Hejza,
Ja, det bliver nok et surt indlæg, men man kan læse det eller lade vær, men jeg trænge til at få noget af den vrede ud, inden jeg gør et eller andet som jeg ville komme til at fortrude.
Det er næsten 6 mdr siden at jeg tog den beslutning om at flytte efter at have fået så mange gange, at vide at jeg ikke skal komme hjem eller jeg er der ikke, når han kommer hjem, efter at vi har skændtes.
Jeg tog begge børn med, og det var han indforstået med.
I starten da vi lige var flyttet kom han og så børnene et par gange i ugen, han har haft dem til overnatning et par weekender, men så hellere ikke mere end det.
Jeg har prøvet at få et forhold mellem far og børn, så de kunne holde kontakten, men det er efter min mening ved at ebbe godt og grundigt ud i sandet, og jeg orker ikke at kæmpe for det længere. Børnene spørger meget sjældent til ham, men når han så en engang er her, hænger de på ham, de er meget glade for ham og omvendt, men jeg fatter bare ikke at han kan være så kold over for sine børn, at han ikke engang ringer og hører hvordan de har det, eller hvordan det går dem.
Flere af mine veninder og familie siger, at det skal jeg ikke tage så tungt, det er kun hans tab, men jeg tænker mest på børnene at de skal kende og huske deres far, men det er jo svært, når han ikke gider dem.
Da vi boede sammen, var han meget hjemmefra, for han skulle lige hjælpe andre end mig, og det er det vores skænderier har handlet om. Jeg har opgivet nu, og det er den bedste beslutning jeg har taget længe.
Ja, sikke en far, at have siger jeg bare, tak fordi du læste med.
knus fra Betina, der gør alt for mine børn...
Anmeld
