative kærlighedserklæring. Så jeg tror roligt du kan regne med at din kæreste elsker dig utroligt højt!

Jeg kan godt forstå din kæreste. Det er en kæmpe stor ting at skulle være forældre for første gang. En meget voksen og ansvarlig ting som kræver store ændringer (bye bye drengerøv). Det er fedt, dejligt, spændende men også super skræmmende- for nu gælder det!...Lidt ligesom et ægteskab. Så jeg kan virkelig godt forstå at han ikke føler sig klar til at blive gift endnu (lige nu...midt i et andet kæmpe stort mirakel). Det kan jo hurtigt blive MEGET alvorligt og modent- det er da skræmmende! Jeg tror ikke du skal tolke hans "jeg er ikke klar" som om han ikke vil dig og jer to. Det er ægteskabet han ikke er klar til og måske drengerøven han ikke helt er klar til at sige farvel til (ikke at han behøver det når I blir gift, men det tror han).

Han har allerede givet dig et JA via den ultimative kærlighedserklæring...så jeg synes du skal være helt rolig og vide at han elsker dig. Og så synes jeg du skal acceptere at han ikke er klar endnu. 

Jeg håber du kan bruge mit svar. Og så håber jeg du er kommet af med kvalmen.

Knus Laura

Hej Laura,

Jo, jeg kan sagtens bruge dit svar!! Rart at få at vide når man gør en myg til en elefant, for det kan jeg godt se, at jeg er godt i gang med...

Egentlig er jeg jo heller ikke i tvivl om han elsker mig, det er nok mig selv der er problemet, fordi jeg skal affinde mig med, at virkeligheden blev anerledes end beregnet.

Jeg er heldigvis af med kvalmen, i hvert fald langt størstedelen af tiden!
Tusind tak for dit svar og opmuntring!

Knus Anne