Puha... Har i dag været afsted med min store pige, til alm. læge-undersøgelse og vaccination. Hun var skrækslagen for at blive stukket, men klarede det så flot...sagde ikke engang AV.
Værre gik det da en læge-studerende skulle lytte på hendes hjerte. Hun lyttede foran, lyttede bagpå...og lyttede så lidt foran igen. Rejste sig, og sagde hun ville hente en anden læge der kunne lytte med. Ind kommer en decideret børnelæge, som også lytter og nikker. Ja, han kan også høre det. De kigger på mig, og siger: "Der er nogen mislyde ved hjertet, og pulsen virker også uregelmæssig. Det behøver ikke betyde noget overhovedet, men vi vil gerne henvise hende til en specialist. Vi bestiller tid, og du modtager brev derfra....har du nogen spørgsmål?"
Anede ikke hvad jeg skulle spørge om, syntes heller ikke jeg kunne stille for mange spørgsmål - for havde min datter siddende på skødet, og var bange for at bryde ud i gråd. Man bliver jo forskrækket over sådan en nyhed. Desuden manglede vi stadig det lille prik, og jeg vidste min datter sad skrækslagen og ventede på lige netop det. Så skubbede den skræmmende nyhed fra mig.
Men nu hvor vi er hjemme igen, tænker jeg ikke på andet...jeg er skrækslagen for hvad det kan betyde. Og hvor længe skal jeg vente på at hun kan komme til specialisten, kan der ske noget i mellem tiden, skal jeg være særlig opmærksom på noget og og og og?????....tankerne flyver rundt i hovedet!
Min datter fik ikke fat i at der var noget galt, og er bare så stolt af alt gik godt. Hun viser mig stolt sit plaster efter stikket, og fortæller alle vi har mødt at hun nu er præcis 1 meter. Selv går jeg rundt i en tåge for at holde tårene på afstand.
I må endelig ikke fortælle nogen historier hvor der viste sig at være noget galt, for så bliver jeg endnu mere bange...jeg har bare brug for at lufte mine tanker. Kan jo ikke så godt sætte mig ned og tude, når nu jeg har lovet hende en hyggelig hjemmedag med mor og lillebror.
Højst sandsynligt er det ingenting, men uvisheden er overvældende!
