Jeg er så flov over mig selv... Smeltede fuldstændig sammen oven i min hjerne i går..
Siden jeg er blevet gravid, kan jeg mærke at jeg bare endnu mere har brug for nærhed, omsorg og bekræftigelse fra min kæreste. Jeg er SÅ BANGE for at han skal fortryde og lige pludselig have lyst til at være sammen med en anden. Vi er heldigvise rimlig gode til at snakke om hvad vi føler og jeg har også et par gange fortalt ham om at jeg føler og er bange for at han skal fortryde og HVER GANG fortæller han mig hvor meget han elsker mig og hvor meget han glæder sig til at skal være far. Han har dog også fortalt mig at han har lidt svært ved at tænde på mig for tiden, det her med at jeg vokser og at jeg har vors baby inde i maven, at jeg ikke er så sexet og fræk mere og at han nok lige skal vende sig til at maven, røven og lårerne er begyndt at vokse. Jeg tror der er mange mænd der har det ligesom ham, men derfor så sårerede det da alligevel lidt, LIGESÅVEL som det må såre ham at jeg tvivler på ham og om han kunne finde på at være sammen med en anden..
Men her i aftes brændte jeg helt sammen oven i mit hoved. Her søndag tog han afsted på en drengetur på ferie ned i varmen, han skal være afsted til fredag, og i lørdags (sås sidst lørdag middag, da han sku på arbejde og så direkte afsted på ferie) snakkede vi i telefon om at vi allerede savnede hinanden og han sagde han ville ringe HVER aften. I går skrev han så en besked ved en 13 tiden, jeg svarede ikke lige tilbage da jeg lå og sov pga af en dårlig dag med kvalme hvor jeg var nødt til at tage hjem fra arbejde, så ringede han vel ved en 16 tiden og spurgte hvorfor jeg ikke havde svaret tilbage, sagde så at jeg havde sovet, ja ok fint, nå men han sku en tur ned i poolen, vi snakkes og så lagde han på. Vi snakkede vel sammen max 20 sekunder. Gik så hele aftenen og ventede på at han skulle ringe. Skrev en sms lidt i otte, skrev lidt i ti om han havde mistst sine finge. Stadig intet svar. Klokken lidt i 12 skriver jeg så den dummeste sms hvor jeg siger; fuck dig mand, du gør mig bare så SINDSYGT ked af det og at han ikke skulle sige at han ville ringe hvis han alligvel ikke havde lyst til at snakke og hvad faen jeg havde gjort, siden han ikke ville snakke med mig?!.. Du gør mig bare så vildt ked af det... Sendte beskeden og hev batteriet ud af min telefon og gik ned i bad. Gad ikke sidde og kigge på min telefon og vente på at han alligevel ikke ringede. I badet faldte jeg så lidt ned og fik det rigtig skidt over at han nu ikke kunne komme igennem, så efter badet gik jeg op og tændte min telefon igen og jo der havde han haft ringet og skrevet at jeg lige skulle ringe. Var så ved at skrive til ham at jeg ikke ville ringe til ham for det gjorde bare det hele værre, da han ringede igen midt i min besked. Tog den efter lidt overvejelse og fik så snakket med ham hvor han spurgte helt uforstående hvad der lige skete og hvorfor jeg skrev "fuck dig" og at han ikke kavde kunne komme igennem til mig bagefter. Og jeg sad bare og pev og kunne ikke rigtig få et ord frem. Og han undskyldte og sagde at han ikke lige havde set mine sms'er de havde været ude at spise og jeg fik sagt at han havde lovet at ringe og at mine tanker og hormoner løb af med mig og at jeg var så bange for at han dernede afsted med drengene og nyde livet, skulle "vågne op" og fortryde det hele. Og så fik jeg ellers den største kærlighedserklæring og hvor meget han glæder sig til at skal være far og hvor stolt han er og hvordan jeg er det bedste der nogensinde er sket for ham. Han var så sød og tog det hele så pænt med mig tudene i røret og ville bare gerne sikre sig at jeg var ok og at jeg troede på det han sagde.
Jeg er SÅ glad for at han godt kan forstå at det ikke handler om at jeg ikke tror på ham, men at det er fordi jeg holder så sindsygt meget af ham og jeg er så bange for at det hele er lige en tand for godt til at være sandt... Han blev overhovedet ikke sur på mig men sagde bare igen og igen hvor meget han elsker mig og det heller ikke var pænt af ham ikke at ringe når vi nu havde aftalt det og det skulle han nok huske resten af dagene. Og så undskyldte jeg ellers 50 gange over min sms da jeg allerede der godt kunne se hvor urimelig en kæreste jeg var/er. Og hele natten med et par timers mellemrum har jeg modtaget sms'er hvor der står at han elsker mig over alt på jorden..
Og nu har han lige haft ringet og sagt hej (og at han har MEEEEGA tømmermænd efter en lang tur i byen) og jeg fik igen sagt undskyld over min kortslutning og at jeg ikke håbede jeg havde ødelagt hans ferie. Og han sagde bare at det var glemt og at han elskede mig
Sidder helt og tuder nu!.. mine hormoner er SLET ikke til at styre PT og jeg er bare SÅ GLAD for at jeg har så dejlig en kæreste, der tager det hele med en så ophøjet ro og ikke tager det (sådan virker det i hvert fald) ind i hjertet og lader sig gå på af mine udbrud. Eller jo han reagere, men på den gode måde ved bare at "kramme" mig og sige at han elsker mig istedet for at blive (vel egentlig berettiget) sur og såret. Og jeg er SÅ FLOV over at jeg tænker og gør som jeg gør og slet ikke kan styre det...
Et meget langt indlæg der endda er anonymt fordi jeg er SÅ flov over at jeg kan blive jalux over ingenting og fordi jeg bliver så ked af det og tvivler på om han kan klare det, uden nogen grund. Jeg har virkelig en dejlig kæreste der helt igennem ved hvordan han skal håndtere mig og som elsker mig over alt på jorden. Jeg er så glad for at jeg skal være mor til hans barn.
