Idag er 1. september - en speciel dag på mange måder!
For det første fik jeg lov at følge en live-fødsel på Baby.dk i nat, da Zafir fødte sit andet barn, Frigg, ved hjemmefødsel og sendte det ud i universet via webcam. Selvom jeg måtte give fortabt klokken halv fire i nat og kravle under dynen (for blot at blive vækket igen tyve i otte af en sms om, at hun ikke havde født endnu), og jeg lige akkurat gik glip af selve fødselsøjeblikket, så var det en kæmpe gave for mig, at sidde og følge Zafir under hendes ve-arbejde. Jeg kan simpelthen ikke skrive om det uden at knibe en tåre! Vi har læst og læst og læst og snakket og snakket og snakket om vores hjemmefødsel der gerne skulle finde sted om ca halvanden måned. Vi er godt forberedt, ja, dét er vi - men hvordan forbereder man sig egentlig på noget som man ikke helt ved hvad er? og så melder hele tanken om det her BARN der kommer ud, sig jo også! man skal ikke "blot" igennem fødslen, smerter og alt hvad der hører til, man skal også tage vare på det her menneske som besluttede sig for, at vælge os til forældre. Det kan godt blive meget stort og skræmmende og fantastisk og utrolig uvirkeligt! Mange gange har tankerne meldt sig, om jeg nu også kunne det her - den her hjemmefødsel. Selvom jeg slet ikke er i tvivl om mit valg. Senest sidste weekend, da Søren og jeg snakkede fødsel og han spurgte om jeg var helt afklaret med ikke at kunne få medicinsk smertelindring. Der fik jeg lige tanken "du er sgu da for dum, mand!" - mens jeg sagde "jaja, dét er jeg, dét får jeg ikke brug for!" 
Så jeg fulgte Zafir i nat og var dybt dybt optaget og betaget af hendes arbejde under veerne. Det var så fantastisk at se, at de forestillinger jeg har om hjemmefødslen - når jeg vel at mærke forestiller mig selv som det allersejeste jeg kan! - dem udlevede Zafir! Hun og jordmødrene brugte stillinger og tricks som jeg har læst om igen og igen. Hun formåede at få det til at se afslappet ud, med familien omkring sig, latter og smil og kys, og når det så gjorde virkelig forbandet ondt - hvilket man overhovedet heller ikke var i tvivl om at det gjorde! - så gjorde Zafir det, som jeg virkelig håber jeg er i stand til når det bliver min tur: lukkede øjnene, gik ind i sig selv og fandt styrken for sin egen og for sit barns skyld. Jeg var oppe klokken otte og se frøken Frigg, men klokken halv ti måtte jeg overgive mig til dynerne igen og sov indtil halv to. Hvor jeg så kunne logge på baby.dk og se selve fødselsøjeblikket - FANTASTISK! Imens jeg sov kørte der et Thomas Tog ind på mine spor helt indeni, og der genlyder nu et mantra der lyder "jeg VED jeg kan!". Det er en gave som Zafir helt uvidende gav til mig i nat, og som jeg er dybt dybt taknemmelig og beæret over at have modtaget <3
For det andet er jeg idag 34 uger henne med vores Baby Juhl. Vi var til sidste lægeundersøgelse igår - alt var fint med mor og barn og Far var vist bare glad og stolt og spændt. Baby Juhl har stadig hovedet godt nede i bækkenet. Dog har den taget sig en "glider" - det kan den godt lide, altså lige at køre numsen henover maveskindet, så jeg har det som om jeg falder forover - og fået måsen over til højre. Det betyder at højre bryst, ribben og lunge får en tiltrængt pause fra små fødder der nogle gange (især når Far snakker) blir så glade, at jeg som modtageren af spark ikke synes det er lige fedt at være gravid hele tiden Så tager venstre side lige en tørn for teamet! Jeg kaldte Baby Juhl Rumpenissen i starten af graviditeten, og det passer stadig, for måsen blir stukket helt ud, så maven blir deform og så sidder vi og aer og klapper den lige i bagen, og det er bare deeeeeeejligt synes den 
Jeg har taget 4 kilo på i alt indtil nu - og ligger omkring 5 kilo under min pre-graviditetsvægt og min læge sagde ENDELIG, at det jo sgu da var skide godt gået. TAK!! Mit blodtryk er fint lavt igen og der er ingen vand i kroppen, proteiner i tisset eller noget. Men - for der er et men! - der er stoppet i tarmen. Gud hvor er det skrækkeligt! Jeg er startet på magnesia og de virker så jeg kan begynde at komme af med det slemmeste, men der er intet der er normalt endnu. I foregårs aftes kunne jeg gå og smifimse og jeg har aldrig været så lykkelig for et par prutter før i mit liv!!
