Uge 38 ud af 3016

Hvis nu jeg regner med at jeg blir 87 år gammel, så har jeg cirka 3016 uger tilbage af mit liv, så lyder uge 38 ikke af så meget... Det var der jeg var igår, altså hvor jeg vitterligt forventede, at denne her baby ville blive i maven for evigt og aldrig nogensinde komme ud. Faktisk slog følelsen af "jeg blir aldrig mor" mig ligeså hårdt igår som den kunne gøre da vi var i behandling; jeg var udmattet, jeg var skuffet og jeg var total tømt for kampgejst og glæde. Det gjorde virkelig ondt i underlivet hele dagen igår, ikke med veer eller bare plukveer, bare en smerte der sad fast og drænede alle kræfter ud af mig, og jeg lå på sofaen det meste af tiden og enten så mærkelige tv-programmer eller tudede lidt. Så lige inden jeg gik i seng, lettede smerten og det var ikke andet end den mens agtige fornemmelse der har siddet der i nogle uger nu. Så absolut til at holde ud, selvom den da nødig skulle gå hen og blive kronisk! Stadig minus veer eller plukveer, så jeg gik i seng med håbet om, at jeg måske kunne få en anstændig nattesøvn efter sådan en møgdag. Klokken halv fire vågnede jeg, der havde jeg sovet fire timer i streg (woohooo!). Og med lidt søvn - og gerne midt om natten når man ligger alene under sin dyne i mørket - bliver tingene sat lidt i perspektiv igen, og jeg gik en tur ned af Memory Lane...:

 For 5 år siden var jeg netop hjemvendt fra et besøg hos min penneveninde Clare i England. Vi havde været i London og set Weezer spille - lige akkurat allersidste anstændige album fra Weezers hånd, så det kan man godt være glad for den dag idag Jeg var 24 og jeg var single på 5. år - selvvalgt; jeg gad ikke mænd! Og jeg havde naturligvis været så snu at "forelske" mig i min bedste ven Benjamin, så der ikke røg så mange spørgsmål omkring min singlestatus gennem luften: jeg ventede jo bare på HAM! Nogle måneder senere, en aften lige før jul, sad jeg hjemme hos min mor og delte en flaske rødvin og hun sagde "Jeg kan mærke du møder en mand lige om lidt. Der er noget der er forandret i dig, du er blevet hel og stærk". Jeg var blevet hel og stærk, men en mand var nu ikke en del af min plan med det. 3 uger senere var jeg kærester med Søren...

For 4 år siden var jeg netop startet på Zahles lærerseminarium (det kunne jeg ikke lide!), jeg var nygift og meget meget lykkelig! Vi havde overhovedet ikke talt børn, andet end at vi begge vidste vi ville have dem - når vi blev voksne! Men vi var jo kun 25 og 28, små vårkyllinger, og vi boede pladask midt ned til Blågårdsplads på Nørrebro og solen skinnede over søerne og man kunne tumle direkte hjem under dynen på ti minutter når man havde været på bar og der var absolut intet i verden man ikke kunne med den man elskede i hånden

For 3 år siden havde vi været igang med Projekt Baby i et halvt år. Frygten var begyndt at bide sig fast i mig, men ikke i Søren. Den bed sig aldrig fast i Søren, han sagde altid at han vidste vores børn var på vej. Jeg vidste det ikke og jeg mistede langsomt troen. Jeg var lige startet på 1. semester på Litteraturvidenskab på SDU og pendlede den lange vej mellem København og Odense. En morgen, da jeg sad i toget og netop var på vej over broen fik jeg en sms fra min gode veninde : "æh, jeg er gravid!". HM! Det er stadig uklart om det barn var/er ønsket eller ej - i mine øjne. Det blev jo en søn, hvor hun havde ønsket sig en datter....

Det gjorde ondt. Det gjorde faktisk rigtig rigtig ondt da hun blev gravid, og vi havde slet ikke prøvet længe nok til at jeg skulle begynde at tro, at det ikke ville lykkedes, men det var jeg.

