Nåh, så fik vi også prøvet dét: at få kørt en strimmel på Fødegangen!
Igår kunne jeg slet ikke få gang i Baby Juhl. Jeg prøvede det hele: drik noget koldt, spis noget sødt, læg dig ned og slap af, skub til maven, tag en alvorlig snak med dit ufødte barn. Men nej, den ville ikke. og når den alligevel ville, så var det sådan noget svagt noget, hvilket slet slet ikke ligner vores baby! Da Søren havde fri halv fire, var jeg alligevel så urolig - også fordi Søren skulle på hyttetur dagen efter (idag og imorgen) og vi så ikke ville kunne blive tjekket, hvis det fortsatte - at jeg ringede til Fødegangen. Det var "vores" jordemoder der tog telefonen og denne gang var der ikke noget med, at hvis jeg var utryg, så skulle vi komme ind, nej, vi skulle komme ind og få kørt en strimmel. yikes! Så blev man alligevel lidt opkørt. Så jeg ringede til Søren og sagde, han skulle komme lige hjem og hente mig og så skulle vi ind på Fødegangen. Den tur derind kan Søren næsten ikke klare. Han blir meget anspændt og nervøs og kører lige lidt for hurtigt og kan ikke rigtig føre en samtale imens - jeg tror det er meget godt vi slipper for den når fødslen en dag går igang 
Vi var egentlig ikke nervøse for, om Baby var i live, vi var bare nervøse for om den havde det godt. Da vi så nåede hospitalet og vi lige skulle ud og tisse inden vi kørte op til Fødegangen, sagde jeg til Søren, at "nu melder behandlingsfortiden sig igen". Det betyder, at så sidder man der og har overbevist sig selv om, at nejnej, det hele er fint, det gåååååååår!, men så slår det pludselig een, lige inden man får svar, at man er frygtelig tåbelig at man tror, at tingene går for een - hvor dum har man lige lov at være?!
Så vi endte med at komme op på Fødegangen med bævrende ben. Det var en jordemor der hed Mette, der tog imod os og satte os igang med en strimmel med det samme. Den måler babyens hjertelyd/puls og mine plukveer og så fik jeg en knap i hånden som jeg skulle trykke på når jeg kunne mærke liv. Lige da vi satte den til havde Baby Juhl hikke, det havde vi ikke hørt før, men det gik op for os, at det vi nogle gange har troet var meget kraftige pulsslag i moderkagen i virkeligheden var hikke vi kunne mærke udenpå maven 
Pulsen lå lidt højt og jeg kunne som sagt slet ikke mærke den bevæge sig. Nåh...men der lå vi så. Eller Søren sad og jeg lå (ad helvedes til) og stirrede på computeren mens Mette var ude og assistere andre. Vi hørte to babyer blive født mens vi var der. Dvs. vi hørte to babyer stikke i kæmpevræl da de kom ud, men vi hørte ingen mødre beklage sig (jeg hørte lige akkurat een der sagde "av, av, auuuuuuv!"), så vi var enige om, at man føder på en rigtig behagelig måde med jordmødrene fra Svendborg Den ene baby lød godt nok som to i sit skrål, men efter lidt tid blev vi enige om, at det nok alligevel var usandsynligt at der var blevet født en to-hovedet baby...eller at der var kommet to ud på een gang (man blir helt dårlig bare ved tanken, ikk?). Det var meget spøjst at ligge der og høre de små mennesker komme til verden og vide, at lige inde på den anden side af væggen, der var der nogen der oplevede det største af det største og her lå vi og følte os lidt fjollede fordi vi ikke skulle have vores baby ud men alligevel krævede personalets opmærksomhed. Men det var slet slet ikke noget vi mærkede fra Fødegangens side!!
Strimlen fik lov at køre lidt længe fordi lægen var meget optaget, og der gik også en time før jeg begyndte at mærke liv og kunne trykke på knappen. Pulsen faldt efterhånden og kom ned og lå normalt, men til gengæld kunne vi se, at jeg havde en del plukveer. Jeg kan overhovedet ikke mærke dem selv - og det er jo fint nok, men det er mærkeligt at få at vide, at NU har du en plukve og der er absolut ingen forandring i fornemmelsen for een selv! Dog fandt vi ud af, efter lidt tid, jeg måske godt kunne mærke det en lillebittesmule. Jeg fik en fornemmelse af at skulle tisse og spurgte Søren om der var en plukve på monitoren og ja, det var der. Men det er altså noget jeg skal fokusere rigtig meget på for at mærke. Mette målte mit blodtryk, for det havde jo været lidt højere end normalt ugen før ved vores egen jordemoder, men det var "fiiiiiint, lavt!", så det var ikke noget med det. Hun mente også at Baby Juhl var større end de 2 kg den var blevet skønnet til ugen før. Endelig var doktoren ledig og hun kom og løslod mig fra apparatet og tog strimlen med ud til vurdering. Imens skulle jeg tisse i en kop, så de lige kunne tjekke mig for blærebetændelse. Strimlen var fin og normal, dog havde jeg jo en del plukveer, men mit tis så ud til at jeg havde blærebetændelse, så jeg skal IGEN tage pencillin. øvbøv! jeg blir sååååå skidt af de pencillinpiller 
Vi spurgte om blærebetændelsen virkelig kunne gøre, at baby lå mere stille, og nej, det kunne den ikke, men den kunne - hvis ubehandlet - forårsage plukveer som til sidst kunne udvikle sig til rigtige veer. gok!
Jeg havde heldigvis nogle pencillinpiller i overskud fra sidste runde, så jeg kunne starte behandlingen igår aftes. Søren er jo væk indtil onsdag eftermiddag, så jeg kan ikke rigtig komme ned og hente nye før da, så Mette fandt også fire på barselsgangen og så havde jeg nok til de 3 dage hun ville have mig til at tage dem.
Jeg tog de første igår aftes til aftensmaden og jeg blev så skidt. Altså...jeg får kvalme og blir bare ugidelig og sur og tvær af dem. Så jeg sagde til Søren, i strenge vendinger, igår aftes at jeg NÆGTEDE at tage flere før vores egen læge havde testet og sagt at jeg HAR blærebetændelse. Læger tror nemlig altid, at jeg har det, selv da jeg var indlagt med graviditeten udenfor livmoderen, troede de jeg havde det, men når så mit tis blir dyrket, så har jeg aldrig noget som helst! Men da jeg stod op imorges, så vejede tanken om de mange plukveer som jeg ikke kan mærke og som kan udvikle sig alligevel tungere end at jeg får det ad helvedes til af pillerne, så jeg har fortsat behandlingen alligevel. Man VIL jo ikke tage nogen chancer, og nu er jeg alligevel alene hjemme, så jeg kan bare gå rundt og være skidt og skide sur for mig selv
