Som Maria skriver oven over var min første reaktion at være chokeret over at det skete for mig. Jeg havde ikke hørt om andre og jeg havde allerede et barn i forvejen efter en fuldstændig problemfri graviditet.
Jeg søgte hele nettet igennem for at finde et svar på hvorfor det skete, og hvorfor det ramte mig. Desværre var der ikke meget info at hente, måske er det blevet bedre siden.
Sidenhen har jeg selv snakket med flere der har haft ufrivillige aborter og opdaget er at det slet ikke er så ualmindeligt som jeg først troede.
Jeg tror der er lige så mange forskellige reaktioner som der er kvinder.
Jeg tror det vigtigste er at give sig selv plads til at reagere, at man accepterer at man godt må have følelser der ellers ville opfattes som forbudte. F.eks. blev min brors kæreste gravid lige efter jeg havde mistet. De havde kendt hinanden i 14 dage, og min nye svigerinde snakkede utroligt meget om sin graviditet.
Jeg må tilstå at jeg i flere måneder inderst inde både misundte og hadede hende..
Jeg havde stor hjælp af at skrive med andre på netbaby i en gruppe om spontane aborter. Der mødte jeg forståelse for min frustration over ikke at kende grunden til aborterne, og de forstod mine følelser af misundelse og had uden at fordømme mig. Alle følelser var lovlige og da min mand og jeg reagerede meget forskelligt på vores sorg var det rart for mig at finde andre der reagerede som jeg. Og som også havde en tavs mand derhjemme.
Andet der hjalp mig var min læge og sygehuset, begge steder fortalte de at det var naturens måde at vælge de meget syge fostre fra og at det skete oftere end man tror.
Jeg mistede to graviditeter, den tredie gang jeg var gravid hjalp det mig en del at vælge at se det som et spørgsmål om kemi. At graviditeten var en klat kemi i livmoderen der kunne gå både godt og skidt. Jeg lagde en vis følelsesmæssig distance til det og var nærmere afventende end glad.
Til pårørende vil jeg sige at der ikke er noget universalråd, nogle gange ved man slet ikke selv hvad man har brug for og nogen gange har man ikke overskud til at bede om det man egentlig godt ved man har brug for.
Jeg havde bl.a. brug for at mine omgivelser huskede og stadig husker at vi havde to graviditeter der ikke gik efter planen.
Min første abort skete i påskeferien, jeg var i uge 13, det var en voldsom omgang med veer og meget blødning. Jeg var indlagt natten over til observation. Tre uger efter aborten stod min svoger i et fornærmet tonefald og bebrejdede os at vi ikke havde været til deres påskefrokost der var den dag jeg kom hjem fra sygehuset. Han havde GLEMT hvorfor vi ikke var der. Det sårede mig så meget, det var jo ikke bare en tilfældig blødning. Det var vores barn og den fremtid vi havde planlagt der var faldet sammen. Så stod idioten der og snakkede om en skide påskefrokost!!
For mit vedkommende er aborterne en stor del af mig, jeg har haft 5 graviditeter, og har erfaringer fra dem alle. Det er ikke noget jeg skjuler men nævner det når det er relevant.
Set i bakspejlet er aborterne ikke noget jeg nogen sinde slipper helt, som en veninde sagde så komer man ikke over sådanne ting men man kommer igennem.
Jeg har gennemlæst mit indlæg og ved at det er noget rodet, jeg håber det alligevel er til at få hoved og hale på, jeg havde bare så meget at sige:-)
Hilsner fra Berith
Efter de to aborter har jeg fået en dejlig pige, er nu gravid i uge 16 og har desuden en dejlig datter på 6 år.
Anmeld
