Rosa skriver:
Det har skullet gøres længere tid end jeg rigtig vil være ved. Og jeg ved godt at jeg har udskudt det, fordi jeg slet ikke havde lyst til at blive konfronteret med hvad der gemte sig i mit skab. Det har bare stået der i stuen, og ingen har talt om det - skabet - eller snarere det der var inden i skabet. Mit skab. Og i dag tog jeg mig så sammen, efter at have kredset om emnet som missen om grøden den sidste uges tid i stort set alle samtaler jeg har haft med nære og kære.
Sagen er den at jeg bare ikke er den pige jeg var en gang. Jeg er så meget mere. Nærmere betegnet 2 størrelser mere. Men mit gamle jeg lå stadig inde i det store dumme skab og rodede rundt, og hver gang jeg skulle bruge noget så væltede mit gamle jeg ud i hovedet på mig og gjorde mig ked af det.
Og fordi jeg bare har skyndt mig at smække lågerne i igen hver gang det sådan kom væltende, så lignede det efterhånden at skabet havde kaskadebrækket størrelse 34 ud over hele stuen, og til sidst så bliver man nødt til at indse det: Jeg kommer aldrig i størrelse 34 igen Aldrig. Og det er jeg mere ked af end jeg vil være ved overfor mine veninder i størrelse 42 der kæmper en brav kamp mod kiloene og aldrig klager. Så skal man nemlig holde sin kæft om sit skab og de skeletter der ligger derinde og ud over gulvet og på stolene og hen over spisebordet, og se at få ryddet op. Og det har jeg så gjort i dag.
Min mor kom kl 12 og jeg havde fået lov at sove - mest fordi jeg har sådan en sød kæreste der egentlig ikke gad høre mere brok og heller ikke gad se på skeletterne på spisebordet, og derfor tog sønikke i slyngen og tog i Bilka. Så kom Mor. Mor har ingen skeletter i skabet for hun render rundt med dem på til hverdag, og er derfor slet ikke bange for dem mere. Hun tvang en latte i apatiske mig, der sad sammenkrøbet i sofaen og skubbede mig så blidt men bestemt i retning mod skabet. Og mens jeg langsomt sorterede i skeletter der skulle ud, skeletter min søster kan passe efter at være sprunget fra en 40 til en 34 (!!!), og skeletter der kan sælges på kirkegården (aka Trendsales), så stod hun tappert ved min side og lyttede og forstod og lagde skeletter sammen.
Til sidst var der en meget sørgelig lille rest tilbage i skabet, primært tøj købt til de første måneder af min graviditet. Tomt var der i skabet, næsten. 2 store sække var fyldt med de små klude jeg engang skruede mig i uden at vide hvor fantastisk lillebitte jeg var... Tårer trillede af flere omgange, både af udmattelse over forsøg på at tigge, lokke, true og tvinge mine elskede jeans op over lårene og ar ren og skær sorg over et helt liv der nu skulle tages afsked med. Den pige der rendte rundt i t-shirts fra H&M's drengeafdeling, små frække undertøjssæt der er lavet til anoretiske svømmepiger og asiater, og jeg kunne blive ved... Nu er jeg Jonathans mor og har antaget en passende morstørrelse - fred være med det. Men selvom jeg kan føde mit barn i smerte uden at kny, udholde kolik og tigerspring og søvnløse nætter kan jeg stadig ikke smide en Edith & Ella-kjole ud, uden at det svider og brænder i øjnene og jeg har brug for min mor.
Da Farmand og Bassimutten efter 2 timer trådte ind ad døren var det med 2 dyre flasker med trylledrik og løftet om en hyggelig kæresteaften som kompensation for min afsked. Og så flammer kærligheden op, og kræmerer de sidste skeletter. Der er ingen tvivl om at jeg har vundet på denne byttehandel. Nu står mit skab derinde og venter på at blive fyldt igen med nye friske størrelser - det er som om hun er svanger, og om 9 måneder er hun bristefærdig med en masse nyt som jeg kan tage ud og glæde mig over.
Rosa
