Tror det kommer af modgang...?
Jeg har selv måtte lære at sige fra, imod og tale for min sag. Man lærer det, når man er træt af at være utilfreds med ikke at have gjort alt man kunne for at ændre noget.
Har et friskt eksempel. Man har til min datters rutine-tjek (i torsdags) ved lægen opdaget at hun har en mislyd på hjertet og en uregelmæssig puls. Så vi fik en henvisning til GLostrup Hospital.
Jeg går hjem, skræmt fra vid og sans...tanken om at min guldklump skulle have problemer med sit hjerte, var overvældende og jeg forstillede mig jo straks til det værste.
Næste morgen, får jeg min mand til at ringe til Glostrup Hospital for at høre hvor længe vi skal vente på de undersøgelser der skal til. Han bliver prakket af med et standardsvar der lyder: Henvisningen skal jo først attesteres af en læge, og så planlægges det senere. Du vil modtage brev med info indenfor de næste 14 dage.
Jeg tudede...tanken om at skulle vente 14 dage på et brev, og så måske vente yderligere 14 dage på selve undersøgelsen?! Nej tak. Det kunne jeg ikke bære.
Så jeg skrev en mail til Børneafdelingen på Glostrup, at min datter havde det sådan og sådan, at vi skulle have undersøgelser ved dem, og at det standard-svar blot gjorde mig mere nervøs.
- Skrev at jeg var knust ved tanken om en hjertefejl på mit barn, og at det her ikke var en rutine undersøgelse for mig (selvom det måske er hverdag for dem), så jeg ville gerne høre hvor længe jeg skulle vente!
Blev ringet op 2 timer efter af den sødeste sygeplejeske, som fandt en tid til os allerede tirsdag, så jeg ikke skulle gå og være nervøs for længe. Hun var også god til at forklare hvad der ville ske. Og hun beroligede os med, at hvis vores læge mente det var "rigtig farligt", var vi blevet sendt afsted med ambulance med det samme.
Havde jeg ikke talt med den sygeplejeske, havde weekenden været et mareridt...istedet har vi faktisk været nogenlunde afslappede. Vi har fokuseret på hendes trivsel istedet for at frygte det uviste. Man er selvfølgelig altid lidt nervøs, men tror på det bedste!
Så kan kun tale for at gøre noget, selvom det føles grænseoverskridende. Det bliver nemmere efter et par gange, og når det fører noget godt med sig, ved man det betaler sig.