Fjorten dage senere blev jeg moster for første (og indtil videre eneste) gang. Fantastisk, overstrømmende lykkerus! Jeg har aldrig oplevet så ren en følelse af kærlighed før, som da vi kom op på hospitalet og jeg fik lagt det her 2700 grams barn i armene!! Så sad man der og kunne slet ikke få nok af hendes lillebitte ansigt, af hendes småbitte fingre og hendes babyduft, og Søren turde ikke holde hende af frygt for hun gik i stykker, og jeg brugte al min tankeevne til at sende hende den besked at: Jeg er din Moster og jeg vil altid altid altid være her for dig uanset hvad der sker i verden! Min søster der lå udmattet i hospitalssengen sagde "og så forestil dig når det er dit eget barn, det er kærlighed man slet ikke kan beskrive".

For 2 år siden var vi rykket til skovhuset. Projekt Baby havde været igang i halvandet år og jeg var vred. Rigtig vred. Søren sagde om vi ikke skulle ringe til lægen, hvilket blot gjorde mig endnu mere vred. Men vi gjorde det. Og på det her tidspunkt for 2 år siden havde vi været til første samtale og hjulene rullede og prøverne blev taget og jeg blev mere og mere rasende og følte mig mere og mere mærkelig og alene og sikker på, at når de en dag kiggede ind i mit underliv, så ville de opdage at der slet ikke var noget derinde. Baby føltes ikke tættere på for mig af at vi kom i behandling. Og jeg fandt et sted på nettet (Navlestrengen), hvor jeg kunne skrive ærligt om mine tanker og følelser og der var nogen der lyttede uden at dømme mig og jeg vidste slet ikke hvem de var, men jeg var lykkelig for de var der, for der var ingenting der rigtig hang sammen i mit hoved og alting foregik som i en døs. I Sørens fødselsdagskort denne sommer havde jeg skrevet om den store sorg vi havde oplevet da hans mor pludselig døde i marts. Han havde talt med hende i tlf aftenen før og spurgt om han skulle komme til Nordjylland, men det ville hun under ingen omstændigheder have. Næste dag ringede han hjem og sagde med en uhyggelig underlig stemme "Min mor er død".

For 1 år siden var 4. IUI behandling netop glippet og jeg har sikkert, præcis på denne dato, stået og skullet tage en tissetest herhjemme på trods af full-on menstruation, for at ringe svaret ind til klinikken. Alting var vendt fuldkommen på hovedet og nogle gange føltes det meget som om der var en der pressede ens hoved ned under vand. Vi havde mistet det første barn i januar og været igennem yderligere 3 IUI forsøg. Vi havde holdt 3 måneders pause henover sommeren og det havde hjulpet en del, vi skulle finde hinanden igen og vi skulle huske hvorfor det nu var vi gik igennem det helvede som behandlingsverdenen har været for os. Især jeg hang ikke sammen, men Søren er og var en stor gammel Ente der stod helt fast og mumlede "jeg rykker mig ikke før det barn kommer, for jeg ved det er derude". Og selvom det kan være enormt besværligt at have et kæmpestort gammelt mumlende træ stående i stuen, så er det også enormt betryggende at der er een der ved noget inderst i sit hjerte, når man ikke selv ved noget som helst. Og igen måtte jeg skrive om sorg i hans fødselsdagskort, den største sorg.

