Alenemor i et forhold.....

Der er sikkert oprettet utallige af disse debatter, men nu får i lige min alligevel, min mand og jeg har en dreng på knap 1 år, en meget aktiv dreng der ikke sover igennem endnu og ikke sover om dagen, min mand arbejder fra kl. 04.00 til kl. 19.00 så han ser stort set ikke vores dreng i hverdagene og i weekenderne har han jo travlt med at ordne hus, have o.s.v. (vi sætter i stand - har gjort det i et år nu).

Meeen diskussionen gik så i aftes på at jeg bestemt ikke syntes at vi skulle i byen 4 weekender i træk, min mand er 29 og jeg er 24, og jeg er over i købet gravid igen, jeg kunne måske gå med til det, hvis min mand sommetider tog med mig hjem når selve festen vi var til sluttede, men det gør han ALDRIG, han skal altid lige have den sidste øl (plus det løse) hos en eller anden kammerat der holder efterfest, det er også vældig fint, sådan var jeg også -- vel og mærke inden vi fik barn)

Men syntes bare han prioterer forkert, og jeg kan bare ikke forklare ham at jeg ikke syntes det er fedt at skal have passet været søn et andet sted 4 weekender i træk, KUN fordi man skal til fester, jeg kan simpelthen ikke få ham til at indse at man engang imellem godt kan sige nej tak til en invitation også bare måske engang imellem hjælpe sin kone og hygge med sin søn.. IHHH

Hva siger i? Er det ok ikke at ændre sit liv efter man har fået børn?

det kommer vel an på hvordan ens liv så ud inden man fik børn

men i din situation .. nej ... 4 weekender i træk var ALDRIG kommet på tale her hos os

serinasmor skriver:

det kommer vel an på hvordan ens liv så ud inden man fik børn

 

men i din situation .. nej ... 4 weekender i træk var ALDRIG kommet på tale her hos os

Sådan så vores liv ud får - fuld fart frem og altid planer og div. fester i wekkenden, de sidste mange gange har jeg bare sagt: "Jamen så tag da selv afsted - jeg gider ikke med - vil heller være hjemme ved VORES søn" - den hentydning fatter han jo så heller ikke.

Det er bare såå svært for i graviditeten glædede han sig til at blive far, han kunne slet ikke vente, men nu hvor vores fantastiske dreng er kommet til verden, helt igennem perfekt og fantastisk, er han her bare slet ikke, og det piner mig lidt, men det at skulle forklare min mand noget, der ikke er af samme mening som ham, er meget svært, for han råber altid op hvor jeg bare gerne vil snakke og til sidst gi'r jeg op og siger "Glem det"....

Anonym skriver:

Sådan så vores liv ud får - fuld fart frem og altid planer og div. fester i wekkenden, de sidste mange gange har jeg bare sagt: "Jamen så tag da selv afsted - jeg gider ikke med - vil heller være hjemme ved VORES søn" - den hentydning fatter han jo så heller ikke.

Det er bare såå svært for i graviditeten glædede han sig til at blive far, han kunne slet ikke vente, men nu hvor vores fantastiske dreng er kommet til verden, helt igennem perfekt og fantastisk, er han her bare slet ikke, og det piner mig lidt, men det at skulle forklare min mand noget, der ikke er af samme mening som ham, er meget svært, for han råber altid op hvor jeg bare gerne vil snakke og til sidst gi'r jeg op og siger "Glem det"....

hmmm ... jeg ved godt det måske er unfair for ham fordi det er en envejskommunikation ... men har du prøvet at skrive det ned i stedet for at sige det ... jeg kan selv have svært ved at formulere mig så min kæreste kan forstå det hvis jeg er sur eller irriteret