Mand med svær adhd

Advarsel .. lang tekst!

Hej, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare dette besværlige problem, er heller ikke sikker på nogen overhovedet kan hjælpe, har bare lige brug for at komme af med det...

Jeg er gift, har været sammen med min mand i ca.. 3 år og vi har været meget lykkelige, passionelle og ja et meget godt forhold. For et år siden fik vi vores første barn sammen. Vi glædet os, det skulle være begyndelsen på vores familie (vi har altid begge gerne ville have stor familie)

Men da så vores søn kom til verden, ja så fra første sekund var det ikke som jeg håbede. Min som er vidunderlig, den gladeste dejligste dreng Men min mand reagerede da han blev født med -et panikanfald, og ville slet ikke holde vores søn. (han var født om natten) morgenen efter ville han gerne holde og virkede okai igen. Men da vi kom hjem ville han bare ikke være med i noget af det.. nægtede at skifte ble, snakke med ham, lege med ham. ja jeg følte jeg var kommet hjem som alenemor men havde en "kæreste" der gerne ville have med mig at gøre bare ikke vores søn

Som i nok kan forstå var jeg meget ked af det.. og overvejede mange gange om jeg bare skulle sige fra og så Blive alenemor.

Men jeg er vel for gammeldags, og vil ikke give op. Min mand skylder det på at han har meget svær ADHD som han også går til psykolog for, og at han simpelthen er for overvældet til at håndtere alt det ansvar. han kan ikke klare at skulle overskue alt der har med baby at gøre.. (sådan er han stadigvæk)

månederne gik. og LIDT efter LIDT var han mere med, men kun med det "sjove" forstå mig ret, han leger, og snakker i 10-20 min om DAGEN! jo ældre vores søn blev jo mere var han med og legede med ham....

Min søn er nu et år og min barsel er slut. Vores søn er startet i dagpleje, og jeg er startet i skole.

mange ting er sket det er jo svært at få det hele forklaret, men ja jeg elsker min mand, for den person han er. Men som far er der næsten kun for at være legekammerat eller en der holder øje mens jeg skal i bad osv. han aner ikke hvordan/hvad/hvornår min søn skal have mad/flaske/ i bad/ren  ble eller tøj på.

Når der har været tidspunkter hvor jeg har haft brug for pusterum har jeg gået til min svigerinde, hun er god med min søn, og kender til alle hans rutiner, og det har været en KÆMPE hjælp.

Men nu hvor jeg er startet i skole, (og jo ikke kan have så meget fravær) og min søn bliver syg står jeg i en exra svær situation - hva gør enlige mødre ?

min mand kan ikke klare at have ham hjemme hele dagen, mens jeg er væk... og han vil ikke længere have jeg går til hans familie!!!og min er ikke tilrådighed. ?
hva gør jeg så.. hvis jeg tager barnsyg fra skole hvergang han ikke kan være i dagpleje.. så bliver jeg jo tilsidst smidt ud for formeget fravær....
jeg ved godt i sikkert sidder og tænker.. hvofor går hun dog ikk bare fra ham. -fordi jeg tror ikke på at ødelægge et ægteskab  eller familie, og selvom tingene er som de er har jeg jo venet mig til at jeg står alene med min søn med alt det praktiske..han er jo en vidunderlig mand og far når det er hyggetid og vi laver ting sammen.

Han prøver (med opfordring af sin far!) på at være med, skifter ble, tager ham (fra dagpleje) når han har feber, giver ham indimellem mad (hvis han APSOLUT skal)

men stadig ser jeg drømmen om en større familie forsvinde.. da jeg ved at selvom jeg åh så gerne ville have flere børn, kan jeg ikke sætte et barn i verden igen når jeg nu VED hvordan min mand takler det. ligemeget hvor meget han så nu sidder og siger han glæder sig til næste gang, at han kan gøre det hele bedre (om igen) at han nu ved hvad han skal forvente.

undkyld romanen.. ved ikke hvad jeg ville med den.. sys bare jeg har brug for at få det sagt.. selvom det er anonymt.. suk

Først får du lige et stort

Kan sagtens følge dig i at det er hårdt hvis manden ikke hjælper mere til og ville da også selv synes det ville være hårdt.

