i mit liv....
ja sådan føles det sgu... tænk siden før Nikoline kom til verden har jeg gået hjemme! siden juni 2008!! er det ikke en vildt sindssyg tanke?
den her kamp, som jeg kalder det... en kamp med ryggen, har taget lang tid... en masse kræfter og blod sved og ikke mindst tårer! kampen er stadig igang og koster en del tårer...
men imorgen, imorgen skal jeg til samtale i Reva-huset, ang. min afklaring... endelig skal jeg igang med det der vil give mig muligheden for at finde mig et job og komme ud og føle mig en smule normal...
jeg er spændt, meget spændt! jeg ved at jeg skal være der 3 mdr. og så beslutter de hvad der er hensigtsmæssigt og efter de 3 mdr har vi jo så fundet ud af hvor mange timer jeg kan arbejde... tænk at min ryg skal bestemme det... jeg er blevet bedre til at affinde mig med min situation...
men....
så er der dage som igår, hvor jeg i træningscenteret møder en dame, som har slidgigt i lænden... som jeg.... men hun var næsten 60 år! jeg er 27 år! dage som igår har jeg det som om jeg har fået vredet armen om, og er tvunget til at acceptere noget jeg på ingen måde selv har valgt, men som har kæmpe indflydelse på mit liv... puh, den er tung...men jeg SKAL lære at acceptere situationen uden at føle mig som et offer... jeg er nødt til at tage det i stiv arm, eller sgår det ud over alt for mange andre ting...
kryds fingre for mig tøser... kryds fingre for at jeg kan klare et fleksjob og at jeg får det tilkændt.... kryds fingre for at jeg så efterfølgende kan finde et fleksjob!
Anmeld
