Jeg har lige brug for at komme ud med det her.
Jeg går hjemme efter endt barsel og har endnu ikke fået job efter endt uddannelse. Jeg er så ved at vænne min datter til at være alene i vuggestue, men hold da op hvor trækker det bare tænder ud.
Hun startede egentlig 1. juli, men nåede da kun at være der to uger hvorefter institutionen holdt ferielukket i tre uger. De startede op igen i sidste uge, hvor min mand og jeg skiftevis var der sammen med hende. Fredag var hun alene en times tid tror(det var min mand der klarede det da jeg ikke var hjemme). Igår morges afleverede jeg hende der så alene. Med et helt lager af sutter og en flaske, så hun kunne sove der.
Hun græd da jeg gik. Efter tre timer ringer de efter mig, fordi "hun nu begynder at virke lidt trist" Jeg tager over for at hente hende og får så at vide at hun har været pyldret og ked af det hele dagen, men sovet halvanden time. Hun får ikke lov at komme ned og lege i sandet og på græsset, de kører bare rundt med hende i en barnevogn og så kan hun sidde dér og kigge på at alle de andre børn leger. Da jeg kom kunne jeg se at hun havde grædt meget. Hun var helt rødspættet i ansigtet og havde snot og tårer over det hele.
Da jeg afleverede hende imorges var hun også ked af det. Endnu mere end igår.
Jeg syens det er så svært, for alle skriver herinde hvor godt det går og hvor glade deres børn er for at være i DP/VS og der er kun gået et par dage hvorefter deres barn ellers er i institutionen hele dagen. Det gør ondt i mig, at mit barn skal være så ked af det. Jeg er lidt ked af at ingen anden end jeg kan passe på hende, men det værste er at hun skal være så ked af det. For hun er jo nødt til at lære at være der selv, en dag skal jeg på arbejde. Eller i aktivering om ikke andet, men ud skal jeg da.
Jeg ved ikke lige hvad det er jeg vil. Men jeg synes godtnok det er hårdt og svært. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, eller om der er noget at gøre.
Jannie, som forsøger at være rolig og tålmodig
Anmeld