Når det så er sagt, lagde jeg mærke til at du hele tiden skriver 'MIN søn'. Undskyld men er det ikke 'JERES søn'. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det udelukkende er din mand der er årsag til den manglende hjælp i dit tilfølde, når du umiddelbart ser knægten som DIN søn og ikke jeres.

Jeg mener ikke noget ondt med dette, men synes bare det var ret iøjefaldende.

Ville bare lige sende en

Jeg føler med dig, har stået i noget af det samme selv. Det lyder umiddelbart som om I har nogle grundlæggende problemer som skal løses. Håber for jeres skyld derfor ikke der kommer flere børn lige nu.

Jeg forstår ikke at han har forbudt dig at gå til hans familie, samtidigt med at han ikke selv vil tage ham. Med mindre der er noget jeg ikke kan læse mig til (og det er jo nok bare rigtigt svært at forklare alt hvad man mener i en sådanne tekst), så lyder det altså som noget magtudøvelse.

Har I overvejet at gå til noget parterapi? Det kan jo være, at I ikke kan finde ud af at kommunikere...

MoriSverige skriver:

 

 

Først får du lige et stort

Kan sagtens følge dig i at det er hårdt hvis manden ikke hjælper mere til og ville da også selv synes det ville være hårdt.

Når det så er sagt, lagde jeg mærke til at du hele tiden skriver 'MIN søn'. Undskyld men er det ikke 'JERES søn'. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det udelukkende er din mand der er årsag til den manglende hjælp i dit tilfølde, når du umiddelbart ser knægten som DIN søn og ikke jeres.

Jeg mener ikke noget ondt med dette, men synes bare det var ret iøjefaldende.

Tak for svar og knus

Jeg vil lige sige det er fuldstændig ubevidst det med at skrive "min" søn det er bare sådan jeg sys det lyder bedst når det jo er mig der forklare om ham...   Selvfølgelig er det vores søn og sådan ser jeg det også. Det er jo svært at forklare specielt når jeg sidder og bliver frustreret. Men han er en fantastisk far (bortset fra det praktiske) - men kun når han mener han har tid til at være det.

thildemus skriver:

Ville bare lige sende en

Jeg føler med dig, har stået i noget af det samme selv. Det lyder umiddelbart som om I har nogle grundlæggende problemer som skal løses. Håber for jeres skyld derfor ikke der kommer flere børn lige nu.

Jeg forstår ikke at han har forbudt dig at gå til hans familie, samtidigt med at han ikke selv vil tage ham. Med mindre der er noget jeg ikke kan læse mig til (og det er jo nok bare rigtigt svært at forklare alt hvad man mener i en sådanne tekst), så lyder det altså som noget magtudøvelse.

Har I overvejet at gå til noget parterapi? Det kan jo være, at I ikke kan finde ud af at kommunikere...

tak 

han har forbudt mig i at gå til hans familie, fordi han jo et sted godt ved at det han gør ikke er rigtigt og selvfølgelig ikke godt nok, og han vil ikke have hans familie ser ham som en dårlig mand og far. jeg siger ikke det er rigtigt at han siger han ikke vil have jeg går til hans familie! Men jeg ved ikke hvad jeg kan gøre....

Han går til en kognitiv psykolog, og indimellem, har vi mulighed for at "bruge" hende til at gennemgå nogle af de ting vi ikke får snakket om. Men generalt har vi været gode til at snakke om tingene hvis der er noget. Men lige denne her, den er svær,  netop fordi han siger det er på grund af hans sygdom. Og jeg ikke ved om det kan passe eller ej. Hans psyk. giver egentlig ikke noget svar, tror hun mener at hvis han siger han ikke kan klare det.. jamen så kan han ikke.

tak 

han har forbudt mig i at gå til hans familie, fordi han jo et sted godt ved at det han gør ikke er rigtigt og selvfølgelig ikke godt nok, og han vil ikke have hans familie ser ham som en dårlig mand og far. jeg siger ikke det er rigtigt at han siger han ikke vil have jeg går til hans familie! Men jeg ved ikke hvad jeg kan gøre....

