Min lillesøster og kattejammeren

har det rigtig svært. Hun har fået diagnosen ADD og depression, og det er alt for sent gået op for os at hendes vanskeligheder ikke (kun) skyldes at hun er luddoven og umoden. Det er rigtig svært, for jeg har længe haft den indstilling til hende at hun levede sit liv temmeligt ansvarsløst, og overhovedet ikke tænker sig om mht økonomi, uddannelse, venner m.m. og så skal jeg pludselig til at tænke det helt om igen, hvilket er hammersvært. Hun har simpelthen en sygdom som gør hende ude af stand til at holde fokus på såvel kort- som langsigtede mål her i livet og er uhensigtsmæssigt impulsstyret - så meget at det er et decideret handicap. Et eksempel:

Hun bor i en lille 2'er i midtbyen, men har haft et utal af forskellige kæledyr, lige fra en masse tamrotter, papegøje, fritte og for nogle måneder siden gav hun væk / solgte alle dyrene og købte en siameserkat af en pige hun havde mødt på et katteforum på nettet. Det var (igen) en hovedløs beslutning fordi hun overhovedet ikke undersøgte kattens tilstand, men bare tog afsted og købte den for 3000kr som hun reelt ikke har (pga høj gæld fra en motorcykel hun absolut skulle have da hun var 19). Katten viser sig så (selvfølgelig!) at være dødssyg og er tæt på at dø de første dage, og den koster hende så lige 4000kr i dyrlægeregninger som min mor låner hende.

Den overlevede, men er så godt som døv i dag, hvilket meget indavlede racekatte ofte er. Hun magter ikke at kræve sine penge tilbage. Da hun endelig henvender sig til sælgeren får hun beskeden at hun da bare kan komme med katten, så vil de aflive den og så får hun sine penge - men det nænner hun selvfølgelig ikke da hun jo allerede har knyttet sig stærkt til den.

Nu er hun så endelig kommet så meget ovenpå efter en HEFTIG depression at hun er startet på HF enkeltfag, og har virkelig klaret det flot trods utrolig lav selvtillid. Hun har slæbt sig i skole selv på rigtigt dårlige dage, laver sine ting og det er bare SÅ flot. Men så er katten gået helt amok. Den jamrer og skriger om natten, river alting ned fra borde og hylder, river blade og aviser i stykker og holder hende og hendes veninde der bor nedenunder vågne til langt ud på natten. Og så træder min søsters sygdom igen ind. I stedet for at sælge/forære katten væk eller få den aflivet, tror I så ikke at hun anskaffer sig EN KAT TIL!?! Fordi hun håber at den kan holde den første med selskab... Det er så en kat hun har fået gratis - men alligevel! Det ser ud til at det lykkedes at dæmpe den første kat - men en uge efter er den gal igen og hun kan nærmest ikke passe sin skole, underboen sover med ørepropper og det er bare SÅ uholdbart! Så nu fortæller hun mig så i telefonen i går at hun skal til dyrelægen og få katten steriliseret, for så er det måske derfor den larmer. Dvs. 1400kr mere på kattekontoen - af penge hun reelt ikke har! Min mor betaler hendes medicin, min far giver et månedligt økonomisk tilskud for at hun overhovedet KAN gå i skole.

Jeg er bare ikke bedre end at jeg bliver SÅ irriteret!!! Arrrrgh hvorfor spænder hun altid ben for sig selv??? Og jeg VED godt at det lige præcis er den slags der er hendes svaghed. Hendes kæmpestore hjerte kombineret med en manglende evne til at se situationen fra oven. Og så hjælper det ikke at storesøster bare ruller med øjnene og siger "tsk tsk tsk" hver gang hun ringer og fortæller om noget særligt...

Så nu vil jeg tage mig sammen - igen...Og være en god søster, der som hun skrev til mig i dag, gerne vil være hendes læsegruppe/tutor i psykologi.

http://www.youtube.com/watch?v=XZJDQ8Fm3L0

Min lillesøster har også ADHD (eller ADD - som er betegnelsen for ADHD uden hyperaktivitet).. Og hvor er det svært at lade være med at tænke "Så tag dig sgu da sammen!" Men det kan hun bare ikke..

Selv får hun det værre og værre psykisk, fordi ingen forstår at give hende den rigtige hjælp. Den kontakt/støtteperson hun har været tilknyttet, meldte afbud nærmest hver anden gang, og når endelig hun kom, kunne hun finde på at slæbe min søster med i Ikea (ikke så fedt for en pige, som også lider af social fobi, fordi hun tror alle bemærker at hun er "anderledes"). Kontaktpersonen bliver så af kommunen sparet væk og i stedet får min søster tilbudt en psykolog. Og da hun endelig finder tiltro til psykologen og begynder at åbne sig for hende, får hun at vide at psykologen stopper

Min søster har ikke lavet dumme og uovervejede ting som din søster. Men hun bliver mere og mere indelukket, og det er dælme svært nogle gange at forstå hende. Hun er hele tiden bange for ikke at være god nok, eller at gøre noget forkert. Udover det skal ALT være planlagt. Hun kan slet ikke overskue pludselige ændringer, hvilket kan resultere i at hun stejler totalt og nægter at deltage/lukker sig inde. Desuden tror hun ikke, at hverken jeg eller min lillebror kan lide hende, men i virkeligheden er det bare fordi vi intet har tilfælles..

Men det jeg ville, var egentlig bare lige at sende et og sige, at jeg godt ved hvor svært det er..

Jeg kan sagtens se det fra din side! Jeg står så bare på samme side som din søster. I min graviditet fik jeg en voldsom depression og foretog mig nogle underlige ting og set udefra var jeg luddoven. 

Jeg sov nok 20 timer i døgnet og anede ikke hvordan jeg skulle klare det når jeg fødte Selvom jeg boede i eget hus sammen med min mand, måtte jeg flytte ind til min mor fordi jeg ikke engang magtede at gå i bad

Mange tænkte sit om mig, men min mor og bror forstod hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og derfor kom jeg ud på den anden side

Det er selvfølgelig ikke samme historie som din søster, men jeg kan sætte mig ind i meget af det. Også fra din side!

Jeg synes det lyder som om din søster kæmper for at komme på rette køl og jeg synes det er så flot af dig at du prøver at forstå hendeJeg håber hun får det bedre!