Søren sagde den anden dag - efter mit for tiden traditionelle halvtimes oplæg om mine tarmfunktioner for dagen - at det vist ikke var alle par der fortalte hinanden så mange detaljer om deres numse og deres bæ. Jeg kunne jo kun svare, at det da vist heller ikke er alle par der har det så godt som os :-P
Så nu er vi her: 34 uger henne - 3 uger til jeg "bare" kan føde og 6 uger til termin. På mandag kommer sundhedsplejersken på besøg for første gang, hun lyder fantastisk sød i telefonen, og jeg har - for første gang - sagt ja til at der er en studerende der må deltage. Det siger jeg ellers altid nej til, fordi jeg føler mig så afklædt og anderledes i lægesammenhænge. Men så kom jeg til at tænke på Kitty, der har en drøm om at blive sundhedsplejerske og så tænkte jeg, at det måske kunne være rigtig positivt for sådan en studerende at få lov at komme med ud til een med min fortid (min jordmor bad om lov til at oplyse sundhedsplejersken om min fortid, fordi hun så (som jordmoderen sagde) "kunne gribe nogle ting anderledes an og tage hensyn til mig"). Så jeg har dælme sagt ja - for første gang i mit liv. og håber vi allesammen får en rigtig positiv oplevelse. Og så har Søren fået besked på, at hjemmet skal være CLEANET mandag morgen (han grinede bare og sagde, at det vidste han godt, for det stod i alle Far-bøgerne, at moren gik amok i rengøring når sundhedsplejersken skulle komme). Han deltager selvfølgelig også og ringede endda for at lave den oprindelige tid om, fordi han alligevel ikke kunne nå hjem til den. Det er så sindssygt dejligt at føle at vi er os to sammen om det her, og man kan ærlig talt godt gå hen og blive forelsket i sin mand på en helt ny måde når han er sådan
om fjorten dage kommer jordmoderen på hjemmebesøg. Så er det sgu snart med det fødsel der!! og der kommer min mor også herhjem og deltager, så det er vi vist allesammen rigtig spændte på!
Nu er 1. september jo også noget andet. Noget som jeg ikke får af 1. september i år. Det er første dag på efterårssemestret og skulle ha været 1. semester på 8. semester for mig = 1. semester på kandidaten. Det er faktisk rigtig spøjst at sidde på Facebook og læse at alle de andre har været til undervisning idag, og få en hel masse mails på uni-mailen om alle de forelæsninger der ligger de næste 3-4 måneder. Det er absolut ikke fordi jeg ville bytte det her mirakel jeg befinder mig i, med dét - men jeg kan godt mærke, at jeg er en lillebitte smule misundelig. Hvilket har overrasket mig, for jeg er ikke "sådan en" - altså sådan en der hellere vil være et andet sted end hjemme. Men nu har jeg på de to foregående semestre ophold mig på Historiestudiet (Historie var mit tilvalgsfag) og jeg hængte kun i fordi jeg vidste, at jeg lige om lidt skulle tilbage til Litteraturvidenskab. Jeg var dybt skuffet over Historie studiet, som det måske fremgår
Men jeg tror det her barselsafbræk bliver noget der kun yderligere styrker mig i mit fag. Ja, det blir da noget helt andet at være studerende med barn når jeg starter igen - jeg kan fx ikke lave den eksamensmarathon som jeg plejer i januar og maj, men jeg tror der åbner sig en ny verden i mig og i litteraturen når jeg får vores barn i armene. og ja...det er nok en masse sentimentalt pladder, det her, hva? :-P
Så selvom 1. september IKKE gav mig studiestart og 1. semester på kandidaten, så har den givet mig så meget andet der er så meget mere værdifuldt: et (umiddelbart) sundt barn der er klar til at møde verden om ikke ret mange uger - og følelsen og tanken og styrken til at sige "jeg KAN sgu godt det der!"!!
Her er et billede af maven, taget for to sekunder siden, med morgenpandehår og nattøj klokken fire om eftermiddagen og så får I også lige et billede af Far og August i en solskinstribe en eftermiddag på sengen <3
