Alene i kampen (lang!)

Har lige brug for at parkere en masse tanker, efter en -for mig- frygtelig aften/nat...

Vi var ude med kærestens arbejde igår. Det var spisning, udendørs i telt, og det var mega koldt. Jeg skulle køre for kæresten+kollega, som også er blevet en "ven af huset". En virkelig fin fyr, og de to snakker rigtig godt sammen.

Ved midnat vil jeg gerne hjem. Hver morgen skal jeg op kl 7 og tage min næsespray. Det er ikke noget der kræver det store. Den står på sengebordet, og i weekenderne lægger jeg mig til at sove igen. Men det er en stressfaktor, at uret SKAL ringe kl. 7, at jeg ikke bare kan sove. Jeg var træt, og kæresten + resten af holdet begyndte at være ret godt berusede. Hjemmefra var det aftalt, at vi kun skulle spise og så hjem igen.. Til midnat synes jeg så egentlig jeg var berettiget til at gerne ville hjem..

På vej hjem spørger kæresten, hvorfor vi allerede skulle afsted, og jeg siger måske lidt hårdt, at det er fordi jeg skal have min medicin og jeg simpelthen ikke magter mere idag.... Og som svar får jeg: Det forstår jeg altså ikke, du ser frisk nok ud.....

Og her starter diskussionerne så... For ja, udenpå ser jeg sikkert frisk nok ud, hvis man ser bort fra de kæmpe sorte rander under øjnene og en hudkulør der ligner en melfabrik. Men inden i er der så meget jeg ikke magter. Såsom fulde folk jeg ikke kender, der sidder og diskuterer, hvor stor en røv chefen er.....

Kammeraten der kører med kender alt til behandligen og det er fint med mig. Derfor svarer jeg også kæresten ærligt... Jeg siger at jeg gerne vil have at vi kan være lidt stille i bilen hjem, så jeg kan få trukket vejret dybt (så jeg ikke begynder at hormon-hyle, som jeg var lige ved)....

Da vi kommer hjem, vil de to mænd gerne i byen... Det er fint med mig. Jeg er 100% sikker på min kæreste, så han må hjertens gerne tage afsted. Problemet er bare, at han har rejst meget med arbejdet, og de sidste to weekender har vi kanpt set hinanden, fordi han ikke har været hjemme...

Jeg savner ham... Jeg savnder at han holder om mig, og siger han forstår.. Eller i det mindste prøver. Jeg ønsker at han kunne tage opvasken eller tøjvasken, uden at kommentere hvor hårdt det er at jeg ikke vil/kan hjælpe... Forstå, at mit humør er kemisk styret, og at jeg bare har brug for kærlighed.. Det handler ikke om gaver eller store ord.. Jeg vil bare gerne holdes om.. Fordi jeg føler mig ensom i kampen, nu hvor han har været så meget væk....

Det ender med at jeg går med ned i byen og får en øl. Men jeg er så træt så træt, så jeg vælger at tage hjem. Siger til ham, at jeg håber han kommer med. For ærlig talt er han godt fuld, og han trænger vist til at komme i seng. Kammeraten blander sig, og siger at han som mans godt kan forstå, hvis kæresten har brug for at flippe ud og slappe af og tænke på noget andet... Men de to har rejst sammen de sidste 2 weekender, og den har ikke fået for lidt på de engelske pubber, det ved jeg...

Jeg valgte ikke at tage kampen op, for han er en voksen mand og bestemmer selv.. Men ærlig talt ville jeg gerne kunne have sagt, du skal med hjem for min skyld nu. JEG har brug for dig.. Men de ord kan jeg ikke formulere så han forstår.. Ikke igår, ikke på noget tidspunkt...

Jeg ved godt jeg er skrøbelig for tiden, og jeg hader det virkelig! Mit aktive jeg, er blevet til en sofalægger, der kun lige orker at lave aftensmad og gå på toilettet i løbet af en aften... Og jeg føler mig ensom i kampen om VORES barn... Og det gør ondt...

