hvor mange gange skal man lade sig blive skuffet over sin familie, føle sig trådt på eller holdt ude.
jeg er nu nået til et punkt hvor fornuften siger drop dem så!!
men hjertet ikke vil give slip, for hvem vil ikke gerne være en del af sin familie, føle sig velkommen og accepteret som man er(i det mindste respekteret)
men sagen er bare en helt anden, min familie er pænt ligeglade med os, min egen mor gider ikke engang ringe og høre hvordan det går, trods at jeg står midt en ret hård forældre og bopælssag, børnene har hun ikke passet i over 2 år, ikke en gang 1 time.
mest fordi andres børn er mere spændende at passe og så har hun jo et bedre ansigt udaf til åbenbart
når hun kan finde overskud til dette, tja er nok lidt bitter, men det bliver man sgu når man, konstant skal sige til sin datter at hun ikke skal sove derude, hver gang slukker man et lille håb og snupper nej hatten på, tiltrods for at hun bare gerne vil sin mormor, så mener mormor at det nemmere lige at strikke dem en trøje(for det er jo klart det samme)
men jeg er jo heldig at have en masse søskende, eller tja jeg har egentlig altid været rimelig glad for alle mine søskende, men de seneste par år har det bare gået ned af bakke, er man ikke uvenner med den ene så er man med den anden, ofte ved man slet ikke hvorfor, eller også er det noget en har sagt til en anden, som så er blevet misforstået og derefter misforstået igen.
Og det ender så altid ud i at nogen bliver frosset ude eller lign.
Denne gang er det så mig igen der er ude og jeg ved faktisk ikke hvorfor og nu jeg egentlig blevet i tvivl om jeg gider og gøre noget ved det.
Har det lidt sådan at min mor intr. Sig ikke, min ene søster bor i den anden ende af landet næsten og tja vi har aldrig været super søskende, men efter hun flyttede ja så blev afstanden større og hellere ikke her ved jeg hvorfor.
Min ældste lillebror snakker jeg så lidt med, han er hellere ikke som resten og vi taler sjældent om familie, mest fordi vi begge ved at det kommer der aldrig noget godt ud af, men vi hygger os når vi ses, og så venter de sig jo. WEE endnu en november baby
Min anden søster, tja vi havde en uheldig situation, hvor efter vi havde hjulpet dem med at flytte, valgte hendes kæreste at smide min mand ud, som tak, fordi han forsvarede min søster over for hendes kæreste bror og søster, det endte så med at min mand af naturlige årsager ikke ønsker at være i nærheden af ham. Men at jeg jo stadig kunne se min søster(han ville ikke stå imellem os ihvertfald)
Det virkede også det første stk. Tid, men så meldte jeg afbud til hendes fødselsdag(bilproblemer) og så fik jeg ellers en kold skulder.
Og det gør da ondt, for ærligt har hun altid været hende jeg har haft det bedste forhold til, var med til hendes fødsel osv. Men nu ja der har bare lukket fuldstændig af og uden grund(hvad jeg ved af)
Men jeg ved faktisk ikke om jeg gider igen at være den der ringer for at få redet trådene ud, føler tit jeg ikke laver andet end ringe for at høre hvad der nu er galt eller for at fortælle eller høre hvad der sker.
Og som min fornuft siger, hvorfor så blive ved med at kæmpe for noget, når de gang på gang viser de er ligeglade eller kun gider mig når der er fest/fødselsdage eller lign.
Og for at sætte prikken over i så skulle i år være første gang i 4-5 år vi skulle holde jul sammen allesammen, men pludselig så skal vi åbenbart ikke det, og hellere ikke her kunne jeg få et svar, andet end jeg skulle finde et andet sted at holde jul.
Jeg ville sådan ønske at man kun levede med sin fornuft og så kun brugte sit hjerte i nødstilfælde, for jeg som alle andre ønsker mig jo en familie med nærhed, tryghed, nogen der også gider mig.
Er det virkelig helt forkert eller hvad, skal jeg forsøge igen, lade dem komme til mig eller bare droppe dem, jeg ved det snart ikke. Må indrømme at min største skuffelse er faktisk at i stedet for at støtte mig og være der for mig i den her forfærdelig sag jeg er igennem for at min søn skal blive boende hos mig, ja der har de næsten hver og en vendt mig ryggen, kun min bror har haft så meget intr. At han spurgte hvornår vi skulle i retten og om jeg følte mig klar.
Hvad ville i gøre i sådan en situation??
undskyld for det lange indlæg og tak fordi du læste det.