Og så når jeg frem til i år, og til i nat klokken halv fire - eller måske havde den nærmet sig fire-halv fem da jeg nåede hertil. Jeg kunne mærke mit barn i maven, mit cirka 3 kg store, levende, fantastiske mirakel af et barn. Det barn som Søren altid vidste ville komme og som jeg slet ikke længere hverken turde håbe eller ønske på da det kom. Selv hvis der er 3016 uger tilbage som højgravid med smerter, snydeveer, kvalme, søvnløse nætter, uendelig tissetrang, ugentlige vejninger, halsbrand, ondt i lænden, ikke at kunne passe mit tøj, ikke at kunne spise hvidløg - men uanede mængder af karry!, nul alkohol, ostemadder i stride strømme, hård mave, stærkt forkortede gåture i skoven osv., så ELSKER jeg det her barn og ville aldrig aldrig aldrig være foruden den her følelse! For jeg har været der hvor mit hjerte bristede så meget at jeg kunne høre det, jeg har været der hvor mine arme gjorde fysisk ondt af længsel efter at holde mit barn, jeg har været der hvor jeg troede at jeg var så dårligt et menneske, at ikke engang et lillebitte babyfrø havde lyst til at vælge mig som mor. Og selv hvis det her barn bliver i maven for evigt, så vil jeg de resterende 3016 uger af mit 87 år lange liv være verdens lykkeligste kvinde, så længe jeg kan mærke de småbitte fødder mod mit maveskind, en hånd slå mod min højre hofte, en numse forsøge at finde ud af, om man evt kunne bakke ud af maven og et 3 kg barn der hikker på de mest ubelejlige tidspunkter (gerne når mor sidder og kæmper med kvalme).

Man kan klare alt med den man elsker i hånden - og denne sommer kunne jeg endelig skrive i Sørens fødselsdagskort, at vi havde oplevet den største lykke!

Så sat i perspektiv er uge 38 faktisk ikke så meget og slet ikke noget at brokke sig over!

Smukt!!! Så utroligt smukt at Jonathan er helt våd i håret nu. Jeg har fulgt med det sidste halvandetårstid, og kunne kende beskrivelsen af det I er gået igennem - og jeg simpelthen så glad for jeres vegne (åhhh tude tude helt dramatisk).

Jeg stopper her inden Jonte drukner...

Åh Trine altså

Hvor er det stærkt og smukt skrevet Trine. Jeg elsker at jeres historie har en happy ending, dem er jeg en sucker for.

Og hvis jeg var et lille babyfrø, ville jeg gerne finde hjem til dig og Søren, for jeg ved bare at I bliver de bedste forældre.

Suk..... Det er et eventyr! Det har haft sine nedture, og desværre mange af dem.. Men nu sidder du med kærlighed i fast form, der prikker kærligt til dit maveskind, med sin lille fod, og viser sin kærlighed indefra. Nu kommer baby Juhl snart ud - ja, jer er ikke vismand, men dét lover jeg dig! -, og så bliver det kærlighed BÅDE inde fra og udefra!

Hver gang jeg læser dine fantastiske stemningsbeskrivende indlæg, så ville jeg ønske jeg gjorde det samme.. Men jeg er ikke den store forfatter, og tålmodigheden svigter mig også! Det er en fantastisk gave at give sit barn, at give det disse lange beskrivelser om, hvad begyndelsen på dets liv har betydet. Det er kærlighed fra første splitsekund, og jeg glæder mig til at opleve det.

Jeg bor selv sammen med en bjørn, der som Søren bærer visheden i hjertet om, at barnet er på vej. Og som du kan jeg sidde modløs og grædende og tænke "du tager pis på mig, luk nu med det naive vrøvl"... Men Søren fik ret, og inderst inde i mit hårdtprøvede hjerte, sidder der alligevel en flig af tro på, at bjørnen får ret!

Jeg ved at det er dig der har været bjørnen, men som jeg skev igår, så er vi der bor sammen med bjørne fyldt med ubetinget kærlighed til Jer! Og jeg er så taknemmelig for at du -midt i dit eget tankemylder- har kunne sætte ord på, hvad min bjørn tænkte! Det har givet mig utrolig meget, og det har hjulpet os meget!

