Jeg er virkelig i vildrede...
Har været sammen med min kæreste i 2 år og 2 mdr og sammen har vi en lille pige på 16 mdr. Vi flyttede fra hinanden i marts men bor nu sammen igen. Han kunne ikke bo sammen med mig da jeg har en sygdom. Han har MEGET svært ved at acceptere at jeg har en sygdom.
Den sygdom gør at der er nogen daglige ting jeg har svært ved at overskue.
Men det med at tage vare på min datter har jeg ingen problemer med. Vi kommer op til tiden og kommer afsted til tiden... Hun blir hentet og når vi kommer hjem leger vi og laver så aftensmad.
Det jeg har svært ved er at få ordnet tingene herhjemme... så som vaske tøj, vaske op (men det gør kæresten), rydde op medmindre der er andre der hjælper mig.
Vasker dog tøj men glemmer nogen gange at få det hængt op med det samme og så er jeg nødt til at vaske det igen.
Der hvor problemet er, er at jeg får kritik i næsten alt. Eller daglig får påtale om hvor doven jeg er, hvor barnlig jeg er. Og ik duer til noget og ik burde ha mit eget hjem og ha børn. Vi har kommunen på MEN de siger der INTET er at påpege... de synes at jeg klare det SÅ flot med min datter. Det ska siges at da jeg for 5 år siden fik en pige havde jeg MEGET sværere ved alt end jeg har nu og jeg havde svært ved at sætte hendes behov først så nu bor hun ved sin far men vi har hende tit.
Min kæreste er meget nedladende overfor mig og skælder tit ud. Og siger at han snart skrider, for han gider ik leve med SÅ syg en person. Han sårer mig virkelig meget med de ting han siger. Men selvom jeg flere gange har sagt så skrid er han her endnu så han må jo et eller andet sted ikke kunne gøre det.
Nu ved jeg i sikkert siger jeg ska gå fra ham men det kan jeg IKKE. Selvom han er som han er elsker jeg ham utrolig højt, og jeg kan ikke klare tingene helt alene så går det helt galt for mig. Og jeg er bange for at hvis han går jeg så os "mister" min yngste datter.
Hver dag siger jeg til mig selv: Hvorfor tager du dig ik bare sammen, hvorfor gør du ik bare tingene, men hvorend jeg gerne vil kan jeg ikke. Køre alt for hurtigt træt i det.
Som jeg tit siger til ham, jeg gør mit bedste og jeg prøver virkelig. Men det er ligesom om det ikke er godt nok. Han siger tit han ikke er glad og at havde han vidst at det ville blive såen som det er ville han ALDRIG ha begyndt med mig eller ha fået barn med mig. Og når han har sine gode dage vil han giftes og ha et barn mere. Men han skifter virkelig meget og har et hidsigt temperament.
Men er den bedste løsning i virkelig at gå fra hinanden? Eller ska vi få noget hjælp udefra?
Håber i ka komme med nogen råd.
Hvis nogen ved hvem jeg er SÅ skriv det privat for vil ikke ha mit navn frem herinde...
Knus Ano - der grædende skriver dette indlæg.
