Barn nr 2....bange for at svigte :(

Jeg venter barn nr 2 til nov.

jeg er meget bange for at komme til at svigte min datter på 4, da det kun har været mig og hende hele hendes liv, og nu pludselig kommer der en 3, som kræver en del opmærksomhed. Jeg vil for alt i verden ikke svigte Zenia(min datter), men jeg er enorm bange for hun kommer til at føle sådan...

Sammetid er jeg også bange for ikk at ku elske nr 2 barn lige så højt som jeg gør med min datter, da hun jo var planlagt osv.

Er utroilig bange for at gøre forskel på mine 2 prinsesser, er der andre der har haft det sådan?

hvordan er det gået med jer andre når i fik nr 2 ?

Jeg havde det nøjagtig ligesom dig. Det tror jeg ikke vi er de eneste der føler sådan. Efter at have snakket med andre omkring netop det du skriver fandt jeg ud af at det var helt naturligt.

Selvfølgelig kommer den lille til at tage noget af din tid, men i vores tilfælde fik min store søn så bare et super stærkt forhold til sin far. Jeg har nogle gange haft det hårdt med at jeg ikke længere havde så meget tid sammen med min store dreng, men han er ikke påvirket af det overhovedet. Børn er så super gode til at indstille sig....han fik også lov til at være meget med når jeg ammede osv. Men kan sagtens forstå dine tanker....

Kram Berrit

Gustavsmor skriver:

Jeg havde det nøjagtig ligesom dig. Det tror jeg ikke vi er de eneste der føler sådan. Efter at have snakket med andre omkring netop det du skriver fandt jeg ud af at det var helt naturligt.

Selvfølgelig kommer den lille til at tage noget af din tid, men i vores tilfælde fik min store søn så bare et super stærkt forhold til sin far. Jeg har nogle gange haft det hårdt med at jeg ikke længere havde så meget tid sammen med min store dreng, men han er ikke påvirket af det overhovedet. Børn er så super gode til at indstille sig....han fik også lov til at være meget med når jeg ammede osv. Men kan sagtens forstå dine tanker....

Kram Berrit

skønt at høre jeg ikke er den eneste...der har følt og tænkt sådan...

i mit tilfælde er der så kun mig, ingen far i billedet.. men det jeg ikke bange, jeg ved jeg kan klare den alene

jeg har også tænkt mig at jeg vil la mine datter være med til det meste, som at bade lillesøster,hjælpe med ble og tøj osv, tror hun vil blive enormt stolt hvis hun måtte være med til alt det

tror det jeg skal passe på med er ikk at blive en pyller mor, baby går jo ikke i stykker hehe.. men man er self meget nervøs og forsigtig når de er så små.

Jeg har nogen lunde de samme tanker - tror alle 2. gangs mødre har de tanker og følelser. Min store datter er også 4 og jeg venter nr. 2 til januar, og tænker også tit på om jeg mon kan elske denne lille ligeså meget, og er så forfærdelig bange for at jeg kommer til at overse den store   men jeg involverer hende i alt hvad der har med lillebror at gøre nu her under graviditeten, og hun snakker løs om ham hele tiden. Har prøvet at forklare hende, at mor og far kommer til at bruge rigtig meget tid på den lille, og der så ik er så meget tid til leg osv, men heldigvis er vi jo 2, så vi på skift kan være ligeså meget ved dem begge, og så tror jeg også det er godt, at man skiftes til at være alene med den store og tar ud på nogle ture osv. Og så får hun lov til at være med alt hvad hun kan og vil mht. den lille.

Håber det nok skal gå - men klart jeg er bange for at svigte den store, og ikke elske den lille nok. Men tror på vi også nok klare den ligesom så mange andre

nvm skriver:

Jeg venter barn nr 2 til nov.

jeg er meget bange for at komme til at svigte min datter på 4, da det kun har været mig og hende hele hendes liv, og nu pludselig kommer der en 3, som kræver en del opmærksomhed. Jeg vil for alt i verden ikke svigte Zenia(min datter), men jeg er enorm bange for hun kommer til at føle sådan...

 

Sammetid er jeg også bange for ikk at ku elske nr 2 barn lige så højt som jeg gør med min datter, da hun jo var planlagt osv.

Er utroilig bange for at gøre forskel på mine 2 prinsesser, er der andre der har haft det sådan?

 

hvordan er det gået med jer andre når i fik nr 2 ?

Kan sagtens forstå din bekymring. Tror også jeg havde det lidt på samme måde da vi i 2005 fik vores 2. prinsesse.

