Sidder og skammer og at have tanken "jeg ville ønske han var død, det havde gjort det hele lettere" Min mor smed min far ud i februar måned, og ½ år efter gik skilsmissen igennem. Det har været en rigtig hård tid for mig, mine søskende og selfølgelig mine forældre.
Det hele startede for 3 år siden med at min far startede eget firma, alt han fritid gik med det, og familien blev tilsidesat, til sidst kontaktede min far mig kun når han kunne bruge min ekspeprtise til sit firma. Han rejste frem og tilbage til Thailand og Kina, og et års tid før de gik fra hinanden fortalte han, at han var blevet forelsket i din pige dernede på 23 (lige så gammel som jeg) men at det aldrig ville kunne gå. Mine forældre prøvede at få det til at kører alligevel, men min mor fik aldrig tillid til ham igen.
Efter de gik fra hinanden har de udvilket sig meget begge 2, forskellen er at vi har været en del af min mors udvikling, hvor min far har udvilket sig til en, ingen af os kender mere.
2 måneder efter de fra hinanden ringede min far til mig, og sagde at han var blevet forelsket i en ny kvinde fra thailand, jeg har altid været fars pige, så prøvede at støtte ham og sagde jeg var glad så længe han var osv. men så faldt bomben: Du må ikke sige det til nogen! jeg vidste ikke hvordan jeg skulle takle dette, men fik efter lang tid overbevist min far om at sige det til min mor, da jeg ikke følte jeg kunne bære sådan en hemmelighed alene.
Lige siden har alt vedrørende min far været løgn og latin, han fortæller mig halve sandheder, glemmer hvad har har sagt fra gang til gang. Han har ikke kontakt med min bror og søster, og arbejder heller ikke på at få det for det skal jo nok gå, som han altid siger. Han har ingen fornemmelse af hvad vi føler, og når jeg prøver at fortælle ham det, afviser han det bare, som om han ikke kan forholde sig til det.
Nå men han har så været på ferie i Thailand de sidste 2 uger... kom hjem i søndags, og i dag skrev han til mig på msn at han havde et feriebillede han ville vise mig, hvorpå han sendte mig sit bryllupsbillede. HAN VAR BLEVET GIFT MED HENDE DERNEDE!! Jeg har hele tiden vidst at det var den vej det ville gå, men jeg troede at jeg og mine søskende ville blive en del af det i det mindste. Jeg måtte gerne fortælle det videre til resten af familien for så slap han jo for konflikten.
Nu sidder jeg så her gravid i 20ende uge, og er meget i tvivl om, om jeg vil byde mit barn at få et forhold til ham, for jeg vil vide at det ville indeholde en masse svigt. Men er det min opgave at tage den beslutning på mit barns vegne, at morfar er en man ser få gange om året, og ellers ikke har noget med at gøre? Hvad med barnedåben.. jeg VIL IKKE have hende med, for kommer hun, kommer mine søskende ikke.
Jeg kender ikke den mand mere, og ved ikke om jeg vil bruge kræfter på at lære ham at kende... Ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det her, havde brug for at komme af med det til andre end min mand... Tusind tak fordi i læste med!!!!!!!
