SussieThyssen skriver:
Det lyder temmeligt uhyggeligt med det barn og jeg får nærmest gåsehud ved tanken, for jeg har mødt nogle få af den slags gennem livet, dels i min tid som lærer men også som privatperson.
At man ikke må sige om børn i den alder at de kan være onde?? Jo du kan tro de kan være onde. Når man er 6 år ved man glimrende hvad ondskab er. Man kender måske ikke ordets betydning, men man kender adfærden for ondskab, hvis man altså er et normalt barn.
Der var en ting der først slog mig i din beskrivelse af ham, nemlig det at han ikke siger goddag og farvel. De fleste børn har en periode hvor de ikke vil sige goddag eller farvel, men der er de som regel meget yngre, og det forsvinder hurtigt igen, nej..jeg tænkte mere på de med den følelsesmæssige kontakt og forståelse, som helt klart skinner igennem din beskrivelse af ham. Jeg tror mere på at han har nogle autistiske træk. Netop autisme giver sig udslag i manglende følelsesmæssig kontakt til andre, hvad enten de er mennesker eller dyr, og netop det ikke at ville sige farvel eller goddag er et meget typisk træk for visse autister. Nu findes der mange former for autisme, og jeg har haft en del med autister at gøre gennem mit liv. Nogle er meget kontaktsøgende andre er helt tillukkede, det er langt fra alle, der er som Dustin Hoffman i filmen Rainman eller Valomanden, som vi har fulgt i en række tv-programmer herhjemme. En del af dem kan være vældigt velfungerende, men kendetegnende for dem er, at de ganske enkelt ikke kan forholde sig til kontakt med andre. De enten overdriver eller har svært ved det. Min onkel var autist, så jeg er vokset op med det på klods hold, og han var netop af den type, der ikke sagde farvel eller goddag. Med årene lærte han dog at det er noget man skal gøre, men han gjorde det kun hvis folk selv kom hen og tog initiativet til det. Ellers meddelte han blot: "Nå nu går jeg" og så gik han eller han stod pludseligt uden for døren eller inde i stuen og gik så hen og satte sig. Nu er jeg selv vokset op på en gård og jeg kan huske at hans forhold til dyr var, ja hvordan skal jeg beskrive det..intetsigende, tror jeg er den bedste beskrivelse. Jeg kan huske at min mor, han og jeg skulle ud og fodre flaskelam, og det foregik ved at vi samlede de mindste op og bar dem ind i stalden, hvor de blev fodret i en bås. Min mor lagde nogle stykker i hans arme og han traskede nærmest robotagtigt bagefter min mor med favnen fuld af lam. Måden han holdt dem på var nærmest hulter til bulter og da vi kom ind i båsen sagde mor: Nu kan du godt slippe dem Henning, hvorefter han bare slap. Ikke noget med at sætte dem ned, næ han slap bare. Heldigvis var der masser af halm i bunden af båsen, så de slog sig ikke, men de droppede bare ned som en bunke klude. Det morrede ham tilsyneladende meget at se dem lande i en bunke, for han klukkede meget. Jeg var ikke særligt stor, måske 7-8 år, men jeg kan huske min forfærdelse over det. Mor skyndte sig at forklare ham, at sådan måtte man ikke behandle dem, da de kunne komme til skade. Men om han forstod det...jeg tror det ikke.
Dette er blot et eksempel på at autisme kan medføre manglende empati.
Men der er desværre også den mulighed at barnet har psykopatiske træk og det er næsten værre endnu.
Den tanke slog mig nemlig også i din beskrivelse af ham. Hvorom alting er, så ville jeg nok tænke mig om 2 gange før jeg lod dyr og børn være alene med ham, og ellers holde skarpt øje med hans adfærd.
ADHD tvivler jeg stærkt på det er. De ADHD børn jeg har haft med at gøre og kender til, plejer ikke at have den adfærd som du har beskrevet der, ikke på den måde, men jeg skal selvfølgelig ikke afvise det.
Kærligst
Sussie
Min mand og jeg synes også han er uhyggelig. Jeg har det ret dårligt med det, for jeg er jo hans faster. Men jeg har aldrig været tæt knyttet til ham, eller omvendt, så jeg har ikke den der familiefølelse overfor ham.
Jeg ville aldrig lade ham være alene med min søn, det sagde min mand også så sent som igår, at det skulle vi aldrig gøre for vi ved ikke hvad han kan finde på.