Han sagde mange gange igår aftes; Jeg elsker dig, jeg prøver så godt jeg kan at være der for dig, jeg glæder mig til der sker noget... Men hvor ville jeg bare ønske han sagde det på en tirsdag aften med mælk i glasset, i stedet for en fredag aften, med lidt for mange promiller i blodet...

Vi har alle vores måde at klare kampen på.. Men hvor ville jeg ænske han kunne se mine behov, og at jeg selv kunne give bedre udtryk for dem, så vi kunne kæmpe sammen - hånd i hånd - som vi lovede hinanden, inden vi startede!

Jeg er på ingen måde i tvivl om, at vi gør det rigtige.. Men hvor gør det bare ondt, når man føler sig lille, ensom og meget lidt kvindelig.

Kampen om drømmebarnet er virkelig ubeskrivelig hård....

kitty skriver:

Har lige brug for at parkere en masse tanker, efter en -for mig- frygtelig aften/nat...

Vi var ude med kærestens arbejde igår. Det var spisning, udendørs i telt, og det var mega koldt. Jeg skulle køre for kæresten+kollega, som også er blevet en "ven af huset". En virkelig fin fyr, og de to snakker rigtig godt sammen.

Ved midnat vil jeg gerne hjem. Hver morgen skal jeg op kl 7 og tage min næsespray. Det er ikke noget der kræver det store. Den står på sengebordet, og i weekenderne lægger jeg mig til at sove igen. Men det er en stressfaktor, at uret SKAL ringe kl. 7, at jeg ikke bare kan sove. Jeg var træt, og kæresten + resten af holdet begyndte at være ret godt berusede. Hjemmefra var det aftalt, at vi kun skulle spise og så hjem igen.. Til midnat synes jeg så egentlig jeg var berettiget til at gerne ville hjem..

På vej hjem spørger kæresten, hvorfor vi allerede skulle afsted, og jeg siger måske lidt hårdt, at det er fordi jeg skal have min medicin og jeg simpelthen ikke magter mere idag.... Og som svar får jeg: Det forstår jeg altså ikke, du ser frisk nok ud.....

Og her starter diskussionerne så... For ja, udenpå ser jeg sikkert frisk nok ud, hvis man ser bort fra de kæmpe sorte rander under øjnene og en hudkulør der ligner en melfabrik. Men inden i er der så meget jeg ikke magter. Såsom fulde folk jeg ikke kender, der sidder og diskuterer, hvor stor en røv chefen er.....

Kammeraten der kører med kender alt til behandligen og det er fint med mig. Derfor svarer jeg også kæresten ærligt... Jeg siger at jeg gerne vil have at vi kan være lidt stille i bilen hjem, så jeg kan få trukket vejret dybt (så jeg ikke begynder at hormon-hyle, som jeg var lige ved)....

Da vi kommer hjem, vil de to mænd gerne i byen... Det er fint med mig. Jeg er 100% sikker på min kæreste, så han må hjertens gerne tage afsted. Problemet er bare, at han har rejst meget med arbejdet, og de sidste to weekender har vi kanpt set hinanden, fordi han ikke har været hjemme...

Jeg savner ham... Jeg savnder at han holder om mig, og siger han forstår.. Eller i det mindste prøver. Jeg ønsker at han kunne tage opvasken eller tøjvasken, uden at kommentere hvor hårdt det er at jeg ikke vil/kan hjælpe... Forstå, at mit humør er kemisk styret, og at jeg bare har brug for kærlighed.. Det handler ikke om gaver eller store ord.. Jeg vil bare gerne holdes om.. Fordi jeg føler mig ensom i kampen, nu hvor han har været så meget væk....

Det ender med at jeg går med ned i byen og får en øl. Men jeg er så træt så træt, så jeg vælger at tage hjem. Siger til ham, at jeg håber han kommer med. For ærlig talt er han godt fuld, og han trænger vist til at komme i seng. Kammeraten blander sig, og siger at han som mans godt kan forstå, hvis kæresten har brug for at flippe ud og slappe af og tænke på noget andet... Men de to har rejst sammen de sidste 2 weekender, og den har ikke fået for lidt på de engelske pubber, det ved jeg...