Trine! Jeg sidder her (med lidt tårer i æjenkrogen) og vil egentlig bare gerne sige TAK! Tak fordi du er dig! Tak fordi du har lukket mig ind, selvom alle de gode og knapt så gode ting har fyldt din dagligdag! Du har været en fantastisk støtte, og jeg holder meget af dig! Når jeg mister håbet, så tænker jeg på miraklet i den blomstrende æbleskov (ja, der bor i altså stadig, efter min drøm) Dig, Søren og baby Juhl.. Og så tænker jeg; Det kan også ske for katten, bjørnen og det lille barn, der er på langfart ud ver atlanten. Godt nok bor vi i en lejlighed, med udsigt til pølsevogn og Netto.. Men dén kærlighed glæder vi os til at opleve! Og jeg håber vi kan dele dén, ligesom vi har delt mange andre følelser i det sidste lange stykke tid!

Og så glæder jeg mig egentlig bare til at høre dig sige "I told you so"

Tjuhl skriver:

Du ser SÅ godt ud.. Der er jo intet tilbage af dig!! Smukt!!

Tjuhl skriver:

Hvis nu jeg regner med at jeg blir 87 år gammel, så har jeg cirka 3016 uger tilbage af mit liv, så lyder uge 38 ikke af så meget... Det var der jeg var igår, altså hvor jeg vitterligt forventede, at denne her baby ville blive i maven for evigt og aldrig nogensinde komme ud. Faktisk slog følelsen af "jeg blir aldrig mor" mig ligeså hårdt igår som den kunne gøre da vi var i behandling; jeg var udmattet, jeg var skuffet og jeg var total tømt for kampgejst og glæde. Det gjorde virkelig ondt i underlivet hele dagen igår, ikke med veer eller bare plukveer, bare en smerte der sad fast og drænede alle kræfter ud af mig, og jeg lå på sofaen det meste af tiden og enten så mærkelige tv-programmer eller tudede lidt. Så lige inden jeg gik i seng, lettede smerten og det var ikke andet end den mens agtige fornemmelse der har siddet der i nogle uger nu. Så absolut til at holde ud, selvom den da nødig skulle gå hen og blive kronisk! Stadig minus veer eller plukveer, så jeg gik i seng med håbet om, at jeg måske kunne få en anstændig nattesøvn efter sådan en møgdag. Klokken halv fire vågnede jeg, der havde jeg sovet fire timer i streg (woohooo!). Og med lidt søvn - og gerne midt om natten når man ligger alene under sin dyne i mørket - bliver tingene sat lidt i perspektiv igen, og jeg gik en tur ned af Memory Lane...:

 For 5 år siden var jeg netop hjemvendt fra et besøg hos min penneveninde Clare i England. Vi havde været i London og set Weezer spille - lige akkurat allersidste anstændige album fra Weezers hånd, så det kan man godt være glad for den dag idag Jeg var 24 og jeg var single på 5. år - selvvalgt; jeg gad ikke mænd! Og jeg havde naturligvis været så snu at "forelske" mig i min bedste ven Benjamin, så der ikke røg så mange spørgsmål omkring min singlestatus gennem luften: jeg ventede jo bare på HAM! Nogle måneder senere, en aften lige før jul, sad jeg hjemme hos min mor og delte en flaske rødvin og hun sagde "Jeg kan mærke du møder en mand lige om lidt. Der er noget der er forandret i dig, du er blevet hel og stærk". Jeg var blevet hel og stærk, men en mand var nu ikke en del af min plan med det. 3 uger senere var jeg kærester med Søren...

For 4 år siden var jeg netop startet på Zahles lærerseminarium (det kunne jeg ikke lide!), jeg var nygift og meget meget lykkelig! Vi havde overhovedet ikke talt børn, andet end at vi begge vidste vi ville have dem - når vi blev voksne! Men vi var jo kun 25 og 28, små vårkyllinger, og vi boede pladask midt ned til Blågårdsplads på Nørrebro og solen skinnede over søerne og man kunne tumle direkte hjem under dynen på ti minutter når man havde været på bar og der var absolut intet i verden man ikke kunne med den man elskede i hånden

For 3 år siden havde vi været igang med Projekt Baby i et halvt år. Frygten var begyndt at bide sig fast i mig, men ikke i Søren. Den bed sig aldrig fast i Søren, han sagde altid at han vidste vores børn var på vej. Jeg vidste det ikke og jeg mistede langsomt troen. Jeg var lige startet på 1. semester på Litteraturvidenskab på SDU og pendlede den lange vej mellem København og Odense. En morgen, da jeg sad i toget og netop var på vej over broen fik jeg en sms fra min gode veninde : "æh, jeg er gravid!". HM! Det er stadig uklart om det barn var/er ønsket eller ej - i mine øjne. Det blev jo en søn, hvor hun havde ønsket sig en datter....

