Her sidder jeg så. Er super lykkelig og lettet fordi vi nu officielt er ovre den væreste risiko periode. Skal til NF den 30. aug. og glæder mig da det hele så bliver mere virkeligt.
Jeg glæder mig til tiden der kommer. Til fremtiden. Til at vi skal være en familie 
MEN
Jeg kan ta mig selv i også at gå lidt i panik indeni en gang imellem..? Panikke over at jeg er i den her meget sårbare position nu.
HVAD NU HVIS min kæreste pludselig finder en anden??... (Som er åndsvagt at tænke eftersom han tit fortæller mig hvor meget han elsker mig og at han aldrig vil forlade mig!) MEN jeg kommer jo til at ændre mig. Min krop kommer til at ændre sig. Jeg er allerede begyndt at ændre mig. Inden jeg blev gravid ville jeg gerne lige tabe mig 4-5 kg, så jeg igen ku se ud som da vi blev kærester. Jeg ved min kæreste går op i det. Det har vi snakket meget åbent omkring og jeg går også selv op i det (jeg ved det måske lyder overfladisk, men han har ligeud sagt at han ikke tænder på tykke piger og det er ikke fordi jeg er det, men åhh det er svært at forklare. Jeg respektere hans holdning, -jeg tænder heller ikke selv på tykke mænd). Jeg har også gjort meget ud af at snakke om at hvis vi skulle have et barn sammen, så indebar det også at min krop vil ændre sig i hvert fald for en periode med nogen ting og måske for altid med nogle andre ting. Her den anden dag sagde han; GUD du er ved at få større overarme end mig! Og åhhh!! Jeg havde bare lyst til at sige;"NU HOLDER DU FANDME KÆFT! vi har snakket om det her du! Og det der hjælper ikke!" Jeg har altid haft nemt ved at tage på på mine arme, både underarme og overarme, så mine overarme er bredere end mine skuldre. Det irreterer mig, jeg er så bange for jeg ikke kan smide de extra kilo hurtigt nok (eller overhovedet) når jeg har født. Jeg er ikke ret langt henne, 12+1 i dag og jeg tænker bare; Fuuuuuckk hvordan kommer jeg ikke til at se ud når jeg er 30+?? og hvor hurtigt kan jeg komme af med de extra kilo når jeg har født? Hvor meget kan man overskue ud over at skulle være mor lige pludselig??
Jeg ved godt det handler om mig. Det er mig der skal tage mig sammen. Jeg skal sgu ikke sidde og græde snot, for det er kun mig der kan gøre noget ved det. Jeg ved også at mht mit udseende så er jeg selv den hårdeste dommer. Jo mere jeg tager på, jo mindre synes jeg om mig selv. Og det ved jeg mærkes af andre og af min kæreste.
Det handler heller ikke kun om vægt, men meget hænger sammen med vægten. Hvor meget jeg gør ud af mig selv.
Her efter jeg er blevet gravid har jeg heller ikke turdet at farve håret, så det ligner bare lort lige nu. Er der nogen af jer der farver hår?? Noget bestemt i så bruger?
I bund og grund handler det her jo egentlig ikke ret meget om min kæreste, men mere om mig. Om at jeg pludselig står i den her situation. Hvor sårbar jeg har gjort mig selv. Jeg elsker min kæreste SÅ højt at jeg nogen gange bliver helt bange. For h v a d n u h v i s han pludselig vågner op en dag og siger han har fundet en anden eller fundet sammen med sin smukke, søde ex-kæreste som han har en delehund med og som han jævnligt snakker med?
Jeg får nogen gange de her panik tanker hvor jeg ikke ved hvad jeg skulle gøre af mig selv hvis det var de pludselig skulle blive til virkelighed. Og det er jo ikke fordi jeg ikke får bekræftigelse nok fra min kæreste. vi fortæller hinanden hver dag, tit flere gange om dagen, at vi elsker hinanden. Og vi sagde også til hinanden at den dag vi får børn sammen, der er det for evigt. Vi skal ikke have skilsmissebørn. Men jeg må jo også indrømme at sexlivet er blevet sat lidt på stand-by, til dels fordi jeg har lidt af massiv kvalme de sidste godt 5 uger og nu fordi jeg har noget ubalance i underlivet. Og sex er bare SÅ super vigtig i et parforhold. I hvert fald for mig og min kæreste. Selvfølgelig kan jeg gi ham lidt på andre måder 
men der er ikke samme nærhed som når man har sexet.
Og jeg ved også at han synes det er liiidt underligt at have sex nu når der er en lille babyspire inde i maven. Det snakker vi om og jeg tror nu det er meget naturligt men jeg frygter lidt at han går fra at se mig som sin sexet, frække kæreste til mor til hans barn.
Åhh det er super rodet skrevet det her og jeg ved ikke om det overhovedet giver mening for andre og om min mening med det her indlæg er til at forstå... Jeg tror min kæreste godt kunne blive såret over hvis han vidste alle tankerne jeg har inden i... Er det bare mine hormoner eller er jeg ved at blive sindsyg? Er jeg klar til at blive mor og tage det ansvar der følger med. Er vi klar til det?? JO det er vi. Det skal vi være. Jeg tror bare ikke man kan forberede sig og derfor kan man heller ikke love hinanden ting og sager, for vi ved jo ikke hvad det er vi er på vej ud i. Men vi kan prøve at holde vores løfter til hinanden. Og jeg skal holde mit løfte til mig selv. At jeg skal tabe mig igen efter fødslen, så JEG får det godt med mig selv igen, så jeg ikke går og tænker; han finder en anden der er smukkere, slankere, lækre, for jeg ligner l o r t.
Panikker I aldrig? Hvad panikker I over?
Nå, beklager det lange indlæg. Bare lige en masse PANIK tanker her en søndag alene i sofaen.