Han går til en kognitiv psykolog, og indimellem, har vi mulighed for at "bruge" hende til at gennemgå nogle af de ting vi ikke får snakket om. Men generalt har vi været gode til at snakke om tingene hvis der er noget. Men lige denne her, den er svær,  netop fordi han siger det er på grund af hans sygdom. Og jeg ikke ved om det kan passe eller ej. Hans psyk. giver egentlig ikke noget svar, tror hun mener at hvis han siger han ikke kan klare det.. jamen så kan han ikke.

Hvis problemet er af rent praktisk karakter (hvem kan passe, hjælpe osv) og det ikke drejer sig om, at du vil have far på banen. Så må din kæreste være mere åben i forhold til jeres omgivelser. Det er jo egoisme, at du "er bundet på hænder og fødder" for at få hverdagen til at hænge sammen, blot fordi han ikke vil fortælle sin familie om sin situation. Forstå mig ret, ved godt at du elsker dit barn, men du skriver jo netop fordi du er presset. I bedste fald er det misforstået og i værste fald er det magtudøvelse.

Har stået i forhold til en, der ikke blev behandlet for voksen ADHD, men led af det i udpræget grad. Det er først i efterklarskabet at jeg ser alle symptomer passer på ham. Han deltog heller ikke på nogen måde i vores barn. Han var en voksen mand (langt over 30) og ville for eksempel ikke køre mig på hospitalet da der var 2 min mellem veer fordi han lige skulle spille computer og har aldrig skiftet en ble. Jeg brød med ham (dels grundet manglende deltagelse, men også grundet mange andre ting). Jeg har derfor ingen erfaringer i forhold til at redde forhold - selvom jeg prøvede alt hvad jeg kunne. Synes det er positivt at din kæreste går hos en psykolog. Men det er bare som om der skal tages hul på alt dette med at han lærer jeres barn at kende.

Hvis problemet er at du vil have far på banen. Vil jeg foreslå dig noget parterapi med en anden psykolog end din kærestes. Det er vigtigt at I "står lige" og der ikke er nogen forudtagede meninger fra nogen sider. Du siger allerede, at "hun mener at hvis han siger han ikke kan klare det.. jamen så kan han ikke". Det kan også være dette er tilfældet, men det vil en anden psykolog også hurtigt se. Derudover ville jeg synes, at du skal læse noget om voksen ADHD. Det hjælper til at forstå din kærestes adfærdsmønster. Du kan google en masse, nedenstående giver ok overblik.

http://www.adhd.dk/fileadmin/dokumenter/voksne/Pjece-voksnemedADHD.pdf

Det er bestemt ikke fordi jeg vil lege ekspert, men jeg tror bare at åbenhed i forhold til problemerne med pasning af jeres søn og kommunikation er de ting i skal fokusere på. Håber I finder ud af det for alles skyld. Du lyder glad for ham Men husk også at gør plads til dig selv, for ellers holder det aldrig

Anonym skriver:

Advarsel .. lang tekst!

Hej, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare dette besværlige problem, er heller ikke sikker på nogen overhovedet kan hjælpe, har bare lige brug for at komme af med det...