Det gjorde ondt. Det gjorde faktisk rigtig rigtig ondt da hun blev gravid, og vi havde slet ikke prøvet længe nok til at jeg skulle begynde at tro, at det ikke ville lykkedes, men det var jeg.

Fjorten dage senere blev jeg moster for første (og indtil videre eneste) gang. Fantastisk, overstrømmende lykkerus! Jeg har aldrig oplevet så ren en følelse af kærlighed før, som da vi kom op på hospitalet og jeg fik lagt det her 2700 grams barn i armene!! Så sad man der og kunne slet ikke få nok af hendes lillebitte ansigt, af hendes småbitte fingre og hendes babyduft, og Søren turde ikke holde hende af frygt for hun gik i stykker, og jeg brugte al min tankeevne til at sende hende den besked at: Jeg er din Moster og jeg vil altid altid altid være her for dig uanset hvad der sker i verden! Min søster der lå udmattet i hospitalssengen sagde "og så forestil dig når det er dit eget barn, det er kærlighed man slet ikke kan beskrive".

For 2 år siden var vi rykket til skovhuset. Projekt Baby havde været igang i halvandet år og jeg var vred. Rigtig vred. Søren sagde om vi ikke skulle ringe til lægen, hvilket blot gjorde mig endnu mere vred. Men vi gjorde det. Og på det her tidspunkt for 2 år siden havde vi været til første samtale og hjulene rullede og prøverne blev taget og jeg blev mere og mere rasende og følte mig mere og mere mærkelig og alene og sikker på, at når de en dag kiggede ind i mit underliv, så ville de opdage at der slet ikke var noget derinde. Baby føltes ikke tættere på for mig af at vi kom i behandling. Og jeg fandt et sted på nettet (Navlestrengen), hvor jeg kunne skrive ærligt om mine tanker og følelser og der var nogen der lyttede uden at dømme mig og jeg vidste slet ikke hvem de var, men jeg var lykkelig for de var der, for der var ingenting der rigtig hang sammen i mit hoved og alting foregik som i en døs. I Sørens fødselsdagskort denne sommer havde jeg skrevet om den store sorg vi havde oplevet da hans mor pludselig døde i marts. Han havde talt med hende i tlf aftenen før og spurgt om han skulle komme til Nordjylland, men det ville hun under ingen omstændigheder have. Næste dag ringede han hjem og sagde med en uhyggelig underlig stemme "Min mor er død".

For 1 år siden var 4. IUI behandling netop glippet og jeg har sikkert, præcis på denne dato, stået og skullet tage en tissetest herhjemme på trods af full-on menstruation, for at ringe svaret ind til klinikken. Alting var vendt fuldkommen på hovedet og nogle gange føltes det meget som om der var en der pressede ens hoved ned under vand. Vi havde mistet det første barn i januar og været igennem yderligere 3 IUI forsøg. Vi havde holdt 3 måneders pause henover sommeren og det havde hjulpet en del, vi skulle finde hinanden igen og vi skulle huske hvorfor det nu var vi gik igennem det helvede som behandlingsverdenen har været for os. Især jeg hang ikke sammen, men Søren er og var en stor gammel Ente der stod helt fast og mumlede "jeg rykker mig ikke før det barn kommer, for jeg ved det er derude". Og selvom det kan være enormt besværligt at have et kæmpestort gammelt mumlende træ stående i stuen, så er det også enormt betryggende at der er een der ved noget inderst i sit hjerte, når man ikke selv ved noget som helst. Og igen måtte jeg skrive om sorg i hans fødselsdagskort, den største sorg.