Jeg valgte ikke at tage kampen op, for han er en voksen mand og bestemmer selv.. Men ærlig talt ville jeg gerne kunne have sagt, du skal med hjem for min skyld nu. JEG har brug for dig.. Men de ord kan jeg ikke formulere så han forstår.. Ikke igår, ikke på noget tidspunkt...

Jeg ved godt jeg er skrøbelig for tiden, og jeg hader det virkelig! Mit aktive jeg, er blevet til en sofalægger, der kun lige orker at lave aftensmad og gå på toilettet i løbet af en aften... Og jeg føler mig ensom i kampen om VORES barn... Og det gør ondt...

Han sagde mange gange igår aftes; Jeg elsker dig, jeg prøver så godt jeg kan at være der for dig, jeg glæder mig til der sker noget... Men hvor ville jeg bare ønske han sagde det på en tirsdag aften med mælk i glasset, i stedet for en fredag aften, med lidt for mange promiller i blodet...

Vi har alle vores måde at klare kampen på.. Men hvor ville jeg ænske han kunne se mine behov, og at jeg selv kunne give bedre udtryk for dem, så vi kunne kæmpe sammen - hånd i hånd - som vi lovede hinanden, inden vi startede!

Jeg er på ingen måde i tvivl om, at vi gør det rigtige.. Men hvor gør det bare ondt, når man føler sig lille, ensom og meget lidt kvindelig.

Kampen om drømmebarnet er virkelig ubeskrivelig hård....

Når han ikke har tømmermænd mere, så tag ham i hånden og bed ham læse dette indlæg... Mænd er som regel ikke ufølsomme, de er bare tykhovedede og skal nogle gange have tingene smidt i hovedet før den siver ind - og så glemmer de frygtelig nemt de små ting...

Hæng et skilt på køleskabet hvor der står noget i stil med "Hvad har du gjort for din elskede i dag?"

Det kan minde jer begge om de små ting.

Skouboe skriver:

Når han ikke har tømmermænd mere, så tag ham i hånden og bed ham læse dette indlæg... Mænd er som regel ikke ufølsomme, de er bare tykhovedede og skal nogle gange have tingene smidt i hovedet før den siver ind - og så glemmer de frygtelig nemt de små ting...

Hæng et skilt på køleskabet hvor der står noget i stil med "Hvad har du gjort for din elskede i dag?"

Det kan minde jer begge om de små ting.

Det kunne godt være det var en idé.... Har overvejet at skrive ham et brev... Fortælle hvad jeg føler, og hvad jeg har brug for, fra ham... For ja, de er lidt tykpandede de mænd.. Og det er også OK. Det er bare ikke altid jeg magter at se gennem fingrene med det

Efter at have læst din anden tråd, om de små ting, så jeg det hele i et lidt andet lys. Jeg gk ind og kyssede ham på panden, selvom han lugter noget så fælt af bodega og mandehørm. Men jeg elsker ham jo! Hele pakken

Så tak fordi du åbnede mine øjne..

Sender en trøstende krammer......

Når hormonerne fræser rundt i ens krop, så bliver man nemt forfalden til at tænke (alt for) meget ....og også til at kunne føle sig trist og ensom ind imellem. Det tror jeg faktisk ikke er så ualmindeligt.

Og mændende mærker jo slet ikke den store forskel i deres krop, og har måske svært ved helt forstå det, da de jo "bare gør som de plejer", og så syntes vi hormon-syge kvinder pludselig at det ikke er godt nok ....de fanger slet ikke, at man tumler med en helt masse humør-ture og svære tanker/følelser undervejs. Så det er man nødt til at fortælle, hvis de skal have en kinamands chance for at forstå én.

Nu har jeg ikke selv været i behandling, så jeg kan jo ikke sammenligne det.
Men jeg er ikke i tvivl om, at det har sine svære tider ....langt mere end hvis man "bare" kan lave en baby af sig selv. Fordi processen er så usikker, lang og besluttet, og kræver tålmodighed og vilje, samtidig med at man jo bliver bims af alle de kemiske stoffer som kroppen udsættes for. Det må være hårdt!