Men tro mig, du kommer til at elske hende lige så højt og når hun kommer til verden kan du ikke forestille dig at du har måtte undvære hende. Sådan følte vi !!!

Nu venter vi prinsesse nr 3. til nov og hvor er det fedt at se de to store holde sammen og glæde sig til at få en ny lillesøster.

 

Jeg venter barn nr 2 til nov.

jeg er meget bange for at komme til at svigte min datter på 4, da det kun har været mig og hende hele hendes liv, og nu pludselig kommer der en 3, som kræver en del opmærksomhed. Jeg vil for alt i verden ikke svigte Zenia(min datter), men jeg er enorm bange for hun kommer til at føle sådan...

 

Sammetid er jeg også bange for ikk at ku elske nr 2 barn lige så højt som jeg gør med min datter, da hun jo var planlagt osv.

Er utroilig bange for at gøre forskel på mine 2 prinsesser, er der andre der har haft det sådan?

 

hvordan er det gået med jer andre når i fik nr 2 ?

Det er SÅ NATURLIGT at have alle de tanker og bekymringer!

Og det kunne jeg godt have trængt til at høre, da jeg ventede nummer 2. For jeg bøvlede med mange splittede følelser undervejs.

Jeg både glædede mig over den voksende mave, samtidig med jeg havde :

Frygten for at svigte den ældste, når den lille nye kom.
Frygten for ikke at kunne elske nummer to ligeså højt som den første.
Frygten for ikke at kunne klare det.
Frygten for at der ville opstå jalouxi imellem mine børn.
Frygten for, at forsømme det ene barn over det andet.
Frygten for at miste mig selv midt i det alt sammen....

Men BARE ROLIG, jeg er sikker på, at mange af dine bekymringer er helt ubegrundede! Selvfølgelig KAN du risikere, at din ældste datter vil reagere - måske ikke meget, måske meget kraftigt.
Og det skal hun også have lov til, for det ER jo en markant forandring for både hende og dig. Men hun vil da også komme til at elske sin lillesøster/bror.
Og man kommer til at elske sit andet barn ligeså meget som ens første.
Måske er følelserne svære at beskrive konkret, da børnene jo også er helt forskellige, men de ER der meget stærkt for dem begge, og helt uden at tage noget fra den anden.

Det er utroligt så meget kærlighed man kan rumme, helt uendeligt, som mor.

Så lad være med at dunke dig selv oveni hovedet med skyldfølelse og dårlig samvittighed. Jeg er sikker på, at det nok skal komme til at gå alt sammen ......det vil du se, når du har dem begge i dine arme.

Og det er altså helt normalt at tumle med alle de tanker og bekymringer.

Kærlig hilsen Katrine - Mor til 2 piger med kun 20 mdr. mellemrum.

JustAnotherName skriver:

Det er SÅ NATURLIGT at have alle de tanker og bekymringer!

Og det kunne jeg godt have trængt til at høre, da jeg ventede nummer 2. For jeg bøvlede med mange splittede følelser undervejs.

Jeg både glædede mig over den voksende mave, samtidig med jeg havde :

Frygten for at svigte den ældste, når den lille nye kom.
Frygten for ikke at kunne elske nummer to ligeså højt som den første.
Frygten for ikke at kunne klare det.
Frygten for at der ville opstå jalouxi imellem mine børn.
Frygten for, at forsømme det ene barn over det andet.
Frygten for at miste mig selv midt i det alt sammen....

Men BARE ROLIG, jeg er sikker på, at mange af dine bekymringer er helt ubegrundede! Selvfølgelig KAN du risikere, at din ældste datter vil reagere - måske ikke meget, måske meget kraftigt.
Og det skal hun også have lov til, for det ER jo en markant forandring for både hende og dig. Men hun vil da også komme til at elske sin lillesøster/bror.
Og man kommer til at elske sit andet barn ligeså meget som ens første.
Måske er følelserne svære at beskrive konkret, da børnene jo også er helt forskellige, men de ER der meget stærkt for dem begge, og helt uden at tage noget fra den anden.

Det er utroligt så meget kærlighed man kan rumme, helt uendeligt, som mor.

Så lad være med at dunke dig selv oveni hovedet med skyldfølelse og dårlig samvittighed. Jeg er sikker på, at det nok skal komme til at gå alt sammen ......det vil du se, når du har dem begge i dine arme.

Og det er altså helt normalt at tumle med alle de tanker og bekymringer.

Kærlig hilsen Katrine - Mor til 2 piger med kun 20 mdr. mellemrum.

det præcis også de tanker jeg har gået/går med..

og det hjælper rigtig meget at høre i andre også har eller har haft det sådan, så det ikke mig der er sær eller noget.