Og så når jeg frem til i år, og til i nat klokken halv fire - eller måske havde den nærmet sig fire-halv fem da jeg nåede hertil. Jeg kunne mærke mit barn i maven, mit cirka 3 kg store, levende, fantastiske mirakel af et barn. Det barn som Søren altid vidste ville komme og som jeg slet ikke længere hverken turde håbe eller ønske på da det kom. Selv hvis der er 3016 uger tilbage som højgravid med smerter, snydeveer, kvalme, søvnløse nætter, uendelig tissetrang, ugentlige vejninger, halsbrand, ondt i lænden, ikke at kunne passe mit tøj, ikke at kunne spise hvidløg - men uanede mængder af karry!, nul alkohol, ostemadder i stride strømme, hård mave, stærkt forkortede gåture i skoven osv., så ELSKER jeg det her barn og ville aldrig aldrig aldrig være foruden den her følelse! For jeg har været der hvor mit hjerte bristede så meget at jeg kunne høre det, jeg har været der hvor mine arme gjorde fysisk ondt af længsel efter at holde mit barn, jeg har været der hvor jeg troede at jeg var så dårligt et menneske, at ikke engang et lillebitte babyfrø havde lyst til at vælge mig som mor. Og selv hvis det her barn bliver i maven for evigt, så vil jeg de resterende 3016 uger af mit 87 år lange liv være verdens lykkeligste kvinde, så længe jeg kan mærke de småbitte fødder mod mit maveskind, en hånd slå mod min højre hofte, en numse forsøge at finde ud af, om man evt kunne bakke ud af maven og et 3 kg barn der hikker på de mest ubelejlige tidspunkter (gerne når mor sidder og kæmper med kvalme).

Man kan klare alt med den man elsker i hånden - og denne sommer kunne jeg endelig skrive i Sørens fødselsdagskort, at vi havde oplevet den største lykke!

Så sat i perspektiv er uge 38 faktisk ikke så meget og slet ikke noget at brokke sig over!

 

 

muligvis det mest inspirerede – og det smukkeste – indlæg EVER

moderskab klær dig. håber alle børnene kommer i en lind strøm fra nu af. for du ved godt, kære trine-pigen, at du er mor allerede, ikke?

Og der kommer også lige sådan en her....

Meget meget rørende!!!

Tjuhl skriver:

Hvis nu jeg regner med at jeg blir 87 år gammel, så har jeg cirka 3016 uger tilbage af mit liv, så lyder uge 38 ikke af så meget... Det var der jeg var igår, altså hvor jeg vitterligt forventede, at denne her baby ville blive i maven for evigt og aldrig nogensinde komme ud. Faktisk slog følelsen af "jeg blir aldrig mor" mig ligeså hårdt igår som den kunne gøre da vi var i behandling; jeg var udmattet, jeg var skuffet og jeg var total tømt for kampgejst og glæde. Det gjorde virkelig ondt i underlivet hele dagen igår, ikke med veer eller bare plukveer, bare en smerte der sad fast og drænede alle kræfter ud af mig, og jeg lå på sofaen det meste af tiden og enten så mærkelige tv-programmer eller tudede lidt. Så lige inden jeg gik i seng, lettede smerten og det var ikke andet end den mens agtige fornemmelse der har siddet der i nogle uger nu. Så absolut til at holde ud, selvom den da nødig skulle gå hen og blive kronisk! Stadig minus veer eller plukveer, så jeg gik i seng med håbet om, at jeg måske kunne få en anstændig nattesøvn efter sådan en møgdag. Klokken halv fire vågnede jeg, der havde jeg sovet fire timer i streg (woohooo!). Og med lidt søvn - og gerne midt om natten når man ligger alene under sin dyne i mørket - bliver tingene sat lidt i perspektiv igen, og jeg gik en tur ned af Memory Lane...:

 For 5 år siden var jeg netop hjemvendt fra et besøg hos min penneveninde Clare i England. Vi havde været i London og set Weezer spille - lige akkurat allersidste anstændige album fra Weezers hånd, så det kan man godt være glad for den dag idag Jeg var 24 og jeg var single på 5. år - selvvalgt; jeg gad ikke mænd! Og jeg havde naturligvis været så snu at "forelske" mig i min bedste ven Benjamin, så der ikke røg så mange spørgsmål omkring min singlestatus gennem luften: jeg ventede jo bare på HAM! Nogle måneder senere, en aften lige før jul, sad jeg hjemme hos min mor og delte en flaske rødvin og hun sagde "Jeg kan mærke du møder en mand lige om lidt. Der er noget der er forandret i dig, du er blevet hel og stærk". Jeg var blevet hel og stærk, men en mand var nu ikke en del af min plan med det. 3 uger senere var jeg kærester med Søren...

For 4 år siden var jeg netop startet på Zahles lærerseminarium (det kunne jeg ikke lide!), jeg var nygift og meget meget lykkelig! Vi havde overhovedet ikke talt børn, andet end at vi begge vidste vi ville have dem - når vi blev voksne! Men vi var jo kun 25 og 28, små vårkyllinger, og vi boede pladask midt ned til Blågårdsplads på Nørrebro og solen skinnede over søerne og man kunne tumle direkte hjem under dynen på ti minutter når man havde været på bar og der var absolut intet i verden man ikke kunne med den man elskede i hånden

For 3 år siden havde vi været igang med Projekt Baby i et halvt år. Frygten var begyndt at bide sig fast i mig, men ikke i Søren. Den bed sig aldrig fast i Søren, han sagde altid at han vidste vores børn var på vej. Jeg vidste det ikke og jeg mistede langsomt troen. Jeg var lige startet på 1. semester på Litteraturvidenskab på SDU og pendlede den lange vej mellem København og Odense. En morgen, da jeg sad i toget og netop var på vej over broen fik jeg en sms fra min gode veninde : "æh, jeg er gravid!". HM! Det er stadig uklart om det barn var/er ønsket eller ej - i mine øjne. Det blev jo en søn, hvor hun havde ønsket sig en datter....

Det gjorde ondt. Det gjorde faktisk rigtig rigtig ondt da hun blev gravid, og vi havde slet ikke prøvet længe nok til at jeg skulle begynde at tro, at det ikke ville lykkedes, men det var jeg.

Fjorten dage senere blev jeg moster for første (og indtil videre eneste) gang. Fantastisk, overstrømmende lykkerus! Jeg har aldrig oplevet så ren en følelse af kærlighed før, som da vi kom op på hospitalet og jeg fik lagt det her 2700 grams barn i armene!! Så sad man der og kunne slet ikke få nok af hendes lillebitte ansigt, af hendes småbitte fingre og hendes babyduft, og Søren turde ikke holde hende af frygt for hun gik i stykker, og jeg brugte al min tankeevne til at sende hende den besked at: Jeg er din Moster og jeg vil altid altid altid være her for dig uanset hvad der sker i verden! Min søster der lå udmattet i hospitalssengen sagde "og så forestil dig når det er dit eget barn, det er kærlighed man slet ikke kan beskrive".

For 2 år siden var vi rykket til skovhuset. Projekt Baby havde været igang i halvandet år og jeg var vred. Rigtig vred. Søren sagde om vi ikke skulle ringe til lægen, hvilket blot gjorde mig endnu mere vred. Men vi gjorde det. Og på det her tidspunkt for 2 år siden havde vi været til første samtale og hjulene rullede og prøverne blev taget og jeg blev mere og mere rasende og følte mig mere og mere mærkelig og alene og sikker på, at når de en dag kiggede ind i mit underliv, så ville de opdage at der slet ikke var noget derinde. Baby føltes ikke tættere på for mig af at vi kom i behandling. Og jeg fandt et sted på nettet (Navlestrengen), hvor jeg kunne skrive ærligt om mine tanker og følelser og der var nogen der lyttede uden at dømme mig og jeg vidste slet ikke hvem de var, men jeg var lykkelig for de var der, for der var ingenting der rigtig hang sammen i mit hoved og alting foregik som i en døs. I Sørens fødselsdagskort denne sommer havde jeg skrevet om den store sorg vi havde oplevet da hans mor pludselig døde i marts. Han havde talt med hende i tlf aftenen før og spurgt om han skulle komme til Nordjylland, men det ville hun under ingen omstændigheder have. Næste dag ringede han hjem og sagde med en uhyggelig underlig stemme "Min mor er død".