Men det bliver vejen frem, søde Missytat, og det vil blive det hele værd.
Når du får de 2 streger, så er alle tårer, udmattelse og svære følelser i behandlingstiden, fortid!
Så kommer det næste hormon-ræs (ikke for at skræmme dig, hehe).

Vi er her for dig, og det er bjørnen også .....Han skal bare lige ruskes lidt i, så han igen kan holde din hånd, når du syntes, at det hele er lidt svært!

Knus til dig.

kitty skriver:

Har lige brug for at parkere en masse tanker, efter en -for mig- frygtelig aften/nat...

Vi var ude med kærestens arbejde igår. Det var spisning, udendørs i telt, og det var mega koldt. Jeg skulle køre for kæresten+kollega, som også er blevet en "ven af huset". En virkelig fin fyr, og de to snakker rigtig godt sammen.

Ved midnat vil jeg gerne hjem. Hver morgen skal jeg op kl 7 og tage min næsespray. Det er ikke noget der kræver det store. Den står på sengebordet, og i weekenderne lægger jeg mig til at sove igen. Men det er en stressfaktor, at uret SKAL ringe kl. 7, at jeg ikke bare kan sove. Jeg var træt, og kæresten + resten af holdet begyndte at være ret godt berusede. Hjemmefra var det aftalt, at vi kun skulle spise og så hjem igen.. Til midnat synes jeg så egentlig jeg var berettiget til at gerne ville hjem..

På vej hjem spørger kæresten, hvorfor vi allerede skulle afsted, og jeg siger måske lidt hårdt, at det er fordi jeg skal have min medicin og jeg simpelthen ikke magter mere idag.... Og som svar får jeg: Det forstår jeg altså ikke, du ser frisk nok ud.....

Og her starter diskussionerne så... For ja, udenpå ser jeg sikkert frisk nok ud, hvis man ser bort fra de kæmpe sorte rander under øjnene og en hudkulør der ligner en melfabrik. Men inden i er der så meget jeg ikke magter. Såsom fulde folk jeg ikke kender, der sidder og diskuterer, hvor stor en røv chefen er.....

Kammeraten der kører med kender alt til behandligen og det er fint med mig. Derfor svarer jeg også kæresten ærligt... Jeg siger at jeg gerne vil have at vi kan være lidt stille i bilen hjem, så jeg kan få trukket vejret dybt (så jeg ikke begynder at hormon-hyle, som jeg var lige ved)....

Da vi kommer hjem, vil de to mænd gerne i byen... Det er fint med mig. Jeg er 100% sikker på min kæreste, så han må hjertens gerne tage afsted. Problemet er bare, at han har rejst meget med arbejdet, og de sidste to weekender har vi kanpt set hinanden, fordi han ikke har været hjemme...

Jeg savner ham... Jeg savnder at han holder om mig, og siger han forstår.. Eller i det mindste prøver. Jeg ønsker at han kunne tage opvasken eller tøjvasken, uden at kommentere hvor hårdt det er at jeg ikke vil/kan hjælpe... Forstå, at mit humør er kemisk styret, og at jeg bare har brug for kærlighed.. Det handler ikke om gaver eller store ord.. Jeg vil bare gerne holdes om.. Fordi jeg føler mig ensom i kampen, nu hvor han har været så meget væk....

Det ender med at jeg går med ned i byen og får en øl. Men jeg er så træt så træt, så jeg vælger at tage hjem. Siger til ham, at jeg håber han kommer med. For ærlig talt er han godt fuld, og han trænger vist til at komme i seng. Kammeraten blander sig, og siger at han som mans godt kan forstå, hvis kæresten har brug for at flippe ud og slappe af og tænke på noget andet... Men de to har rejst sammen de sidste 2 weekender, og den har ikke fået for lidt på de engelske pubber, det ved jeg...

Jeg valgte ikke at tage kampen op, for han er en voksen mand og bestemmer selv.. Men ærlig talt ville jeg gerne kunne have sagt, du skal med hjem for min skyld nu. JEG har brug for dig.. Men de ord kan jeg ikke formulere så han forstår.. Ikke igår, ikke på noget tidspunkt...

