Nogle spædbørn kan have lidt træge maver, og andre kan have en tilbøjelighed til at sluge luft når de sutter. Det er meget forskelligt.
Når der står en masse luft og koger i din datters mave, så vil det også presse godt på derinde, og hvis hun så også har lidt træg mave, så kan det give lidt problemer, som du beskriver.
Først må du prøve at ændre din ammestilling lidt, og se om hun på den måde kommer til at ligge bedre, får bedre fat om brystet, så der ikke kommer luft med ind når hun sutter.
Nu har du ammet så længe, at du har oparbejdet en rytme og er kropsligt tryg ved den måde I sidder sammen på, når du ammer, så giv dig lidt tid til at studere hvordan du sidder med hende, og prøv så at flytte llidt rundt på hende, stillingen og måden du f.eks holder din arm på osv. Få evt din mand/mor/veninde til at se om hendes mund slutter helt tæt rundt om brystvorten og ringen omkring den. det kan nemlig også godt være at din datter fra starten selv har fået en dårlig vane med at ligge og babbe luft ind uanset hvordan hun så ellers ligger ved dit bryst.
Får hun ofte lov til at falde i søvn ved dit bryst og så snuppe sig en lille skraber mens hun småsutter ind imellem?
Det er tit der de får suttet luft i sig. Så må du tage brystet ud af munden på hende når hun døser hen. Hun kan sagtens ligge og putte alligevel, hvis det er en dejlig hyggestund for jer begge, hun skal så bare ikke have brystet i munden imens.
Hvis hun lider af træg mave, så snak lige med lægen/sundhedsplejersken og hør om der er noget der kan gøres der. Det er trods alt de, der er uddannede til at vide mest om det område.

Kærligst
Sussie
Anmeld