For 1 år siden var 4. IUI behandling netop glippet og jeg har sikkert, præcis på denne dato, stået og skullet tage en tissetest herhjemme på trods af full-on menstruation, for at ringe svaret ind til klinikken. Alting var vendt fuldkommen på hovedet og nogle gange føltes det meget som om der var en der pressede ens hoved ned under vand. Vi havde mistet det første barn i januar og været igennem yderligere 3 IUI forsøg. Vi havde holdt 3 måneders pause henover sommeren og det havde hjulpet en del, vi skulle finde hinanden igen og vi skulle huske hvorfor det nu var vi gik igennem det helvede som behandlingsverdenen har været for os. Især jeg hang ikke sammen, men Søren er og var en stor gammel Ente der stod helt fast og mumlede "jeg rykker mig ikke før det barn kommer, for jeg ved det er derude". Og selvom det kan være enormt besværligt at have et kæmpestort gammelt mumlende træ stående i stuen, så er det også enormt betryggende at der er een der ved noget inderst i sit hjerte, når man ikke selv ved noget som helst. Og igen måtte jeg skrive om sorg i hans fødselsdagskort, den største sorg.

Og så når jeg frem til i år, og til i nat klokken halv fire - eller måske havde den nærmet sig fire-halv fem da jeg nåede hertil. Jeg kunne mærke mit barn i maven, mit cirka 3 kg store, levende, fantastiske mirakel af et barn. Det barn som Søren altid vidste ville komme og som jeg slet ikke længere hverken turde håbe eller ønske på da det kom. Selv hvis der er 3016 uger tilbage som højgravid med smerter, snydeveer, kvalme, søvnløse nætter, uendelig tissetrang, ugentlige vejninger, halsbrand, ondt i lænden, ikke at kunne passe mit tøj, ikke at kunne spise hvidløg - men uanede mængder af karry!, nul alkohol, ostemadder i stride strømme, hård mave, stærkt forkortede gåture i skoven osv., så ELSKER jeg det her barn og ville aldrig aldrig aldrig være foruden den her følelse! For jeg har været der hvor mit hjerte bristede så meget at jeg kunne høre det, jeg har været der hvor mine arme gjorde fysisk ondt af længsel efter at holde mit barn, jeg har været der hvor jeg troede at jeg var så dårligt et menneske, at ikke engang et lillebitte babyfrø havde lyst til at vælge mig som mor. Og selv hvis det her barn bliver i maven for evigt, så vil jeg de resterende 3016 uger af mit 87 år lange liv være verdens lykkeligste kvinde, så længe jeg kan mærke de småbitte fødder mod mit maveskind, en hånd slå mod min højre hofte, en numse forsøge at finde ud af, om man evt kunne bakke ud af maven og et 3 kg barn der hikker på de mest ubelejlige tidspunkter (gerne når mor sidder og kæmper med kvalme).

Man kan klare alt med den man elsker i hånden - og denne sommer kunne jeg endelig skrive i Sørens fødselsdagskort, at vi havde oplevet den største lykke!

Så sat i perspektiv er uge 38 faktisk ikke så meget og slet ikke noget at brokke sig over!

 

 

¨åh nu tuder jeg...... i har bare kæmpet SÅ længe!

men nu! nu kommer baby Juhl snart, lige om lidt!!!!!