Min svigerfar havde i sidste uge lungebetændelse, blev behandlet for det, og fik det igen godt...men et par dage efter (dvs. søndag) blev vi ringet op af hjemmeplejen, som havde tilkaldt en ambulance, da de næsten ikke kunne komme i kontakt med ham.
Ove ringede så til sygehuset i Aalborg og hørte, hvad der skete. Han havde stadig infektion i kroppen, og de ville give ham antibiotika direkte i årerne. Han talte med sin far, som talte i øst og vest, men dog lod til at forstå, hvad Ove sagde. Vi ville besøge ham mandag, men besluttede sammen med en sygeplejerske at vente til tirsdag, da han forhåbentlig ville være mere klar der.
Mandag aften blev vi så ringet op af en sygeplejerske. Da jeg havde givet Ove telefonen og han blev helt hvid i hovedet løb jeg rundt og pakkede, fik Emma vækket og vi fik pakket bilen med de mest nødvendige ting, og så kørte vi mod Aalborg med følelserne udenpå tøjet. Ove havde selvfølgelig ringet til sin storebror, som begyndte at køre fra Odense.
Emma var med, men jeg blev udenfor med hende, og Ove overtog hende på et tidspunkt, så jeg kunne være hos svigerfar lidt. Det var ikke rart at se på hvordan han kæmpede med vejrtrækningen, men heldigvis kom der en læge og tilså ham, og han kom i respirator. Ove kørte Emma og mig hjem til svigermor og kom selv senere på natten. Dagen efter ringede Oves bror, som havde overnattet hos deres far..og sagde vi skulle komme ind, for lægen ville snakke med Ove... (han havde snakket med ham).
Hans nyrer var sat ud, og det betød at han havde blodforgiftning. De ville så fortælle, hvad vi kunne forvente, hvis de gjorde alt hvad de kunne for at redde ham. Dvs. plejehjem, dialyse 3 gange om ugen og en kamp for at overleve, da alle hans organer var påvirket af forgiftning.
De valgte det som deres far ville have ønsket.. og Ove, hans bror og jeg sad hos ham til det sidste. Det tog 4-5 timer fra de omjusterede på respiratoren og til han gav slip. Det var så frygtelig hårdt, og vi græd og græd, talte til ham, bad for ham osv.
Emma var hjemme hos farmor.
Da det var ovre spurgte Oves bror om jeg ville bede en bøn for deres far, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Men vi er så kede af det herhjemme. Vi mangler at kunne besøge farfar nu. Heldigvis havde både han og vi en fantastisk dejlig weekend hos ham 14 dage før. Emma syntes det var hyleskægt hos ham der, og har siden kaldt på farfar mange gange...og nu skal hun ikke se ham mere... og det skal vi heller ikke... 
Jo forhåbentlig skal vi alle ses engang om lang tid.
Så lige nu sørger vi herhjemme og har ikke overskud til det helt store....
Håber I alle har det godt... Har ikke fulgt så meget med den sidste uge....
