Hjælp.. Min mor forstår ikke.

Hej alle piger/drenge derude.

Jeg skriver anonymt, da man ikke ved hvem der går rundt, og måske kender mig og min familie, og lign. - og dette er noget der er ret vigtigt for mig at komme ud med.

Jeg flyttede for omkring 1 år siden sammen med min kæreste, forholdsvis langt væk fra min mor. Min storesøster er også flyttet, men hun bor stadig sammen med min papfar, og nu har de endelig chancen for at gøre alt hvad de vil.

Jeg ved godt, at selvfølgelig er det hårdt, at ens børn bliver store og flytter, men... hun giver mig skyldfølelse. Hun bliver VED med at snakke om at jeg skal flytte hjem, laver små hints osv, og når jeg skal hjem, begynder hun at græde selvom det er 1 år siden... Det er selvfølgelig synd for hende, men der hvor jeg simpelthen ikke kan holde det ud, er at når vi endelig er sammen er hun mere interesseret i min kæreste.. Når jeg snakker, afbryder hun mig for at snakke til ham - til min sidste fødselsdag serverede hun noget mad som jeg HADER, men spurgte min kæreste om det nu var noget han kunne lide.. Jamen, altså.. Hun opfører sig surt og ligeglad over for både mig, min søster og min papfar, min som en glad lille skolepige over for min kæreste.. Hun gik så langt, at da jeg stod alene med hende, blev hun VED med at spørge om jeg nu er lykkelig med ham, og er jeg nu sikker på at bo her sammen med ham, om det nu er rigtigt... Det virker som om at hun prøver at ødelægge det mellem mig og min kæreste (som jeg elsker højere end noget andet), og vil have mig hjem, men alligevel er hun mystisk kærlig overfor min kæreste, og går meget mere op i ham når hun endelig bruger tid med mig

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg er virkelig ved at få stress, da min mor og jeg allerede havde en ''dårligt'' forhold før, og det synes jeg ikke jeg gider mere. Min mor har haft nogle anfald, hvor hun ikke er ved sig selv, og ting som jeg ikke vil uddybe, men hvor alt kunne være gået galt, men lægerne kan intet finde ud over stress.

Jamen.. Jeg er bare træt af at prøve at få hendes opmærksomhed, være bekymret, hjælpe hende, og alligevel er min kæreste mere spændende..

Jeg ved ikke helt hvad dette indlæg skulle gøre, jeg ved godt det er hårdt når det er min egen mor, men jeg synes simpelthen at det er så hårdt

Føler med dig. Det er aldrig rart, når der er knas i forholdet til ens forældre.

Men i øvrigt synes jeg, at der er alt for mange ubekendte i dit indlæg til, at man kan komme med noget egentligt råd.

Vil bare give dig det generelle: Se fremad i stedet for tilbage! 

Jeg kan desværre ikke give dig nogle gode råd. Men det lyder hårdt!!!

du skriver at din mor er mystisk kærlig over for din kæreste. Det fik mig til at tænke på min egen mor. Engang havde min fætter en styg og rædselsfuld kæreste som ingen i familien kunne holde ud! Hun var virkelig stor slem. Lad os kalde hende for N. Hver gang der var noget familie tamtam, hvor hele familien var samlet sagde min mor mystiske ting som: Ih, hvor er det dejligt at se dig N!!! Det er skønt du er med!!! og til min mors søster sagde min mor: Ih, er det ikke skønt at have sådan en dejlig svigerdatter som N! Sandheden var jo at ingen kunne holde hende ud, hvorfår så gå og sige sådan nogle ting???

Jeg VED at min mor ikke kunne døje hende, og alligvel opførte hun sig overkærlig og omsorgsfuld over for N. Nogle gange var det nærmest grænsende til det pinlige.

Det er slet slet ikke sikkert at det er sådan med din mor og din kæreste. OVERHOVEDET IKKE!!!! Jeg vil bare sige at der kan være mange forskellige grunde til at man opføre sig mystisk kærlig over for personer.

hmm jeg tænker om din mor har en psykisk lidelse?? EVT. Bordaline?? Tidlig demens eller ukendt BP i hjernen ( du siger anfald af en slags) hvor gammel er hun?? synes ud fra det du skriver at hun virker frontalt præget / skadet. Altså græder når du skal hjem, trygler dig om at flytte hjem, kærlig overfor din kæreste. Disse ting er hæmningsløs adfærd, egoistisk og barnlig. alt sammen frontalt.

Arbejder selv på psykiatrisk afd og reagerer derfor på den måde straks at ville diagnostisere hende. Men noget lyder til at være galt.

Hvis min anelse er rigtig kan det værre svært for hende at forstå hvis du sætter grænser overfor hende, da frontalt prægede menneskers behov kommer i 1 række. De er impulsstyrede.

Passer noget af dette på din mor??

kh maise