Jeg ved godt jeg er skrøbelig for tiden, og jeg hader det virkelig! Mit aktive jeg, er blevet til en sofalægger, der kun lige orker at lave aftensmad og gå på toilettet i løbet af en aften... Og jeg føler mig ensom i kampen om VORES barn... Og det gør ondt...

Han sagde mange gange igår aftes; Jeg elsker dig, jeg prøver så godt jeg kan at være der for dig, jeg glæder mig til der sker noget... Men hvor ville jeg bare ønske han sagde det på en tirsdag aften med mælk i glasset, i stedet for en fredag aften, med lidt for mange promiller i blodet...

Vi har alle vores måde at klare kampen på.. Men hvor ville jeg ænske han kunne se mine behov, og at jeg selv kunne give bedre udtryk for dem, så vi kunne kæmpe sammen - hånd i hånd - som vi lovede hinanden, inden vi startede!

Jeg er på ingen måde i tvivl om, at vi gør det rigtige.. Men hvor gør det bare ondt, når man føler sig lille, ensom og meget lidt kvindelig.

Kampen om drømmebarnet er virkelig ubeskrivelig hård....

Anna! du er nødt til at få fortalt din udkårne hvordan du har det!

om du så skriver et brev eller holder en tale, det er flintrende ligemeget... men det er vigtigt at du får kommunikeret de følelser... NU! for de ødelægger dig.... og det har du sgu ikke brug for...

og det er fuldt berettiget at savne sin kæreste når han har været væk to weekender, og det er fuldt berettiget at sige AT DU HAR BRUG FOR HAM! for selvfølgelig har du det.... du er vel den der ud over ham selv er vigtigst i hans liv... og jeg er sikker på at han også gerne vil tage mere hensyn hvis du bare fortæller ham hvornår og hvorfor...

når han siger at du virker frisk, så forklar at det sgu da er for hans skyld og for alle andres skyld... at du prøver at knibe et overskud ud som du reelt ikke har!

stort knus!!!

jeg er bar ehelt enig med de andre - du er nødt til at få sagt det til ham, så han forstår dig. for jeg er helt sikker på, at han gerne vil være der for dig og at han elsker dig - også når han drikker mælk , men det er ikke til at vide hvordan man hjælper og støtter een der ligner sig selv, men som opfører sig som en helt anden. og det gør man jo på hormoner og man ved knap nok selv hvad præcis det er man har brug for, det eneste jeg nogensinde har været i stand til at formulere er i hvert fald et hulkende "kæhæææærligheeeeeeeeed!" når Søren spurgte - og det er jo sådan et temmelig abstrakt begreb i virkeligheden 

Fuldstændig enig med Skoubo, du skal vise ham dette indlæg. For heri beskriver du jo på virkelig fin vis, hvad du går og tumler med. Hvis i ikke kan nå hinanden nu, så bliver afstanden bare større mellem jer, og det kan ende galt.

Mange knus Mette

Skriver et fælles svar. I er allesammen enige, og jeg er enig med Jer!

.... Jeg ved jo godt at det er vejen frem, at tale med ham. Og nu har jeg forsøgt mig... Fortalt ham at jeg mangler kys og kram. At blive holdt om, uden at skulle be om det. Og han siger han godt ved det... Så langt, så godt..

Jeg lagde mig hos ham en times tid på sofaen, og faldt i søvn.. Det var dejligt at blive holdt lidt om, nusset i håret og bare kunne slappe af.. Det virker så basalt, men det var netop det jeg havde brug for.. Så nu kan jeg lidt igen...

Tak for alle de gode svar, som rådede til det jeg inderst inde godt vidste.. Han skal nok bare have tingene at vide 35 gange, som alle andre mænd

Vi gør det her hånd i hånd, og nu kan jeg godt sidde og være lidt flov over at jeg følte jeg gjorde det alene.. Men ja, det var den følelse jeg havde, og kan vel lige så godt være ærlig!