Jeg er gift, har været sammen med min mand i ca.. 3 år og vi har været meget lykkelige, passionelle og ja et meget godt forhold. For et år siden fik vi vores første barn sammen. Vi glædet os, det skulle være begyndelsen på vores familie (vi har altid begge gerne ville have stor familie)

Men da så vores søn kom til verden, ja så fra første sekund var det ikke som jeg håbede. Min som er vidunderlig, den gladeste dejligste dreng Men min mand reagerede da han blev født med -et panikanfald, og ville slet ikke holde vores søn. (han var født om natten) morgenen efter ville han gerne holde og virkede okai igen. Men da vi kom hjem ville han bare ikke være med i noget af det.. nægtede at skifte ble, snakke med ham, lege med ham. ja jeg følte jeg var kommet hjem som alenemor men havde en "kæreste" der gerne ville have med mig at gøre bare ikke vores søn

Som i nok kan forstå var jeg meget ked af det.. og overvejede mange gange om jeg bare skulle sige fra og så Blive alenemor.

Men jeg er vel for gammeldags, og vil ikke give op. Min mand skylder det på at han har meget svær ADHD som han også går til psykolog for, og at han simpelthen er for overvældet til at håndtere alt det ansvar. han kan ikke klare at skulle overskue alt der har med baby at gøre.. (sådan er han stadigvæk)

månederne gik. og LIDT efter LIDT var han mere med, men kun med det "sjove" forstå mig ret, han leger, og snakker i 10-20 min om DAGEN! jo ældre vores søn blev jo mere var han med og legede med ham....

Min søn er nu et år og min barsel er slut. Vores søn er startet i dagpleje, og jeg er startet i skole.

mange ting er sket det er jo svært at få det hele forklaret, men ja jeg elsker min mand, for den person han er. Men som far er der næsten kun for at være legekammerat eller en der holder øje mens jeg skal i bad osv. han aner ikke hvordan/hvad/hvornår min søn skal have mad/flaske/ i bad/ren  ble eller tøj på.

Når der har været tidspunkter hvor jeg har haft brug for pusterum har jeg gået til min svigerinde, hun er god med min søn, og kender til alle hans rutiner, og det har været en KÆMPE hjælp.

Men nu hvor jeg er startet i skole, (og jo ikke kan have så meget fravær) og min søn bliver syg står jeg i en exra svær situation - hva gør enlige mødre ?

min mand kan ikke klare at have ham hjemme hele dagen, mens jeg er væk... og han vil ikke længere have jeg går til hans familie!!!og min er ikke tilrådighed. ?
hva gør jeg så.. hvis jeg tager barnsyg fra skole hvergang han ikke kan være i dagpleje.. så bliver jeg jo tilsidst smidt ud for formeget fravær....
jeg ved godt i sikkert sidder og tænker.. hvofor går hun dog ikk bare fra ham. -fordi jeg tror ikke på at ødelægge et ægteskab  eller familie, og selvom tingene er som de er har jeg jo venet mig til at jeg står alene med min søn med alt det praktiske..han er jo en vidunderlig mand og far når det er hyggetid og vi laver ting sammen.

Han prøver (med opfordring af sin far!) på at være med, skifter ble, tager ham (fra dagpleje) når han har feber, giver ham indimellem mad (hvis han APSOLUT skal)

men stadig ser jeg drømmen om en større familie forsvinde.. da jeg ved at selvom jeg åh så gerne ville have flere børn, kan jeg ikke sætte et barn i verden igen når jeg nu VED hvordan min mand takler det. ligemeget hvor meget han så nu sidder og siger han glæder sig til næste gang, at han kan gøre det hele bedre (om igen) at han nu ved hvad han skal forvente.

 

undkyld romanen.. ved ikke hvad jeg ville med den.. sys bare jeg har brug for at få det sagt.. selvom det er anonymt.. suk

Hejsa

Jeg har en veninde, hvor der skete det samme da de fik barn nr. 2.

Hun er kommet i en gruppe på sygehuset, hvor hun mødes med andre pårørende. Måske dette kunne være en oplagt mulighed for dig? Da jeg desværre kun har lidt kenskab til den sygdom, vil jeg ikke gå ind på det i dette indlæg.

Men prøv at tag kontakt til lægen, og spørg om der er noget gruppe halløj;-)

Føler med dig, for jeg ved vores venner også har det svært med denne sygdom. Hvis du vil spørge til noget, så er du velkommen - men kun i en privat besked.