Hvorfor skal det være sådan for tiden? :/ Jeg er kørt så træt i det hele for tiden..
Min mor er blevet syg uden at ville indrømme det (Hun kan ikke sige sætninger fuldt, hun siger de samme ting konstant, kan ikke holde balance, kan ikke køre bil - sidst jeg var hos hende var hun ved at køre galt op til flere gange mens min søster, min kæreste og jeg var i bilen, den endte med flere buler - og dagen efter kørte hun rigtigt galt med en anden bil).. Jeg har ikke haft den bedste barndom med hende, men jeg elsker hende mere end noget andet, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg bor sammen med min kæreste langt væk, men hun prøver at lokke mig til at gå fra ham, for at flytte hjem, men jeg elsker ham højere end noget andet, han er virkelig det bedste der er er sket mig, og det sårer mig at hun er sådan.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Derudover har jeg problemer med penge, da der er sket nogle utrolig uheldige ting for mig, der gør at min kæreste og jeg desværre står med en konto der hedder -6000 ca - og så har vores boligforening lige givet os en regning på omkring 3000, hvis den ikke bliver betalt kan vi komme på gaden - og vi kan ikke betale den med minus. Nu har vi så kontaktet banken i dag, og de ringer tilbage i morgen med om vi kan få lagt det hele over til et lån på omkring 10000... (vi har ingen lån i forvejen), og gud hvor jeg håber det kan lade sig gøre, så jeg ikke skal gå og være bekymret hver dag..
Udover det, har jeg jo som sagt min mest fantastiske kæreste, men jeg er simpelthen en lort overfor ham.. Ikke i den forstand at jeg snakker grimt eller noget, nej - jeg elsker ham, fortæller ham det mange gange om dagen - men jeg har SÅ lidt selvtillid, at jeg kan blive rigtigt ked af det, bare han snakker med en pige.. Og jeg er selv så ked af at han oplever mig på den måde. Han lover mig dog, at han aldrig går fra mig, og trods det har vi det bedste forhold jeg nogensinde kunne ønske mig, dog træder økonomien lidt i vores humør.
Jeg lider af humørsvingninger trods mine kun 19 år, har jeg noget psykisk, der er galt med mig, men jeg tør ikke gå til noget. Dog har jeg en tanke til at jeg måske har angst. Jeg kan ikke lide at være sammen med andre, jeg kan ikke lide at folk står bag mig, jamen.. Jeg kan blive sygeligt jaloux over ingenting. Jeg har det bare rigtigt skidt.
Jeg lider af betændelse i min tå, som måske snart skal opereres.
Jeg har ingen veninder tilbage, efter jeg flyttede, og nogengange kan det godt være lidt trist, mit fjernsyn og min computer er lige gået i stykker.
Ved ikke hvad dette indlæg skal gøre godt for, jeg skulle bare lige ud med det..
