anjaditte skriver:
I den sidste tid, et par uger har jeg haft en del skænderier med min mand. Det hele startet med at han ikk forstår at jeg ikk har overskue til at afleverer begge børn om morgen. Han vil gerne køre på hans ATV. Jeg har sagt til ham, at jeg ikk overkommet det. Har meget ved pres og stress i øjeblikket. Min depression er på det højest lige nu. Jeg kan kun græde i øjeblikket, og føler en smerte. En del af mig føler mig tom. Men i mine tanker tænker jeg på mine børn hvad der bedst for dem. Og jeg er nervøs og bange fordi han har sagt til mig, at han vil gøre alt hvad der står i hans magt at tage børnene fra mig( det siger han når han bliver tosset)
Er jeg er dårligere mor fordi jeg lider af depressioner? nej det mener jeg ik, for jeg er der når de står op og går i seng. De er mit et og alt og hvis jeg ikk har d
em i mit liv, så har jeg svært ved at se hvad livet så er værd
Kære søde ven.
Hvor jeg dog føler med dig, men jeg føler også med din mand.
Jeg kan godt forstå jer begge to, og det er så uendeligt hårdt, at skulle leve det liv I lever. 
Når man ser hvad en depression kan gøre ved det menneske man lever med, og man selv skal bære det hele, så er det ufatteligt hårdt. Og at tråden knækker for din mand engang imellem er både forståeligt og acceptabelt, for når man ikke selv lider af depression, så er det uendeligt svært, at sætte sig ind i hvad et menneske med kronisk depression egentlig går igennem.
Men det er ikke acceptabelt, at han truer dig på den måde, og det skal han have at vide.
Kan du eventuelt inddrage din psykiater i en fællessamtale med din mand og dig, og din mand så får at vide hvor uacceptabelt det er at sige den slags?
Et depressivt menneske har ikke brug for trusler, heller ikke selvom det er sagt i et øjebliks afmagt.
Og tag det roligt, han kan IKKE tage dine børn fra dig, så meget skal du vide.
Jeg har en meget nær veninde, som også lider af depression, og hun har børnene i en passende samkvemsordning.
Her prøvede faderen også at tage dem fra hende, men det kom han ingen vegne med, så tag du det bare helt roligt, hvis det skulle komme dertil, hvor I eventuelt skulle køre træt af hinanden.
Når min veninde har sine gode perioder, skiftes de pænt i en deleordning, faderen har dem lidt mere end min veninde, og har hun en periode, hvor hun er nede, så har ham dem fuld tid til hun er kommet lidt op til overfladen igen.
Og det fungerer godt på den måde.
Men det ER hårdt for jer begge, og det kræver ofte mere end almindeligt menneskelig styrke og overskud at leve sammen med en kronisk depressiv, og det er ikke alle der klarer det.
Men jeg tror det er utroligt vigtigt at du og din mand stopper med at skændes.
Tal sammen ja..men diskutér ikke.
Eventuel kunne I få hjælp af en familieterapeut og sammen udarbejde et skema, der kan fungere i jeres dagligliv. Et skema for hvem der gør hvad, når du har dine gode perioder og i de dårlige.
Hvis du ikke er velfungerende om morgenen i de dårlige perioder, så må din mand lægge sin ATV på hylden og så nyde den, når du har de gode perioder.
Her i huset har vi igennem årene indarbejdet et rituel-skema for min mands gode og dårlige perioder, og vi synes begge det fungerer godt.
Og så får du lige en stor krammer.
Jeg ved hvor svært du har det, og jeg ved du gør dit bedste, ingen tvivl om det.
Kærligst
Sussie
